Tilmeld nyhedsbrev
Hvirvelvinde af kridhvid, soulrocket glam
Publiceret
Præcis samtidig med at Nephew gik på scenen på den store MXD-aften på Postbahnhof, gik de tidligere vindere af DM I rock, AIMology, på scenen i den anden ende af byen. Hårde odds, hvis man skulle trække opmærksomhed på selve det at være et dansk band. Men med manager og booker til at dække ryggen tog AIMology imod med et show, der er bygget til at bryde grænser ned. – – – “Tonight you will get a lot of love from this band… and maybe you will give a little of that love back.” Stemmen kommer ud af ingenting i et næsten tomt, Bierstube-lignende lokale i Alte Kantine og bliver ledsaget af en steady lille/stor tromme-figur. AIMology kaster sig ud i en hvirvelvind af hvid soulrock, der med vokalisten Veronica D’Souza i front kaster et behageligt stænk af djævleuddrivelse på den hvide stil. Manager for de hvidklædte, Manfred Zähringer, ser tilfreds til. Han ville normalt ikke anbefale et band med AIMologys udlandserfaring at starte på Popkomm, men han mener, at kvartetten er af den type bands, som bare kræver én chance foran de rigtige folk. En udtalelse, der kunne se ud til at holde stik.
Folk på gaden har ikke hørt indledningen, men lokalet læner ryggen ud til Kulturbrauerei’s store plads, og AIMologys 60’er-inspirerede guitareksplosioner tiltrækker hurtigt folk. Stedet bliver fyldt; der er kun en genert, lille halvcirkel foran scenen, som D’Souza indtager for at se publikum i øjnene. Adam Olsson på guitar slår også en runde, når han tager en soloafstikker fra bandets pumpende, tighte og meget fysiske sammenspil. Publikum er klar til at give kærligheden tilbage, måske let undrende over at finde denne type musik et sted, der har præsenteret ret blodfattig post-rockmetervare tidligere på aftenen. AIMology lover show-rock og de holder, hvad de lover. Og dansk showrock med en skæv rod i 60’erne lader til at være manager Manfred Zähringers foretrukne arbejdsområde. Han har længe arbejdet med The Blue Van og været en del af deres store USA-succes. Da jeg spørger ham, om de folk, han har inviteret til denne aften, svarer han meget roligt: – Der skal nok komme et par stykker, men jeg kan ikke udpege dem for dig. Jeg kan aldrig huske ansigter. Til gengæld glemmer jeg aldrig lyd og samtaler. Umiddelbart en lidt pragmatisk indstilling, men han smiler roligt, velvidende, at bandet i aften høster frugten af hans arbejde. Om han kan huske ansigter eller ej, har ingen betydning. Zähringer fortsætter:
– SPV (Tysklands største indie-label) har bekræftet, at de ville komme, men man kan aldrig regne med bekræftelser. Jeg har været med på 23 Midem-festivaler og samtlige Popkomms og jeg har lært, at der kan komme mange ting i vejen – og at succes for en manager svarer til 20% hårdt arbejde og 80% procent held. Derudover kan bandet selv netværke sig til 5% ekstra og hvis de har en udstråling som AIMology har, så kan de få 10% oven i hatten og det kan være afgørende. De præsenterer en stil, som deler folk i to lejre, men begge lejre kan med sikkerhed huske, hvad der er sket til en AIMology-koncert. Bandet går i gang med at uddrive en forfængelig ånd i nummeret “Pretty Me”. Der messes, vrænges og tampes og endnu engang overskrider bandet grænsen mellem det troskyldige 60’er-univers og de depraverede 70’ere. Guitar og bas stiller sig i den ene side af scenen og lægger en massiv kordobbeltstemme og det er svært at forestille sig, at der kan komme mere lyd ud af fire mennesker. Alligevel mister musikken hverken retning eller definition. Veronica D’Souza kaster sig bagover og holder stemmen i et skrig, mens melodien kører i bassen under de mange stemmer. Bandet ville ikke fortælle om deres forventninger, før de tog afsted, men de er opsat på at gøre indtryk med et ekstremt fysisk og bevægeligt show.
– Pladeselskaber i alle lande har alt, hvad de skal bruge, når det drejer sig om mainstream. Og de har måske endda også det de skal bruge, når det drejer sig om nicher, men det er i nichen, man kan overraske, fortæller Manfred Zähringer og indkredser sit eget udgangspunkt for at arbejde med bands. – AIMology har nichen og de har energien til at overbevise hver gang og derfor skal et band som dem, med så kraftigt et show, være med på en messe, udlandserfaring eller ej, supplerer booker Anders Nielsen fra Gearbox Agency. I Alte Kantine ser det ud til, at AImology har overrasket, da de modtager et kraftigt bifald efter det afsluttende nummer “Kill Your Darlings”, hvor den skrammede telecaster tilsyneladende var netop én af de darlings. Nummeret trækker ud og leder over i muskuløs outtro, hvor bas og guitar spiller mod og med hinanden i en sær blanding af naiv aggression og punk-soulet varme, mens D’Souza sidder i Lotusstilling og ligner én, der netop indtager sit foretrukne soundtrack til en rolig meditation. AIMology er feelgood med stort f og deres stilfulde, hvide tilsnit kan ikke skjule et lille stænk af voodoo. Bagefter fortæller bandet, at et indieselskab har været oppe efter koncerten for at tale nærmere med bandet, men AIMology fastholder den afventende og beskedne tone: – Det bringer uheld at gå i pressen med noget, man endnu ikke ved hvad er. Der er ingen grund til at offentliggøre en aftale, som endnu ikke er blevet til noget; lad os bare blive ved, at det var et af de større, engelske indieselskaber, fortæller D’Souza, Boye på bas og Riise på trommer, lettede og tilfredse. AIMology 22:15 i Alte Kantine, Kulturbrauerei, Popkomm, Berlin 2005. – – – De danske gruppers deltagelse på Popkomm 2005 dækkes i samarbejde mellem MXD, ROSA, MyMusic.dk og Gaffa. Læs mere om Popkomm på Gaffas og MyMusic.dks hjemmesider |
