Dansk version English version Facebook Youtube Instagram

Det sagde branchen

Publiceret
Let Me Play Your Gitar - på scenen i White Trash-klubben.

Let Me Play Your Gitar – på scenen i White Trash-klubben.

Som sædvanligt var der mange branchefolk på Popkomm – vi indfangede nogle af holdningerne til nytten af messen/festivalen – og den danske musiks muligheder.

Mads Mazanti, DMF:
– Vi har fokus på tysk musik og især Berlin, fordi det er et godt marked, en spændende by med mange muligheder og et nemt sted at komme til for musikerne.

Mads Mazanti, DMF

Mads Mazanti, DMF.

– En officiel showcase som denne er med til at åbne nogle døre for vores bands, men det er enormt vigtigt for os, at bands selv har deres bagland med og arbejder videre med projektet. Vi er meget tilfredse med aftenen på White Trash; den høje musikalske kvalitet, det stemningsfulde venue og det store fremmøde.

Magnus Kaxe, producer og sangskriver

Magnus Kaxe, producer og sangskriver.

Magnus Kaxe, producer og sangskriver:
– Jeg var nysgerrig efter at høre Lydmor, fordi hun netop er en soloartist og ikke et band, som mange af de ting der er kommet ud af Danmark. Hun er et ret unikt talent med et meget kunstnerisk udtryk, fordi hun bruger sin stemme som et instrument, som hun farver og giver forskellige effekter. – Jeg arbejder som producer hjemme i Sverige, men også i Berlin – og Wohnzimmer er ét af mine favoritsteder i byen. Jeg skal også se Let Me Play Your Guitar og Late Great Fitzcarraldos. Dansk musik er ikke noget særligt i Sverige, slet ikke kommercielt, selvom vi ligger så tæt på hinanden. Det er længe siden, at jeg har hørt nye bands eller artister, som er brudt igennem i Sverige, men til gengæld er de danske sangskrivere og producere mere og mere efterspurgte.

Christian Fløe Svenningsen, manager Lydmor.

Christian Fløe Svenningsen, manager Lydmor.

Christian Fløe Svenningsen, manager Lydmor:
– Vi bruger Popkomm som en mulighed for at præsentere Lydmor. Vi har inviteret bookere fra Tyskland, Østrig og Schweiz, og vi er på nuværende tidspunkt særligt interesserede i flere branchefestivaler. – Lydmor er ved at lave sin debutplade færdig, og hvis Copenhagen Records /MBO Group, ikke var blevet overtaget af Universal, så ville vi have arbejdet på at finde europæiske labels også. Popkomm er ikke længere en vigtig showcasefestival som for eksempel den meget vigtige Eurosonic, men Popkomm/Berlin er en god cv-ting for et nyt dansk band.

Nikolaj Thorenfeldt, manager Emma Acs:
– Oprindeligt var Popkomm ikke i programmet for Emma, men efter to mindre, stort hypede promoshows i juli opstod der et incitament. Vi har flere dialoger igang med både booking og labels fra det tyske marked, og den slags har det med at være selvforstærkende. Vi brugte Popkomm til at vurdere vores bruttoliste over potentielle samarbejdspartnere og har nu så småt fået lagt en overordnet plan for det tyske del af Emmas karriere.

Kristian Nyholm, Fake Diamond Records:
– Vi var jo ikke en del af Popkomm eller BerlinMusic Days, men havde via hjælp fra eget netværk og DMF fået sat to live-gigs op i Berlin. Begge gigs var meningsfyldte i den forstand at showcases kan være en usexet størrelse at få publikummer til med få eller ingen branche-relevante. Men begge gigs var godt fyldte, og et tysk major label, et af de førende amerikanske indie-labels, franske PR agencies og diverse tyske relationer var her. De skal nu kontaktes og vurderes i forbindelse med potentielt fremtidigt samarbejde. – Forskellen på denne og andre showcase-/export-fremstød er, at bandet er aktuelt i Tyskland med en release i slutningen af august med gode tyske anmeldelser i ryggen og rotation på diverse radiostationer. Derfor er det mere ligetil at følge op med det samme, og få søsat nye tiltag i dette vigtige territorie…

Thomas Rohde, Direktør MXD – Music Export Denmark.

Thomas Rohde, Direktør MXD.

Thomas Rohde, Direktør MXD – Music Export Denmark:
Messen Popkomm havde det svært i år med endnu et mandefald blandt udstillerne. Det bliver derfor interessant at se Kunststyrelsens – dvs. de danske udstilleres – vurdering af udbyttet af denne del. Det synes umiddelbart rimeligt at sige, at man fik mindre forærende af Popkomm, og at mere af ansvaret for et forretningsmæssigt udbytte blev lagt over på ens egne skuldre i år. Men Berlin er og bliver én af de vigtigste musikmetropoler i Europa, hvilket naturligvis altid skal udnyttes. Der var i år en stor repræsentation af dansk musik på showcases og koncerter omkring Popkomm, hvoraf flere musikere var støttet af MXD. Udbyttet af disse vil blive evalueret af MXD og indgå i vores overvejelser om, hvordan dansk musik til enhver tid får størst udbytte af mulighederne i Berlin