Lowly har haft blikket fast rettet mod udlandet fra start

– Vi skal være forud for vores tid – hele tiden forberede os og plante frø, siger gruppens manager Steffen Foltmar om 2015, hvor Lowly gerne vil spille meget mere i udlandet og have flere pladeaftaler end de engelske og japanske det allerede er blevet til. Afsættet tages i Tallinn i disse dage.

At Lowly i disse dage spiller to koncerter ved Tallinn Music Week er helt i tråd med gruppens ambitioner. Selv om de kun godt og vel har rundet et års dagen sammen, har blikket siden den allerførste dag i øveren i starten af januar 2014 været fast rettet mod udlandet.

Dels havde de fem medlemmer allerede en del musikalsk erfaring med i bagagen inden de gik sammen i Lowly – lige fra Nanome, Nanna Shannong, og Islets of Dust til Asbjørn og NovemberDecember (begge sidstnævnte havde prøvet kræfter med det internationale). Og så er der også Lowlys stil: hangen til støj-pop, som ret beset læner sig mere op af internationale muligheder end danske.

– –  Vi kunne godt tænke os at spille i udlandet – ikke kun i Danmark, fortæller Kasper Staub om bandets erklærede målsætning fra dag 1, da han og Soffie Viemose repræsenterer de fem Aarhus-musikere til en snak om de internationale erfaringer so far:

– Og vi var meget bevidste om det, fortsætter Soffie Viemose. – Mens den danske presse f.eks. mest reagerer på omtale i forbindelse med et album, så er det helt omvendt i udlandet. De reagerer på helt ny musik, hvad der skrives på blogs osv.

Målbevidste
Så da det selvudnævnte komponistkollektiv knap en måned efter starten gav debut-koncert på Radar i Aarhus, var det som opvarmning TRAAMS. Den engelske gruppe er på Fat Cat-selskabet, som Lowly sendte en selvbrændt cd med nogle numre til:

””De svarede faktisk”, husker de to om Fat Cats reaktion (som nogle måneder efter endda præsenterede Lowly på sin demo-side). Og stadig høje på de første positive reaktioner udgav gruppen ”Daydreamers” – udgivet på Soundcloud – som en cementering af det arbejde og den vej gruppen havde valgt.

Det var i april 2014 – en vigtig tid for gruppen. Gruppen skulle spille SPOT i maj og hyrede Steffen Foltmar (dengang manager for Boho Dancer m.fl.) til at vække opmærksomhed på branchefestivalen: – Og han gik totalt i workmode til SPOT. Han vidste at det var en branchefestival, hvor der skulle gøres et ekstra stykke arbejde. Og uanset hvor DIY vi andre er, ville vi aldrig kunne bruge så meget energi på den slags arbejde ved siden af musikken, er Kasper og Soffie enige om.

Steffen Foltmar havde selv tabt underkæben, da han hørte ”Daydreamers” og andre af Lowlys numre første gang. Og hans ambition var at give den oplevelse videre til de internationale branchegæster på SPOT.

Ansigtsudtryk på SPOT
Så han gennemtrawlede delegat-listen over internationale gæster til festivalen for at lægge til de engelske og tyske kontakter han i forvejen havde fået via arbejdet med grupper som Boho Dancer, Penny Police, m.fl.

– Jeg så efter, hvem jeg havde mødt før – og efter hvem jeg gerne ville lære at kende. Og det lykkedes til en hvis grad at stable møder op med dem jeg ønskede – bevæbnet med visitkort med ”Daydreamers”. Og så var jeg var med til Promus’ speedmeeting-møder:

– Det var privilegeret at mødes med så mange publishers på så kort tid og få præsenteret ens produkt for hver og én. Man har sangen, man vil præsentere, med på en tablet. Uden at fortælle for meget om bandet og lyden (Jf. den store salgstale), fik musikken lov til at stå for sig selv. Hver publisher fik hovedtelefoner på med “Daydreamers”, og så sad jeg ellers bare og aflæste deres ansigtsudtryk, mens de koncentreret lyttede til hele sangen. Jeg mødtes med i alt seks publishers på en time og har stadig kontakt til de fleste

Speciel oplevelse
– Specielt at opleve Mary Ramos (music supervisor for filminstruktøren Quentin Tarantino, red.) udtale: ”That’s Gonna Be Big – incredible” lige efter at have hørt sangen, var en stor tilfredsstillelse, fortæller Steffen Foltmar, som samtidig lærte et fif, som han her skynder sig at give videre: – Det er en god idé, at have instrumental-versioner med af sangene til den slags seancer, for i mange reklamer m.v. må der ikke være vokal på, hvis man tænker på synchafsætning. Selv går vi efter livsstil-reklamer og film på den front, forklarer han, og havde i øvrigt den tilfredsstillelse på SPOT, at de fleste af de kontakter han havde oparbejdet under festivalen også kom og overværede koncerten.

På samme tid var englænderne begyndt et reagere på ”Daydreamers”. I slutningen af april roste betydningsfulde on-line blogs som Line of The Best Fit og 405 nummeret, og 1. maj udnævnte dagbladet The Guardian sangen som del af ”Five must-listens tracks from Around The World”.

”Hold da op – vi hár altså en sang, vi kan satse på” tænkte Foltmar og gruppen, og så gik næste fase i gang.

– Mavefornemmelsen sagde, at der skulle satses mest på online medier, men desuden også radio da der bestemt var potentiale i sangen. Skulle man satse på BBC Radio 1, KEXP, NPR osv, eller var det andre, eventuelt mindre, stationer, som vi ville sætte vores lid til at øge opmærksomheden og tage tracket ind? Det var en svær forventningsafstemning, men vi fandt alligevel hurtigt ud af hvilke ambitioner vi ville gå i retning af.

– Så vi sendte musikken pladeselskaber i England og USA – og så sidder man og venter på, at der er fisk, der bider på, fortæller Foltmar.

Enormt arbejde
Det kræver et enormt arbejde at nå dertil: At finde frem til freelance-promotere, som arbejder netop den type grupper men selv ser sig i familie med – og kan fremvise resultater med dem. Der er kun én vej i den slags: Google! Ergo gravede Steffen Foltmar selv svarene møjsommeligt op – et for et for et.

Gruppen blev enige med Steffen Foltmar om at sende ”Daydreamners” til et pr-bureau i henholdsvis England og USA, som skulle pushe musikken i de to lande gruppen anser for at være primære markeder. Men det blev også en periode præget af venteposition:

– Vi ventede på deres svar. Ville de. Og hvad sagde firmaerne? – skulle der laves radio-edit af numrene osv., siger Steffen.

Soffie: – Det var en mærkelig tid. Vi skulle finde ud af at komme videre efter den første gode kritik vi havde fået, også fra vigtige folk som Simon Raymonde fra Bella Union. Det var et stort vakuum.

Kasper: – Man bliver usikker på, om det er varm luft, eller om der virkelig er substans i alle meldingerne. Man skal også passe på ikke at køre sig selv helt op på alle de ”likes” på Facebook og retweets.

”Interessant – send mere”
Frem for alt var man gruppen – og er det stadig – ved at være lidt metaltrætte over meldingen: ”det lyder interessant – send endelig mere materiale”:

– Nogen gange kan man godt savne mere passion fra musikkøbmændene – fordi den slags tilbagemeldinger giver bandet mere energi. Godt vi har Steffen på til den slags forhandlinger og møder. Han er rationel og kan meget bedre, siger de to.

Men der skete også gode ting. Faktisk en del.

Lowly udgav selv ”Daydreamers” digitalt worldwide. musikken blev bl.a. ”samlet op” af BBC 6 – endda tre forskellige værter – flere gange på XFM og i Amazing Radio, lige som Fat Cat Records fremhævede gruppen på sin populære demo-side. Og i USA bed en lang række radiostationer med KWLC i spidsen på.

Japansk mysterium
Midt i al rosen og omtalen kom der også en besked på gruppens Facebook-profil fra en japaner, som havde læst om Lowly på Twitter. En kommunikation som Steffen Foltmar overtog.

Det var klogt. Det viste sig at være Sophori Field Company, som gruppen siden gik i forhandlinger med, og som endte med at udsende ”Coal”-ep’en i november som fysisk udgivelse. Bl.a. med en stor udstilling i Tower Records i Tokyo.

Omtalen resulterede også i det første udlandsjob – på Berlin Music Week i sensommeren. I England var der også resultat via kontakt med One Little Indians underlabel Win-Win, som i oktober udgav dobbelt A-singlen ”Stones In The Water” / ”Forward” digitalt worldwide – et fint match fordi gruppen samtidig blev udvalgt til at spille på det fællesnordiske eksportfremstød JaJaJa.

London-milepæl
– Dén koncert var en milepæl for os. Hvor vi på andre showcase-koncerter – bl.a. SPOT – måske har været usikre på resultatet, var London-koncerten fantastisk. Vores mindset var hélt fokuseret på London, og vi har aldrig spillet med så meget energi, fortæller Kasper og Soffie om gruppen, der på det tidspunkt også havde fået en smule liveerfaring via danske jobs.

Til gengæld måtte Lowly sige pænt ”nej tak” til CMJ-festivalen i november i New York, som ellers havde booket gruppen til festivalens officielle program. Der var for kort tid til at få visum og investeringen på plads. Så CMJ står på fremtids-ønskelisten.

Men måde CMJ-henvendelsen og den japanske kontakt er kommet til gruppen via Twitter, hvilket kun understreger nødvendigheden a at være til stede på alle platforme.

Vinter-opbygning
Vintermånederne blevet brugt til at bygge op til et aktivt 2015 med start denne weekend i Tallin. Gruppen har skrevet fem nye sange – som gerne skal ledsages af video – dels med henblik på Tallinn, dels med henblik på SPOT om en måned:

– Der kommer tre busfulde tyske branche-folk op til SPOT og over 300 internationale gæster. Vi skal bare være forud for vores tid og hele tiden plante frø, fortæller Steffen Foltmar om det arbejde han pt. er i fuld gang med. – Og så er deltagelsen på SPOT og Roskilde milepæle for os – det åbner op for så mange andre festivaler, siger manageren.

Nærmeste planer går ud på at gøre sig lækker i forhold til The Great Escape i England (enten i 2015 eller næste år), det tyske marked via Reeperbahn til september, Iceland Airwaves til oktober og så den store vinterfestival Eurosonic i Holland til januar, som har så stor betydning på den internationale livefront. Tiden må vise hvor mange skalpe, der kommer i bæltet.

…og Japan
Desuden rumler Japan i baggrunden – gruppen har modtaget tweets fra japanske fans efter udgivelsen af ”Coal”, og deres japanske pladeselskab har gode kontakter til den store Fuji Rock Festival. Så det virker ikke urealistisk, mens USA er ude i en lidt længere 2-års horisont.

– Til den tid vil vi have en ep eller et mine-album ude, og kan stille og roligt bygge op, siger Steffen Foltmar.

Men hvad siger gruppen selv. Hvad er ønske-scenariet – og er omkostningerne store?

Kasper: – Om et år vil vi selvfølgelig gerne have et album ude. Vi er vildt gode i gruppen til at bruge vores forskellige energier, og vi er alle ambitiøse med at komme ud og spille i hele verden med vores musik.

Soffie: – Et godt råd? Man skal passe på ikke at blive forblændet. Nogle PR-bureauer er gode til at sweettalke et uerfarent band, så man ender med laver en aftale man egentlig ikke har brug for. Men når man først var i stald hos dem, så faldt interessen løbende. Man er nødt til at forstå, hvordan gamet er.

– Og så skal man huske at køre op over de ting, der virkelig sker, i stedet for at køre op over det, der er planer om, siger hun.

Endelig er de to enige om, at man ikke bare skal spille for at spille: – Tag de jobs, der giver mening – hvor du har det sjovt og føler det bidrager til bandets udvikling. Selvfølgelig kan den slags være svært at researche, men det er noget man skal igennem og lære via erfaringer.