MXD’s fremstød på South By SouthWest (SXSW) i 2016 – sådan støtter vi din musikeksport

Udgivet
05.08.2015

SXSW15.-20. marts 2016 afvikles SXSW MUSIC i Austin, Texas. Og Music Export Denmark (MXD) er klar til at støtte eksporten af dansk musik.

NB: Husk at tilmelde dig vores obligatoriske orienteringsmøde, hvis du planlægger at søge om eksportstøtte til SXSW. Orienteringsmødet afholdes tirsdag d. 3. november kl. 15.00-18.00 hos MXD på Frederiksberg.

MXD holder fast i den strategi, som er blevet udviklet og implementeret over de sidste par år.

Her har du et overblik over MXD’s SXSW-strategi og dine muligheder:

  • Fokus lægges fortsat på at give danske musikbranchefolk (med relevante eksportprojekter) øget mulighed for at søge om støtte til deres mødeaktiviteter på SXSW.
  • Der gælder således stadig den undtagelse, at danske musikbranchefolk kan søge om “eksportstøtte til branchefolk” til deres SXSW-rejser mere end én gang (for alle andre messer og festivaler gælder fortsat, at man kun kan modtage støtte til førstegangsrejser).
  • MXD har tidligere enten afviklet eller givet støtte til en dansk showcase på SXSW, arrangeret af branchen selv. Dette prioriteres heller ikke i 2016.
  • Bands kan fortsat søge om støtte til showcases. Men MXD fastholder sin politik og yder støtte til et begrænset antal bands – de bands, hvor forretningsplan, timing og forberedelse er allermest overbevisende.
  • Ansøgningsfristen 1: (NB: Ny deadline!) Du kan søge om eksportstøtte til markedsudvikling til bandets rejseomkostninger og markedsføring fra d. 15. november 2015 og frem til sidste deadline, d. 15. februar 2016.
  • Ansøgningsfristen 2: Branchefolk kan søge løbende og indtil 7 dage før afrejsen til SXSW. Men se næste punkt:
  • Søg først om eksportstøtte, når din plan er konkret! Vi er velvidende om, at SXSW er en dynamisk størrelse, men forarbejdet skal være på plads og planen overbevisende. Og MXD prioriterer hårdt!
  • En betingelse for at komme i betragtning til eksportstøtte (hvilket gælder for såvel branchefolk og bands) er, at du deltager i MXD’s orienteringsmøde om SXSW tirsdag d. 3. november 15.00 – 18.00 (NB: Ny udvidet tid!)
  • MXD tilbyder 1-3 danske bands og deres musikselskaber/managers et forløb med sparring på netværkskontakter, mulige showcases og andre elementer af strategien. Ud over MXD’s viden, netværk og kommunikationskanaler, har MXD igen i år allieret sig med tre SXSW-veteraner, som ligeledes vil byde ind med deres erfaringer og netværk. Det drejer sig om: Søren Falk Madsen fra Playground Music, Andreas Nielsen fra Crunchy Frog, og Thomas Jepsen fra Roskilde Festival (som du også kan møde til ovennævnte orienteringsmøde). Du kan søge om deltagelse i dette sparringsforløb (uafhængigt af, om du søger og får eksportstøtte) ved at skrive til sxsw@mxd.dk
  • VISUM – Husk at søge om visum… meget, meget snart.

Interview og FAQ

Thomas Rohde, MXD’s administrerende direktør, gav sidste år et interview, hvor han fortalte om tankerne bag strategien og gav svar på nogle af de hyppigste spørgsmål, hvilket du kan læse i en opdateret version her:

Hvornår giver det mening for et dansk band at tage til SXSW?

Det er naturligvis svært at sige eksplicit. Håbet om en international karriere og drømmen om at turnere på amerikansk asfalt får mange danske bands til at tage turen til SXSW. Men det er langt fra alle (og skal her understrege: langt fra alle), der rejser hjem med succes. For mange ender det som en stor skuffelse med spildte muligheder og en unødig høj udgift for et ellers stramt band-budget. MXD fraråder hvert år adskillige danske bands i at tage derover; Hvis man ikke er forberedt til tænderne, så er der en stor risiko for at drukne i mængden af de 3-4.000 koncerter, der afvikles på få dage. Konkurrencen er meget intens blandt de deltagende artister/bands…

Oh Land blev opdaget af Epic Records på SXSW i 2009. Men for
Oh Land blev opdaget af Epic Records på SXSW i 2009. Men for mange bands ender festivalen som en stor skuffelse med spildte muligheder og en unødig høj udgift for et ellers stramt band-budget.

At du er blevet udtaget til SXSW’s officielle program er i sig selv ingen garanti for succes. Der skal meget mere til. Tager du derover for at spille et enkelt show eller to, kan du lige så godt glemme det. Det gælder naturligvis om at optimere chancerne. Mellem 6 til 10 koncerter og et lignende antal aftaler om interviews eller mediedækning af koncerterne, er et fornuftigt mål. Men måske endnu mere vigtigt, så handler det om at optræde på nogle af de mest attraktive og promoverede fester (eksempelvis de populære dayparties arrangeret af Filter Magazine, Hype Machine, Doritos, Vans, Converse og andre store brands). Og så bør du også selv have stærke samarbejdspartnere på PR-fronten.

Endelig gælder det om at få sat møder i stand med potentielle og relevante samarbejdspartnere.

Er alle disse elementer og den generelle timing i orden, så kan SXSW være en fornuftig (omend stadig ganske chancebetonet!) investering for et band og musikselskab.

Hvordan forbereder man sig så optimalt?

MXD bad i 2012 Søren Falk Madsen fra Playground Music, der en erfaren SXSW-deltager, om at give et bud herpå. Du kan læse hans anbefalinger her: SXSW – dos and dont’s

Hvorfor afvikler MXD ikke en showcase på SXSW?

Startprisen for et dansk fremstød på SXSW med en vis eksponerings-tyngde, ligger på omkring 250.000 kr. (og hertil kommer så eventuel eksportstøtte til de medvirkende bands). De midler, vurderer MXD, kan komme dansk musik bedre til gavn via andre aktiviteter. I relation til SXSW har MXD altså kanaliseret noget af dette budget over i støtte til flere musikbranchefolk. I flere af de tidligere år har MXD også givet mindre støttebeløb til mindre, intime danske showcases på SXSW, arrangeret af musikbranchen selv. MXD har ikke afsat midler hertil i 2016, men vil i skrivende stund ikke afvise denne mulighed andre år.

Hvorfor er MXD’s fokus rettet mod branchefolk, fremfor bands?

Som beskrevet ovenfor kan det være svært for et band at trænge igennem lydmuren på SXSW. Det er MXD’s vurdering, at det flere gange kan være en bedre investering “alene” at sende en brancheperson af sted, på vegne af bandet.

SXSW kan være en fornuftig investering for de danske branchefolk. Festivalen byder på masser af muligheder for at handle, pleje og udvide netværket.

Hvor mange bands vil MXD støtte?

Antallet afhænger naturligvis af, hvor attraktive muligheder, der er i spil for dansk musik – men vi forventer at støtte ml. 2-4 ud af ca. 20-40 ansøgninger.

Hvad hvis man misser den sidste deadline, d. 15. februar?

Bands og musikselskaber kan søge om “Eksportstøtte til markedsudvikling” til bandets rejseomkostninger og markedsføring. Der kan søges fra d. 15. november 2015 og sidste gang d. 15. februar 2016.

Ansøgninger, der indsendes senere (dvs. til den næste uddelingsrunde d. 15. marts), vil som udgangspunkt ikke komme i betragtning, medmindre MXD vurderer, at der foreligger særlige omstændigheder og planen inkluderer ekstraordinært stærke muligheder, fx bekræftede shows på nogle af de ovnnævnte dayparties.

Hvad indeholder forløbet med netværkssparring?

MXD tilbyder 1-3 danske bands og deres musikselskaber/managers et forløb med sparring på netværkskontakter, mulige showcases og andre elementer af strategien for at få et optimalt forløb ud af deltagelsen på SXSW. For at få flest mulige erfaringer og netværk i spil, har vi allieret os med tre SXSW-veteraner – nemlig Søren Falk Madsen fra Playground Music, Andreas Nielsen fra Crunchy Frog, og Thomas Jepsen fra Roskilde Festival.

Sparringsforløbet vil blive tilrettelagt efter det enkelte bands, managers og musikselskabs behov og ønsker. Det henvender sig til såvel den erfarne musikeksportør (der ønsker at maksimere antallet af missionærer omkring bandets SXSW-fremstød) som branchefolk, der skal til SXSW for første gang.

Og forløbet kan spænde vidt: Vi kan tilbyde at bidrage til at optimere den samlede promotionindsats over for de internationale branchefolk og medier. Ligesom vi kan tilbyde konkret rådgivning ift. din plan, arbejdet med labelaftaler, publishing, touring, PR samt også det helt lav-praktiske/logistiske arbejde omkring SxSW. Men jo mere konkret og præcis en artist/manager kan være i sine ønsker, jo større udbytte vil der erfaringsmæssigt komme ud af sparringen og dermed deltagelsen på SXSW.

Andreas, Thomas og Søren vil desuden være til stede på SxSW, hvor de, inden for mulighedernes grænser, vil kunne træde til på stedet og (hvis muligheden byder sig) trække bands/artister med hen til potentielt vigtige shows/happenings eller ”pege” i de rigtige retninger.

Det skal dog understreges, at initiativet og ansvaret for eksekveringen ligger hos bandet og dets repræsentanter selv. Du kan søge om deltagelse i dette (uafhængigt af, om du søger og får eksportstøtte) ved at skrive til sxsw@mxd.dk

Kan MXD få bands på SXSW’s officielle program?

Nej. Du skal søge direkte her: SXSW APPLICATION. Og bemærk, at deres absolut sidste deadline er d. 23. oktober!

Kan MXD hjælpe med visum-ansøgningen, hvis den grundstøder?

Nej, vi kan ikke presse et visum igennem hos de amerikanske myndigheder. Og vi skal anbefale alle at påbegynde visumprocessen i god tid. Gerne allerede i september/oktober måned (ja, muligvis allerede inden du ved, om du er på SXSW’s officielle program). Der findes advokater og bureauer, som har specialiserer sig i dette – læs evt. disse artikler fra MXD’s arkiv:

Planer om USA-turné? Vær i god tid, endda MEGET god tid.
Which visa to apply for when travelling to the US as an artist (video)?

Hvornår og hvorfor skal støttemodtagere deltage i et orienteringsmøde?

For overhovedet at komme i betragtning til eksportstøtte til SXSW (men fremmøde er ingen garanti for at få bevilliget støtte!) skal den rejsende brancheperson og min. en repræsentant fra bandet deltage i det årlige SXSW-orienteringsmøde. Formålet er vidensdeling og en åben diskussion om, hvordan man får mest muligt ud af SXSW.

Mødet afholdes hos MXD (Allegade 14, 2000 Frederiksberg) tirsdag d. 3. november kl. 15:00 – 18:00.

Opsummering af deadlines + Her søger du

> SXSW’s officielle program: Du søger direkte hos festivalen her: SXSW APPLICATION (søg nu og indtil d. 23. oktober).

> Eksportstøtte til bands: Du kan søge om eksportstøtte til markedsudvikling til bandets rejseomkostninger og markedsføring fra d. 15. november 2015 og frem til sidste deadline, d. 15. februar 2016.

> Eksportstøtte til branchefolk: Du søger om “eksportstøtte til branchefolk”. Du kan søge indtil 7 dage før afrejsen. Men husk først at søge, når planen er konkret.

> Sparringsforløb (adgang til MXD’s netværk m.m.): Du kan søge ved at skrive til sxsw@mxd.dk

> Orienteringsmøde d. 3. november 15:00 – 18:00 hos MXD, Allegade 14, 2000 Frederiksberg. Du tilmelder dig ved at skrive til sxsw@mxd.dk

Spørgsmål?

Skriv til thomas@mxd.dk

 

Redigeret
05.08.2015