Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Reeperbahn Reportage 8 – Luksus, betalingssager og Ebola.

Carsten Holm

Den internationale management organisation holdt pressemøde!

IMMF

På 3. sal i et luksushotel ved havnen i St. Pauli, var der internationalt møde med den non-profit interesse-organisation IMMF – en sammenslutning af managements, som havde kaldt til pressemøde under Reeperbahn Festivalen.
Festivalen er fyldt med denne slags møder – som ikke har noget direkte med selve Reeperbahn Festivalen at gøre, men som går ud på at drøfte tendenser og nye problemstillinger i musikbranchen, generelt.
I dette tilfælde var repræsentanter fra managements fra over 15 lande samlet, for at drøfte gennemsigtigheden, eller mangel på samme, af betalingen mellem rettighedsindehavere og de udøvende musikere – via streaming tjenester!
IMMF står i dette tilfælde, som musikernes bedste ven – og skal sørge for, at de udøvende artister får den rette betaling, for det arbejde de udfører. Særligt i skudlinjen ved dette møde, stod rettighedshaverne – altså dem, der ejer musikken eller står som producenter af musikken. Ofte er det pladeselskaber, som de største af slagsen, der bl.a. ejer tjenesten VEVO. Spørgsmålet er, hvordan artisterne får penge fra noget som VEVO, i det omfang artisterne er berettiget til betaling. I forhold til IMMF, er der mange forskellige afregningsaftaler, men det er ganske få at de, som organisation, kan få indblik i. Og det vil de gerne have, for deres kunder – det vil sige musikerne – er ikke nødvendigvis så sørens interesserede i at alt arbejdet med at skrabe pengene ind. De skal øve, være divaer, krukker eller for fede, skrive sange, spille koncerter og gøre alt det, som managementet ikke behøver at koncentrere sig om.
Der kom ingen svar – de der stod i skudlinjen var ikke repræsenteret, og det var heller ikke det, det handlede om. Det var et opråb fra organisationen, til at skabe mere overblik over lige præcis dette forhold. Vigtigt, væsentligt og nørdet på samme tid.

Og for lige at benytte pressemødet og pressen fra Tyskland, Danmark, England og andre lande som talerør, så kom der også lige en opfordring ind fra sidelinjen om at støtte arbejdet med at bekæmpe Ebola. Intentionen er god, ebola er en frygtelig sygdom og ingen tvivl om, at bekæmpelsen skal støttes på alle mulige måder. IMMF fik dog aldrig helt kædet de to ting sammen, hvilket efterlader MXD’s udsendte med det store spørgsmålstegn om hvad der egentlig var det mest væsentlige på dette møde. Måske er det bare sådan, på en festival som denne, hvor der er over 400 koncerter og mindst lige så mange møder, konferencer, debatter, pressemøder og meget andet, at man skyder med spredhagl, for at have mulighed for at ramme nogen med sit eller sine budskaber. Tjah, tjoh! Ud i solen, videre til næste møde – måske er der også lige tid til en koncert med et hollandsk band ind imellem? Jeg satser på det, og dokumenterer videre på bloggen!