Alle gode gange fire i Montreux

SPOT On Denmark for fjerde år i træk på den prestigefyldte festival – og tilskuermodtagelsen af denne “fremmede” musik overvældede nærmest alle tre deltagende danske bands.

Dansk aften på en af verdens bedst kendte festivaler, schweiziske Montreux Jazz Festival. Og det endte igen med fuldt hus – ca. 1000 tilskuere – og imødekommende  stemning. Til tre relativt nye danske navne, Giana Factory, Asbjørn og Bon Homme, som tilmed er rimeligt ukendte set i det store perspektiv.

Hvordan kan det nu lade sig gøre?

For det første er Montreux Jazz Festival en magnet, der får den 25.000 indbygger lille by med de grandiøse koncert- og konference-faciliteter til at vokse til det mangedobbelte igennem de to uger festivalen varer – med et stærkt mylder og leben langs bredden af den attraktive Geneve-sø.

Så selv om der foregår andre koncerter samtidig – i lørdags bl.a. pakket hus i Stravinski Auditorium med tyske Herbert Grönemeyer – er der alligevel rigeligt med publikum til gratis-koncerterne i Montreux Jazz Café, ”lagt sammen med det faktum, at nordisk musik har et godt tag i publikum hernede –  ligesom det også har en hvis virkning, at det nu er fjerde år vi har en SPOT On Denmark-aften på programmet”, som Alexandre Edelmann, festivalens Head of Creative Content, Brand and Developement understreger.

Asbjørn
Den interesse mærkede aftenens første danske indslag Asbjørn også, som tilmed spillede sit allerførste internationale job denne aften. Var alle 1000 ikke på plads fra koncert-start kl. 22, havde Asbjørn til gengæld mærket en del til interessen på forhånd. Dels via interview med festivalens tv-station, men især selvfølgelig på grund af al virakken og planlægningen omkring koncertoptagelserne og interviewet til den Montreux-dvd, som blev produceret i forbindelse med festivalen (læs mere her).

Og koncerten? Glimrende modtagelse. Asbjørns søgende, melankolske sang kombineret med hans emotionelle, og helt personlige dans/ageren på scenen fangede tilskuernes opmærksomhed. Og skulle det ikke være nok, var der også hans spillevende, effektive gruppe, som sørger for den varierede elektroniske undergrund med levende percussion, flotte synthflader m.v. Så konstrueret og detaljeplanlagt som Asbjørns musik også er, må man sige at publikum fangede plottet. ”Bones Bad Bones” virker ikke kun på hjemmebane, kunne man høre på bifaldet.

Gruppen var da også helt høj bagefter: – Det har aldrig lydt så godt før, grinte percussionist Mathias Sommer. – Det er det mest taknemmelige publikum vi har spillet overfor, og vi havde det bare så godt på scenen. Det har været en lang rejse at nå så langt: Produktionsøvninger den sidste uge, øvrig planlægning, den lange køretur herned. Nu er det bare en kæmpe oplevelse  – og så også at spille for så mange mennesker.

Asbjørn var også oppe at flyve: – Man tager til et vildt fremmed land og oplever et publikum, der ikke bare lytter men også responderer på noget musik de aldrig har hørt før. Tager vi til Aalborg får vi ikke nær den samme respons, som her. De virkede nærmest forberedte og var meget dedikerede – også backstage. I det hele taget er det meget rørende at komme til et sted og blive modtaget på den måde. Jeg håber virkelig at vi får lov til at komme hertil igen, sagde Asbjørn.

Giana Factory
For Giana Factory var Montreux-koncerten klimaks på en lang – også international – koncertsæson. Var der allerede pænt fyldt op med tilskuere under den sidste del af Asbjørns optræden, var der tæt på at være pakket til de tre danske kvinder, men de havde – som førnævnte Alexandre Edelmann pointerede – også formået at skabe sig et lille navne allerede via deres turneren – bl.a. i Schweiziske Zürich.

”Rainbow Girl” og de andre numre virker også for foden af alperne, skulle vi hilse at sige. Lisbet Fritzes twang /guitar-tæppe af let distortion, Sofie Johannes synth-underlægninger og Louise Foos percussion og melankolske leadsang (suppleret af de to andre i unisone kor) fik det ellers feststemte publikum til at dæmpe snakken, for at blive suget ind i de tres tålmodige univers.

-Vi synes det er en god idé, at præsentere de danske indslag som en samlet pakke, sagde Louise Foo bagefter, og understregede som de to andre hvor meget en publikumsmodtagelse som denne aften i Montreux egentlig betyder:

– Ja, det er spændende at være del af en festival, hvor publikum er så lyttende. For vi suger til os af omgivelserne og vil gerne drage folk ind i stemningen, supplerede Sofie Johanne inden Lisbet Fritze konkluderede: – For vi er måske nok pop – men ikke hygge uden skyggesider. Når vi så for sådan en modtagelse, er det med til at gøre sådan et job megasjovt.

Både Louise og Lisbet fortalte om flot modtagelse på især tyske blogs oven på de mange udlandsjobs. ”Så nu er kontakten skabt, og der er mulighed for vækst. Nu skal vi direkte i studiet med al den erfaring, for vi har lært meget af den her turné. Der er en slags cyklus, som fik sit klimaks her i Montreux, og som vi skal bygge videre på. Også internationalt”

Bon Homme
Og så var det ud til merchandise-standen for de tre til de ventende fans i det nu fyldte lokale – også på balkonen – inden Bon Homme en halv time efter midnat tog al opmærksomheden oppe på scenen, med et sæt der bedst kan beskrives som legesygt, skævt  – og med krøller. Måske også flere krøller end det var meningen:

– Jeg gjorde nok den fejl, at jeg programmerede om helt frem til showet, uden rigtigt at få eftertjekket. Så det gav lidt huller, sagde Tomas Høffding, som bruger Bon Homme-identiteten til at prøve den legesyge side af sig selv af set i forhold til de mere stramme rammer karrieren som bassist og sanger i massivt turnerende WhoMadeWho giver.

Levede programmeringen ikke helt op til hans forventninger i det 80 procent nye materiale, så lod han sig ikke mærke med det på scenen. Man kan nærmest kalde starten tålmodstechno, mens Bon Homme fintunede sin musik, hvorefter der gradvist blev mere og mere plads, bl.a. til de flotte samplede korlag – og især det glade legebarn med smil over hele femøren, når teknikken lykkes og han trækker publikum op til multihop: ”Are you ready to go crazy?”, råbte han mod slutningen stående oppe på bordet ved siden af mac’en. Man skulle være både døv og blind for at misse dét svar.

– Jamen, det er min legeplads. Dejligt at føle sig som en 15-årig igen. Jeg har et stort lege-gén – og så var det allerbedste at mærke hvordan publikum tog mod alle de nye numre, fortalte Tomas Høffding, som har optrådt under Bon Homme-bowleren gennem de sidste tre år – ca. 25 af de jobs i udlandet –  og gerne vil opprioritere det meget mere. Han har haft pladeselskabsaftale og booker på plads indtil nu internationalt, men vil gerne ud at shoppe sine muligheder, når det kommende album er færdiggjort.

At dømme efter publikumsmodtagelsen i Monterux er de chancer ikke blevet mindre – hvilket kan siges om alle tre indslag i øvrigt.