Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Reeperbahn Reportage 6 – Torsdagen: Flere opture. Og en ordentlig nedtur!

Carsten Holm
Dagen startede med en noget af en nedtur – på Prinzenbar – for MXD’s gæsteblogger, Carsten Holm. Han kvitterede med at tage et ret elendigt foto af gerningsstedet.

Dagen startede med en noget af en nedtur – på Prinzenbar – for MXD’s gæsteblogger, Carsten Holm. Han kvitterede til gengæld med at tage et ret elendigt foto af gerningsstedet.

Hvert år jeg er på Reeperbahn Festival, skal jeg lige forbi Prinzenbar – ikke nødvendigvis for bandsne’s skyld, men mere fordi det er en speciel følelse at drysse ind på denne klub, hvor der er stuk fra gulv til loft, et kæmpe guld-roccoco-spejl over baren, og en mere end herskabelig lysekrone, som vil gøre de fleste royale festsale grønne af misundelse. Og jo, jeg har oplevet fede navne her – blandt end lang række danske – og til fælles for dem alle er, at de fra scenen har kommenterer det rum som de og vi er trådt ind i. Det giver lige en ekstra dimension i forhold til festen og intimiteten!
Og hver gang får jeg en ny historie om dette rum, som ingen rigtig ved egentlig hvad har været – men den mest plausible fortælling, er den om at rummet har fungeret som opholdssted for de kongelige, for kejseren, for de adelige gæster fra udlandet, når de i sin tid skulle i teateret, som ligger lige ved siden af. Det spiller også meget godt sammen med navnet, Prinzenbar!

I dette lokale spillede så netop det dårligste livenavn jeg nogensinde har oplevet her, og måske på Reeperbahn i det hele taget. Coma, fra Köln, signet til Kompakt (The Orb, Gui Boratto, Who Made Who), har fede effektive sange, men er fraværende som individer, mennesker og musikere på scenen. Dybt skuffende, så jeg trasker til Molotow. Tænker stadig på koncerten med The Wytches samme sted i går – men de 3 grungede heksepunkere er skiftet ud med 5 knægte, som dyrker de lange klangflader fra en friskstemt guitar og længselsfulde støjende temaer, som vækker minder fra Sterophonics og Spacemen 3.

Childhood er det navnet – barndom! Hvad siger det mxd’s udsendte? Ikke andet end, at det er et noget tyndbenet bandnavn – men deres musik og optræden var rigtig lovende for kommende gode oplevelser. Ingen tvivl om, at de fem medlemmer virkelig prøver at signalere, at de lever igennem musikken, flere gange havde de ‘stange-nusse-leg’ med deres hoveder og flere af deres omkvæd sidder stadig fast i mit hoved som fx ’As I Am’ eller ’Blue Velvet’, som de lagde ud med. Tjek deres album ’Lacuna’ ud – de fremfører sangene live, med 10 gange så meget power!

Childhood

Tjek Childhood’s album ’Lacuna’ ud. Og om muligt: Se dem live. De optræder og fremfører sangene med 10 gange så meget power!

Pris nomineret navn!
Mine damer og herrer. Lad mig introducere jer for Mercury Prize nominerede East india youth – eller William Doyle, som han også hedder. Han står i ensom majestæt med sin jakke, skjorte og slips og laver sferiske lydlandskaber, som jeg ærlig talt ikke helt kan bestemme om der yoga musik, eller über glohed cool indie. Om sin hals har han en bas, på fødderne nogle spidse sko, og i svælget en krystal klar stemme, som han ofte looper og smører ind i alverdens effekter. Han kan godt minde lidt om en Thom Yorke i skoledrengs-udgaven, der ikke får sin vilje, når fanden en gang i mellem tager ved Mr. Doyle, tæver sin bas, tramper vild og usammenhængende i gulvet og headbanger med sit sveddryppende korte hår.
Der er ikke mange melodier der fænger, men når East India Youth formår at ramme de øjeblikke, hvor kærligheden til bassen og lydlandskaberne ikke længere kun foregår inde i hovedet på ham, men bliver delt med os andre, så er jeg helt på denne crossover artist, som især efter sine udbrud, fik den pakkede Molotow klub, til at bryde ud i vild jubel.

Carsten Holm gik i trance: ”Er det yoga musik eller über glohed cool indie?... Der er ikke mange melodier der fænger, men når East India Youth formår at ramme de øjeblikke, hvor kærligheden til bassen og lydlandskaberne ikke længere kun foregår inde i hovedet på ham, men bliver delt med os andre, så er jeg helt på denne crossover artist, som især efter sine udbrud, fik den pakkede Molotow klub, til at bryde ud i vild jubel.”

Carsten Holm gik i trance: ”Er det yoga musik eller über glohed cool indie?… Der er ikke mange melodier der fænger, men når East India Youth formår at ramme de øjeblikke, hvor kærligheden til bassen og lydlandskaberne ikke længere kun foregår inde i hovedet på ham, men bliver delt med os andre, så er jeg helt på denne crossover artist, som især efter sine udbrud, fik den pakkede Molotow klub, til at bryde ud i vild jubel.”

Aftenens old-school overraskelse.
Vild jubel, nærmest af den spontane slags, var der til en af aftenens højdepunkter – og overraskelser. Dearly Beloved kommer fra Canada, og var sidste navn i en lang række af Canadiske bands, der har indtaget den lille klub Neidklub, for et par dage. Og hvilket punktum – for efter nogle fesne og ikke nævneværdige acts, så blev der rocket igennem på den store klinge til kvartetten Dearly Beloved. Og jeg ved ikke med dig, når du oplever koncerter, men jeg har det sådan – at når bandmedlemmer, der ikke er i nærheden af en mikrofon, og som heller ikke skal synge, men bare ikke kan lade være med at skråle med – så går det rent ind hos mig som publikum.
Det var primitiv punkrock, som Stooges måske ville have lavet den – måske The Cramps, og helt sikkert så mange andre – for der var intet nyt i noget af det. Men føj hvor var det effektivt når bassisten spillede voldsomt på de toner, der fik trommehinderne til at blafre eller når sangerinden gik ud blandt publikum og skreg folk i ansigtet. Det var en af den slags koncerter, hvor ingen folk gik, men der stille og roligt kom flere til. Som om alle glemte tid og sted – hvor de havde været, hvor de skulle hen. Alle blev suget ind i showet og selv den mest stive branchemand ude til venstre, sluttede hoppende med armene over hovedet!

Go ahead make my day punk...

Go ahead, make my day punk… Carsten Holm blev omsider slået omkuld: “Alle blev suget ind i showet og selv den mest stive branchemand ude til venstre, sluttede hoppende med armene over hovedet!”

Hovednavnet!
På et af de største steder, DOCKS, hvor der kan være små 1000 mennesker, spillede britiske The Subways. De har gjort uendelig lidt opmærksom på sig selv i DK, og jeg var faktisk overrasket over at se dem her – for syntes ikke, at jeg har lagt mærke til dem, siden engang i midten af sidste årti. Men her var trioen, friske og pumpet op på et eller andet overskuds-eleksir, på den store scene – de lagde ud med sangen ’Oh Yeah’, som stort set hele salen sang med på – og det virkede ikke overraskende på The Subways – som var de Gnags på Bøgescenen, virkede det som om, at det var hverdag for dem.
Og de kom også med en noget større professionalisme end de øvrige bands, som jeg har oplevet denne torsdag. 4 album og 10 år i bagagen – de virkede klar, måske lidt for klar med ikke alt for meget overladt til tilfældighederne – og gav de medlevede publikummer hvad de ville have, af korte punkrock sange – fællessang.

Det var en dag, som på så mange andre Reeperbahn Festivaler – nogle fede bands, andre falder helt igennem – men som altid skal jeg lige høre noget mere af musikken med bandsne, når jeg rammer hotelværelset – denne nat vil jeg høre Childhood og Dearly Beloved – og opfordre dig til at gøre det samme. Så må vi se, hvilke navne der kommer på positivlisten, fredag.