Tilmeld nyhedsbrev
Første store skridt i et nyt eksport-kapitel
Publiceret
Da seks mand store Gravy et godt stykke inde i natten til lørdag spillede deres engelsk-inspirerede melodiøse, heftige punk-pub-rock, kunne de to københavner-pladeselskaber Play/Rec og PonyRec samtidig klappe hinanden på skuldrene og sige tak for et godt og veloverstået samarbejde omkring Popkomm-messen/festivalen. For selv om tilskuertilstrømningen på andendagen af ”Copenhagen Calling” ikke nåede helt samme højder som torsdagens proppede tilstand med op mod 300 indenfor (se linket t.h., red.) var det samlede antal alligevel en pæn del over det mest optimistiske forhåndsbud. Og vel at mærke også af betalende tilskuere – ikke kun ”messe-gratister”.
Inde i salen kaldte Gravy smilene frem på tilskuernes ansigter med deres sømandslystige energi-drink – sjovt nok fik afslutningsbandet også det største tilskuertal denne aften med omkring 150 fremmødte trods tidspunktet. Og alt i mens kunne de to selskaber gøre boet op, som ud over tilskuer-siden havde budt på i alt otte vellykkede koncerter, mange solgte cd’er/lp’er og andet merchandise, invitation fra spillestedet til at komme igen (både ved næste års Popkomm og hvis de enkelte bands skal på tur), planer om et tilsvarende fremstød med de to selskaber i Frankrig – og så en stribe andre kontakter, som man nu skal hjem og kæmme igennem.
De tyske bookere Antistars og selskabet Froggy Records var blandt de mere velkendte fremmødte i en skare som også talte universitetsradioer, alternative magasiner m.m., men de første håndribelige resultater kommer efter alt at dømme fra det tyske bookingfirma Headquarter Entertainment, hvis Noëlle Poeller nævnte stor interesseret for både Lack, Barra Head og Munck//Johnson fra torsdagens program, og som også havde The Unit og Gravy fra fredag i tankerne: – Jeg blev først for alvor opmærksom på dansk musik for et par år siden, da jeg så The Broken Beats, som er et vidunderligt orkester. Og siden er det gået op for mig hvor cool’e danske musikere er – og hvor behagelige de er at samarbejde med. Jeg møder slet ikke de stjernenykker, man kan opleve fra andre mere ”etablerede” lande. Jeg mærker, at de fleste danske indiebands taler med hjertet, og så har mange af den også en personlighed, som jeg ellers synes er sjælden, sagde Noëlle Poeller. – Nu går vores firma ikke efter mainstream, og derfor passer mange af ”Copenhagen Calling”s bands også til os. De egner sig godt til det tyske publikum, som generelt er meget åbne over for musik udefra. Men tag nu italienerne: de er egentlig på samme måde, og jeg kan ikke se, hvorfor det ikke også skulle lykkes at gøre dem interesseret, sagde Noëlle Poeller og understregede at hendes firma har kontaktnet og samarbejdspartnere i det meste af Europa, som hun også mener de danske grupper vil kunne passe ind i. Den slags er jo sød musik i Dannebrogsfarvede øren. Men ikke desto mindre anser Play/rec og PonyRec det for så godt som sikkert, at en aftale med Headquarter Entertainment bliver til noget – spørgsmålet synes pt. bare at være antallet af bands, der skal involveres.
Halph De to medlemmer aftaler aldrig andet end løse strukturer inden de går på. Til gengæld kan man være sikker på at det er de store følelser, der er på spil, og de gennemleves intenst af Thomas Nygaard bag mikrofonen og med guitaren om halsen mens trommeslager Thomas Bagge følger til dørs. Tyst indadvendt – eller rendyrket sindsslingrende følelsesdetonation alt efter stemningen. Selve tilgangen til musikken er altså ganske jazzet, men det er selvfølgelig også der Bagge har sin hverdag – hvor Bob Rockwell, Carsten Dahl og andre store danske jazzkändisser hører til de vanlige samarbejdspartnere.
De to var i Tyskland for første gang, men er helt klar over, at en tålelig musikalsk eksistens for Gravy skal sikres uden for lande-grænserne – denne ekspressive duo-form er ikke just Top 10-stof i Danmark, for at sige det mildt. I forvejen er halvdelen af gruppens to cd/lp’er da også solgt uden for Danmark, og denne lille tur har med det samme åbnet nye døre – ikke bare til to galleri-ejere i henholdsvis Paris og Berlin, som gerne vil forbinde de to med udstillinger, men også til Christophe Jube fra franske Ocean Music, der gerne vil sætte duo’en op i Paris efter at have oplevet dem fredag. Og så skal man heller ikke kimse af, at en repræsentant fra 1000Fryd blev så overbevist af at se to i aktion, at han lovede dem job på det aalborgensiske musiksted…
Christophe Jube er i øvrigt en anden fortaler for dansk musik. Han laver i forvejen PR i Frankrig for de PonyRec’s Munck//Johnson, Gravy og Halph og har bl.a. fået skabt forbindelse mellem PonyRecs artister og selskabet Rock Revolution Records/Soca. Hans begrundelse for at arbejde med de danske grupper er også, at han føler musikken kommer fra hjertet: – For godt et år siden så jeg Muunck//Johnson – og de rørte mig bare noget helt særligt i mig. De har en helt speciel feeling, der taler til mit hjerte – og det er du nødt til at stole på i den del af musikkens verden, hvor vi befinder os. Der er ikke persille vi skal sælge – det er følelser og hjerteblod. Men dén koncert skabte den første kontakt,, som nu har ført til samarbejdet med PonyRec, og pt. overvejer vi om jeg ikke også skal arbejde med Play/Recs musik, sagde Jube, der også fortæller han har kontakter til den italienske og spanske.
The Unit Trioens garage-tendenser, den blues-rockede bund, en lyd som hele tiden lå på grænsen af det overstyrede og Thomas Løppenthins vrængende tale-vokal fik godt fat i fodsålerne på gulvet. Og selv om det også var tydeligt, at publikums-kendskabet til gruppen var meget lille, brændte de tre fint igennem – især i numrene midtvejs, hvor desperationen og følelserne gik hånd i hånd med det bastante udtryk. Det endte som en fin lille intro til senere opfølgning, når gruppen senere på året vender tilbage til det tyske i forindelse med dne kommende cd-udgivelse. – – – |
You must be logged in to post a comment.