[Nordisk Handelsmission Tokyo 2017] De første resultater…

Udgivet
30.11.2017

Nomex (dvs. samarbejdet mellem de nordiske musikeksportkontorer, heriblandt MXD) har siden 2013 arrangeret en nordisk handelsmission til Tokyo, omfattende diverse networking events, en handelsdag med 1-til-1 møder med den japanske branche, seminarer om det japanske marked, en songwriting camp og showcases. 

Handelsmissionen, som i år fandt sted mellem d. 8.-10. november 2017, kendes i Japan under navnet, “Hokuo Music Fest”. 

Fra Missionens “Handelsdag”: Mik Christensen fra Mermaid Records tog igen turen til Tokyo for at pleje sine forretningspartnere og møde nye potentielle partnere i Japan

Prime Collective lukker flere aftaler for dansk metal i Japan

Mirza Radonjica og Sara Gacic fra musikselskabet Prime Collective deltog også i årets Handelsmission.

Dels for at repræsentere DEFECTO, som japanerne havde udvalgt til missionens heavy-metal showcase, “Loud & Metal Mania”, hvilket efterfølgende resulterede i en aftale til bandet med det japanske label Avalon/Marquee.

Det lykkedes også at varme så meget op under booking agenturet RNR TOURS, at de har besluttet sig for at tage flyveren til København i næste uge – for at deltage i Prime Collective’s julefrokost for at smage på dansk sake (snaps), og med et forudgående løfte om at de fremover vil booke tours for 3-4 danske metalbands om året i Japan.

Omkring handelsmissionen fik Mirza Radonjica også tid til at tournere med sit eget metalband, Siamese, derovre. Mirza fortæller om et meget dedikeret japansk publikum:

”Vi var overraskede over, hvor vilde fansene er. De græder til koncerterne og har danske ordbøger med. Det er dog ret vigtigt at lære sig et par japanske sætninger, når man spiller live. Altså, at kommunikere med dem! Men de er på samme tid et umådeligt tålmodigt publikum; Der findes simpelthen ingen pinlig tavshed. Man kan tage det helt rolig og tage sig god tid, når man står på scenen derovre… Vi havde på ingen måde forventet, at så mange mennesker ville dukke op. Og man kan tilsyneladende let sætte ild til steppebrand, på det japanske musikmarked. Det vil sige: Touren voksede undervejs word-by-mouth, hvilket vi fandt ud af, da mange kom over til os og fortalte, at deres venner havde set os dagen før og anbefalet dem at komme til aftenens koncert. Der var også mange gengangere. Sidste koncert endte med at være helt proppet. Virkelig en fantastisk fankultur, de har i Japan”

DEFECTO blev signet til Avalon/Marquee efter koncerten
SIAMESE overvældet af de meget dedikerede japanske metalfans

NEYA om at skrive til japanske marked

Handelsmissionen omfattede i år også en Songwriting Camp arrangeret af Sony Music Publishing Japan – fra dansk side støttet af DPA og Musikforlæggerne, via Kodas kulturelle midler. I år valgte Sony NEYA (Katrine Klith) fra Danmark til deres nordiske camp, hvor skriverne skulle arbejde med japanske producere, musikere/DJs og A&R’s. Målet var ganske enkelt at skrive hits til det japanske marked. 

Korrespondenten Kent Dahl tog en snak med NEYA i Tokyo om, hvordan det er at skrive til det japanske marked – Læs interviewet her

NEYA i Sony Music Pulishing’s studier i Tokyo
Redigeret
30.11.2017