MXDs danske torsdag aften var i sig selv en succes, men med 20 danske bands i byen – alle velorganiserede og med små succeser – aner man en vigtigere, foreløbig konklusion på MXDs arbejde…
For mens MXDs aften på Postbahnhof fungerer som en paraply for hele den danske tilstedeværelse, er det af endnu større værdi, at så mange danske bands i så mange genrer har organiseret sig så godt, at de kan fylde spillesteder i Berlin, når konkurrencen er størst.
Bands fra så forskellige ender af både det genremæssige og kommercielle ende af spektret som Cartridge, Infernal, Columbian Neckties, Mads Langer, The Broken Beats og Baby Woodrose kommer til Berlin med klart definerede mål. De inviterer de relevante gæster og stabler i samarbejde mellem danske og tyske partnere 45 minutter på benene, som kan åbne et eller flere nye markeder. Og som artiklerne beskriver, er det allerede sket ved flere lejligheder, selv om resultaterne først for alvor melder sig, når den rasende storm af information og tilbud har lagt sig og musikken er blevet fordøjet.
Broken Beats – kom til Popkomm med klart
definerede mål.
(Foto: Henrik Friis)
Små succeser og stort eksporthul Blandt de mindre, men væsentlige succeser er også gennemslagskraften i forhold til arrangørerne bag Popkomm og i forhold til det organiserede tyske musikliv. I messecenterets presseafdeling, hvor pressen ankommer for at få udleveret sine Popkomm-papirer, blev hvert enkelt medlem mødt af et officielt Popkomm-introduktionspapir – på tre sprog – med eksempler på seværdige ting – heriblandt på forsiden MXDs danske aften.
For at breake i EU er det afgørende for de danske bands at komme ind på det tyske marked. At finde et label eller en distributør er vanskeligt, men de tyske bookere lader til at have en voksende interesse for det skandinaviske og især dansk/norske brand, som har ry for at levere bands, der er velorganiserede og professionelle, siger Peter James, formand for German Sounds og VUT – German Association for Independent labels, Producers and Publishers:
– Interessen for europæisk samarbejde med det tyske marked som knudepunkt er stigende. Det kræver meget arbejde at blive distribueret og udgivet i Tyskland, men tyske labels og bookere er meget tilfredse med deres danske samarbejdspartnere og det er en helt afgørende start.
Forhandlingsmiljø på den danske stand Den danske stand havde travlt især om torsdagen – måske som resultat af den danske aften – men melder derudover om voksende og konstruktiv aktivitet. Manfred Zähringer, leder af Iceberg Records og fødselshjælper til succeser som Pinboys og the Blue Van og opstigende Dúné, har været på Popkomm mere end ti gange og opholdt sig meget på standen i år:
– Det var tydeligt at der var stor interesse for den danske musik. Den danske indsats var velkoordineret og gjorde at man havde et frugtbart miljø at forhandle i og at der hele tiden var informativ opbakning fra dem, der ledede standen (Kunstrådet, red.). Der var mere sammenhæng i tingene, ikke mindst fordi folk er begyndt at søge dansk musik – i stedet for at dansk musik skal søge andre.
Popkomm 2006 blev et solidt år, hvor branchen kom talstærkt, mens Berlins menige publikum holdt sig lidt tilbage. De fleste branchefolk kommer for at sælge deres produkter. Selv i denne atmosfære fik MXD samlet impulserne omkring en tilstedeværelse, hvor dansk musik mere selvhjulpen og med en større selvfølgelighed end tidligere indtog en plads blandt de mere eksklusive brands.
You must be logged in to post a comment.