Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Reeperbahn Reportage 2 – Grungen som forhekset!

Carsten Holm

The Wytches, Molotow Hamburg, Reeperbahn Festival.
Onsdag d. 17 September.

foto (5)

The Wytches fangede Carsten Holm på stamstedet Molotow. Foto af: HolmIphone

Trioen The Wytches fra Brighton oser som et godt gammeldags østtysk kraftværk af personlighed i deres spillestil. Man kunne næsten se det med det samme, da de unge fyre gik op på den 15 cm høje scene i klubben, som bærer et legendarisk navn – Molotow – det kommer jeg tilbage til senere.

The Wytches lydverden kredser om den tunge bas som slæber sig afsted. Den evigt legende vanvids-twang-guitar, som blæser sine fangearme-toner henover de swingende grooves – og så er der den skærende og samtidig inderlige vokal fra Kristian Bell, som har lige så meget karakter som Elle Jaie fra Manchester-bandet Wu Lyf.

Når The Wytches fyrer deres direkte numre af, kan man godt blive henstillet til at være med i en creepy film om heksejagt, lavet som spaghetti western, med det lokale bar band der spiller over i hjørnet. Det er løst og dramatisk – lander et sted mellem Last Shadow Puppets og Esben and the witch, hvor Kristian Bell undervejs træder på sin Nirvana-pedal, hvis ikke han lige rammer en Black Sabbath-pedal, Sonic Youth-feeded eller effekterne fra Beatles og Velvet Underground. Bandets lyd er stadig vild og utæmmet – den virker dejlig uproduceret og stikker i alle mulige og umulige retninger, som hvis grungen var blevet forhekset – hvilket kan være en ligeså negativ som positiv effekt.

For The Wytches har sangene, der både taler til følelserne i de inderlige ballader. De kaster nogle meget dansable surf-rock rytmer af sted og får crowded til at headbange til de tung-grunge stykker, som dukker op – ud af det blå. Trioens sange gemmer sig bag den flagrende lyd på deres debutalbum ’Annabel Dream Reader’, men står til gengæld knivskarpe, når bandet fyrer dem af på scenen.

foto-2

Molotow har skiftet logo og er blevet renoveret. Det svarer vel til at bygge en sort bus terminal på rådhuspladsen…Men Carsten Holm var fortrøstningsfuld. Foto af: HolmIphone

Den scene de benyttede denne aften, var Molotow’s legendariske scene. Ganske vidst var Molotow ikke åbnet tilbage i 60’erne, hvor Beatles turede rundt i Hamborgs gader og stræder – men Molotow har lagt scene til The Black Keys, White Stripes, Hives, TV On The Radio, LCD Soundsystem, Foals, Killers, Raveonettes og mange andre navne, som alle er gået ned af den lange smalle trappe, for at ende i et lille forrum, med bar – inden man ramte selve klubben med plads til max 300. Oprindelig lå Molotow i et byggeri, som hed ESSO-husene. Et godt gammeldags 60’er byggeri, med lejligheder og hotel op i højden, tankstation i stuen og klubber, barer og restauranter i kælderen. Et større kompleks, der pga manglende vedligehold, har været truet af lukning i flere år. I december sidste år, blev bygningen evakueret, fordi beboerne mærkede nogle rystelser som om komplekset var begyndt at rykke på sig – og herefter blev det revet ned. De mange protester, der var gået forud, gav ikke den ønskede effekt – og klubberne, bl.a. Molotow, måtte finde sig et nyt sted.

I dag er holder Molotow til, i et gammelt forretningslokale – bandet står og spiler i udstillingsvinduet, med ryggen mod gaden, og salen er stadig lille og intim – max 300 mennesker. Scenen er vidst den samme som fra kælderen, baren sikkert også – den dunkel-røde farve er bestemt fra samme malerspand der i sin tid blev brugt under ESSO-tanken, navnet og logoet er det samme og de fyrer stadig solid 60’er rock ud af højtalerne, mellem koncerterne. Loftet er beklædt med gamle vinylskiver og publikum er ikke i tvivl om at selvom Molotow og crewet har fået nye lokaler, banker hjertet stadig ukueligt for musik – og det kan man ikke sådan rive ned.