Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Reeperbahn Reportage 12 – Fredag på Reeperbahn Festival

Carsten Holm
Ubel und Gefarhlich

Det gamle betonfort huser Übel und Gefârhlich

Hvad gør man, når man som samfund ikke kan komme af med et af de stykke minder fra en uhyggelig tid under anden verdenskrig – et minde som denne kæmpe beton-klods, som ved Gud hverken er pæn, nyttig eller ligger særlig godt! En gammel fæstning fra nazi-tiden, solidt bygget så man ikke få det væk fra jordens overflade! Man omfavner det med kærlighed, bader det i solskin og laver kunst og kultur-center ud af det.

Denne store bygning indeholder endnu et af byens mest særprægede spillesteder – Übel & Gefährlich. Der er vel plads til 5-600 mennesker, i et lokale som ligger på 4. sal! Du er velkommen til at tage trapperne, men du kan også benytte de 3 elevatorer, med til lejligheden udstyret elevator-fører, og så er du til rock koncert på no-time!
 

Esben

Esben and the Witch

Da den britiske trio, Esben and the Witch gik på scenen i Übel & Gefährlich i går, sagde de, at det var et af deres favoritspillesteder i verden – og det passer vel egentlig også rigtig godt til bandets musik. For selvom du føler, at du er på en klub, når der er koncert – så bliver du lukket ind og ud af en opgang og entre i denne store grimme bygning, som er decideret hæslig. Beton, beton, beton. Neon, neon, neon. Lys, uhygge og tanker om en forfærdelig tid for denne del af verden under anden verdenskrig.

Nu spiller Esben and the Witch ikke dommedags rock – men uhyggen kan de til fingerspidserne! Oprindelig har trioen optrådt med levende lys, spindelvæv og dyster stemning på scenen. Nu er de ’blot’ pakket ind i deres instrumenter (bas, guitar, trommer), og nogle stykker musik som enten ændrer sig dramatisk på et split-sekund, eller langsomt udvikler sig til larmende monumenter af støjende grooves.

De lagde ud med nogle nye sange, som jeg ikke havde fået hørt – og det var en gave, for så kunne jeg hengive mig til bandets måde at guide mig igennem numrene på. Flere af deres sange, virker komplekse – med kraftfulde stykker af tungrock, bankende trommer og skæv klar sang, som næsten fungerer messende. Pludselig bliver de afløst af inderlighed på et helt tyst plan, og når bandet, som i går, ikke har travlt med at komme igennem deres sange, så er der også tid nok som publikum, til at komme ind i de konstant skiftende stemninger, og forberede sig på hvad der kommer rundt om næste hjørne! Hvis du lukkede øjnene var det som om, at du kunne være til koncert med King Diamond og The XX på samme tid – måske sat på spidsen, men Esben and the Witch spænder milevidt!

AFM i kirken

Alcoholic Faith Mission

Anderledes direkte i udtrykket var Alcoholic Faith Mission. Det danske band, der dels spillede en fuldfed rock-koncert for 600 mennesker på den store klub Grünspan – men som jeg fangede et par timer efter, til en 4 numre kort akustisk performance i St. Pauli Kirche. Bandet var netop blevet inviteret til at spille, 30 minutter før – der var kommet et afbud, og Thorben Seierø og Kristine Permild stillede op. Bare de to, deres respektive stemmer og en guitar. Og hvis det er sådan at gå i kirke hver weekend, så melder jeg mig ind i Folkekirken igen – det var meget smukt, og rørende. Jeg har været til koncerter i kirken før, men alle har virket lidt for søgt og lidt for iscene-sat. Her var de to lige dumpet ned, med al deres professionalisme men også med den passende portion nerver, for det var længe siden (hvis nogensinde), at de havde spillet i det her setup. De spillede sange fra tidligt i deres karriere, hvor tekstuniverset måske også var lidt mere naivt, men deres måde at fremføre sangene på, var så intenst at publikum nærmest rejste sig fra kirkesæderne og gav dem et stående bifald – i alle fald ville publikum ikke lade dem gå, og det endte med at yderligere to medlemmer fra bandet samlede sig om en lille gammel akustisk guitar – gik ned blandt publikum sammen med Thorben og Kristine – og sang en flerstemming stille sang. Heiliger Bim Bam – man kunne ikke undgå at føle sig helt ophøjet!

Aftenen fortsatte sin opadgående kurve – det virkede som om jeg havde valgt rigtigt, ud fra de koncerter jeg ville satse på. Jeg kunne lige akkurat knibe mig ind på Moondoo – et spillested, som bærer præg af en traditionel natklub. Loungesofaer fordelt i hjørnerne, store runde lamper i loftet, og flere forskellige niveauer, som man kan stå og danse på. Jeg stod, som sild i tønden, lige ved den ene højtaler, og kunne kun lige akkurat skimte bandet og opsætningen på scenen.
4 mænd, alle i hvide t-shirts – guitar, vokal, elektronisk percussion, keys og en fyr, som stod for at producere hele skidtet. De kalder
sig THE ACID – syren – og selvom de 4 australiere kaster sig ud på den elektroniske scene, så er der rent musikalsk ikke hilsener til sen-80’er acid-house, som jeg hører det.

 

The Acid

The Acid

Men The Acid var hypnotiserende – og stærkt vanedannende, for at bruge et fortærsket udtryk. For det første var der så meget ro i deres melodier, at man på den ene side kunne nå at følge med – og på den anden siden blev man hele tiden drevet fremad, af det meget enkle beat, som understøttede alle bandets sange.

Og sange var der nok af – hvert et nummer fremstod nemlig både som et dansetrack, som fik folk til at danse, og samtidig en sang, hvor man også hørte efter hvad sangeren ville fortælle. Det var ikke bare effekter eller elementer, som skulle være med til at bygge et univers op. Det var nøje planlagt og alligevel så naturligt og nærværende leveret af dem alle. Og så kan de lide at bruge rumklang, så var du ikke sendt af sted på syren, så blev du det af og til – ud i de yderste galakser af reverbn’s rækkeevne – og af og til trykkede guitaristen på sin distortion-pedal – måske lige for at rense luften eller nulstille tingene i lokalet. Og hver gang, at bandet kom tilbage på beatet efter et drop, var der jubel og klap fra publikum, som bare hyggede sig i selskab med bandet. Tænk Darkside, med lidt flere happy-tunes, så er du godt på vej – og det er The Acid også, som med deres små nuancer på den elektroniske scene, godt kan gå hen og blive toneangivende i 2015.