Dansk version English version Facebook Youtube Instagram

Djosos Krost, Efterklang m.fl til verdens største elektroniske festival

Publiceret

Djosos Krost – klar til nye eventyr.
 

De 100.000 billetter ér revet væk, og af de 5000 acts fra hele verden søgte om at være med i årets udgave af Sonar Festivalen i Barcelona, blev blot 175 valgt ud. I det lys er det ganske imponerende, at fire danske navne har kæmpet sig vej til plakaten for verdens største elektroniske festival. To af dem optræder endda fra festivalens største scene… Djosos Krost og Efterklang har knap rullet kablerne sammen og pakket grejet ned oven på deres succesfulde optrædener på SPOT 11 Festivalen, før nye eventyr venter. Tilmed et af de helt store: Fredag optræder de lige efter hinanden fra kl. 18-20.40 på Sonar Village, som er Barcelona-festivalens allerstørste scene.

Efterklang – med på verdens største
festival for elektronisk musik.
 

Aftalen er kommet i stand via DR-producer Martin Rostbøls flerårige kontakt med de spanske arrangører – Rostbøl her besøgt Sonar Festivalen flere gange og er desuden formand for Platform Music-initiativet, der har til formål at fremme eksporten og interressen for dansk elektronisk musik i udlandet. Danmarks Radios P3 dækker begivenheden grundigt, så er engelske BBC også på pletten og optager de to danske grupper. Alle danske indslag – også WhoMadeWho, Goodiepal og en række dj’s fra Statler & Waldorf – spiller som del af festivalens attraktive dagsprogram, der foregår fra fem scener i MACBA Hall ved SonarComplex midt i Barcelona og kaldes Sonar By Day. Aften- og natprogrammet, Sonar By Night eksporteres væk fra centrum på grund af lyden og regnes for at være mere mainstream, fortæller Martin Rostbøl om festivalen, der også har den internationale branches bevågenhed. DR P3 sender direkte fra Sovar-festen fredag 17. juni kl. 18-21 og lørdag kl. 21-24. ROSA – Dansk Rock Samråd og Music Export Denmark støtter det danske Sonar-fremstød.