Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Reeperbahn Reportage 5 – Tidligere MTV-ikon holder hof!

Carsten Holm
Kø til Ray Cokes

Carsten Holm står i “Schlangen”

Nu er Reeperbahn Festivalen så godt i gang, at publikum og de deltagende aktører næsten helt har overtaget gadebilledet. Musikere slæber afsted med deres instrumenter, ind og ud af varebiler, bagdøren til spillestederne eller fra venue til venue. Branchefolkene kan man kende ud fra de øvrige – de render rundt med et plastikskilt på maven, hvor der står deres navn, og som hænger i en skrigende gul genkendelig farve.
Og så er der ‘die Schlangen’, ‘slangerne’ eller køerne, på godt gammeldags dansk. Køer ude foran spillestederne, som også er en ret hyppig gæst ved en venue-festival som denne. Og køerne finder du på alle tidspunkter af døgnet – til alle type arrangementer. De oplagte er naturligvis til de hypede navne, hvor der altid er en lang række gæster, der aldrig når i nærheden af dørtrinnet ind til klubben. Eller denne kø, om eftermiddagen, til Schmidt Teater, hvor musikjournalisten, den tidligere MTV-vært og nu dommer i Belgium’s Got Talent (!!!) Ray Cooks for 6. år i træk holder hof på Reeperbahn Festival.

Et hof, hvor han på en time, giver sit underholdende, hurtigt talende og lettere uforberedt take på musikscenen – altid med gæster, som er nogle af de optræden navne på festivalen.

Til dette show kom The Wild Feathers kom direkte fra Austin med deres Jack Daniels drikkende rock, Rae Morris spillede popsange med ’k’ som i kærlighed på sit klaver, og fortalte om at hun græd i det meste af den Kate Bush-koncert hun fik billet til i London et par dage før, og den unge mand Ezra Furhman optrådte i nylonstrømper, kjole og knaldrød læbestift – og sang historier om fred i hovedet, forskellige personligheder i musikken og om en Starbucks, som nogen havde bygget i hans hjerte. Ezra’s fremtoning fik mine tanker hen på den elskelige og stærkt skrøbelige Daniel Johnston, som også har samme måde at rable tingene af sig, i mange af sine sange. Måske er der lidt mere professionalisme over Ezra, og måske lidt for tænkt – men helt klart en særpræget skikkelse på scenen, som ikke gav mange lange svar under sit interview med Ray Cokes – til gengæld fik han gjort klart, at han og Ray kom fra to forskellige verdener!

Ray med Rae Morris

Ray med Rae Morris

Ray’s Reeperbahn Revue sluttede med noget, som i alle fald tiltalte mig som public service vært på statsradiofonien – duoen Public Service Broadcasting – tanken var nok mere sjov end det endelige resultat – men de to fyrer, har samplet gamle radiooptagelser, primært fra 1920’erne hos BBC, og så lagde de fine små temaer og lidt hyggelige grooves ind over – som når Mogwai er pænest i deres udtryk. Mere charmerende end decideret fedt.

Værten fik sat punktum for dagens præsentation af bands – publikum klappede og skyndte sig så ellers videre, til næste punkt på tidsplanen – med flere bands, shows og oplevelser. Og hvis jeg ikke ender op i for mange ’Schlangen’, så vil jeg kigge forbi navne som Coma, Dearly Beloved, Subways og East India Youth – men man ved aldrig hvor en aften på Reeperbahn tager én hen – det må bloggen her være vidne til senere!

Læs flere blog indlæg her

Wild Feathers

The Wild Feathers