Dansk version English version Facebook Youtube Instagram

Eurosonic: Ginger Ninja 100 koncerter rigere

Publiceret

Henrik Hamilton i front for Ginger Ninja under bandets koncert i 3FM teltet til Eurosonic.
FOTO: Anne-Katrine Bak

Det er et år siden, at elektrorock-kvartetten Ginger Ninja udgav deres debutalbum hjemme i Danmark. Et album, der blandt andet er blevet karakteriseret som en hookplade, som vist bare dækker over, at bandet også forstår at skrive gode pophits. Deres virkelige styrke ligger dog i livekoncerterne; i Ginger Ninjas opbyggelige melodiske dansable version, der får tæft og kant via Johan Luths trommer.

– Hvad der er sket? Der er sket mange ting. Vi er 100 koncerter rigere. Det er ikke noget påtaget, men vi elsker at spille live og gør meget ud af at få feedback fra publikum. Og hvis vi ikke får det, så vil vi gøre alt for at få det, siger Rasmus Søby, guitarist i Ginger Ninja, i backstagelokalet kort før deres koncert i 3FM-teltet på Eurosonic.

– Vi har bygget det op ved at spille livejobs. Vi har blandt andet spillet Spot On Denmark i Wien og på Montreux Jazz Festival. Vi spillede også til den danske aften på Reeperbahn, hvor MXD hver gang har vist, at de er gode til at få fat i de rigtige folk, som kan skabe nogle resultater, fortsætter han.
Albummet er udgivet i Holland og Finland, sidstnævnte hvor Bone Will Break Metal var noget tilsvarende Ugens Uundgåelige.

Hjalp Holland videre i VM
– Vi var i øvrigt så heldige, at Sunshine blev udvalgt som titelmelodi til deres sportsudsendelsers dækning af VM i fodbold (hvor Holland var med til at slå Danmark ud, red.). I den forbindelse har vi spillet flere jobs hernede, blandt andet i en tv-transmitteret udsendelse foran 1,3 mio. hollændere samt en klubturné, hvor tre af fire jobs var udsolgt. Indtil videre har vi geninvesteret alle de penge, vi har tjent ind, på udlandet, for det koster mange penge at bygge noget op.

I løbet af 2010 har den københavnsk bosatte kvartet således også solgt 10.000 eksemplarer af singlen, der er det femtemest spillede nummer i radio og tv det år. Bandet har kontrakt med Sony Holland og booking hos Mojo, en underafdeling af Live Nation.

– Vi vil gerne ned at vise, at vi kan spille en god hel livekoncert, og at vi er andet end dem med den der fodboldssang, at vi ikke er et one-hit-wonder. Ligesom Spot On Denmark-arrangementerne, så er det en mulighed for os til at udstille vores musik for branchefolk og medierne og få noget røre hernede, inden vi skal ned og spille en klubtour i foråret, fortæller Rasmus Søby.

Hvordan vil du beskrive 2010 for Ginger Ninja?
– Det har været meget overfældende. Nu har vi lige holdt seks ugers pause til at fordøje det hele, hvor vi nærmest har siddet i en tourbus i et halvt år. Det er først nu, det er gået op for os, hvor stort det har været, forklarer Rasmus Søby.

– Vi er for meget nogle jyske bonderøve til at få stjernenøkker. Samtidig med, at vi spillede de her vilde steder, så har vi også spillet jobs i Grenå for 20 mennesker. Det har været en kontrast på den måde, at vi faktisk har et større navn uden for Danmark, og det er fedt, når man tænker på, det kun er vores debutalbum, fortsætter han.

Formålet med Eurosonic er en indsats på det tyske marked, hvor Wicked Map efter planen udkommer til marts. Hjemme i Danmark bliver det kun til én koncert i foråret som co-headliner med Carpark North, og det meste af 2011 står på indspilning af ny plade og udland.