Dansk version English version Facebook Youtube Instagram

Instrumentalsk stoleleg med én tom stol

Publiceret

Den kontant skiftende sekstet,
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur
på Scenen i Kulturbrauerei.
 

Den tomme stol skal findes blandt publikum og det er spillestedets skyld. Kulturbryggeriets lounge, NBI, er ellers en drøm for et live-band. Bag højrøde gardiner gemmer sig et aflangt rum, der svæver i dæmpet, rødt lys og enhver der træder ind bliver ramt af et døsigt velbehag. Ved indgangen taler Quartermain Records med en tysk booker, som overvejer at sende aftenens første orkester, århusianske Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, ud på en otte-dages lang turne i Tyskland. Aftenens koncert vil afgøre, om det bliver til noget. Det skal, selvfølgelig, være inspireret og veloplagt. Det bliver det også. Men først halvanden time efter det fastsatte koncerttidspunkt. Klubben trækker tidspunktet på grund af et magert fremmøde. Hvilket ville være naturligt på enhver anden onsdag, men på en messe er det intet mindre end benspænd. Bookeren er allerede på vej videre. Alligevel lader det til, at Faurholt og band får tre koncerter i Tyskland på deres glatte ansigt og en god udgivelse. Oven i hatten kommer også en sang på den officielle compilation fra det toneangivende Berliner-magasin, Tipp.

Det gennemgående røde lys i
Kulturbrauerei var som designet til
den nærværende lofi.
 

Sekstetten bliver bedt om at vente til midnat (vanvittige tre timer forsinket), men insisterer på at søsætte deres veloplagte skrumlende lofi med halvanden times forsinkelse, ikke mindst af hensyn til de to efterfølgende bands. Efter en lidt nervøs start fremhæver især de to violiner et strejf af symfonisk songwriter i de klare melodier fra ankermand Jacob Faurholt – hele tiden dukker figurer op fra både bas, klokker, korstemmer og guitar. Publikum vænner sig hurtigt til, at opsætningen hele tiden ændrer sig – “det eneste, der er sikkert i dette band er, at der altid bliver skiftet instrumenter”, konstaterer Kasper Rønberg Schultz, da han forlader det lille glockenspiel for at fokusere på et primitivt drive bag trommerne. Tonen er på en gang rå og skrøbelig, ikke langt fra et band som Sparklehorse, mens stemningen varierer fint med de interne skift på den alt for lille scene.

Morten Søfting og Christina Peen
fra Quartermain Records
i kulisserne på Kulturbrauerei.
 

Morten Søfting og Christina Peen fra Quartermain Records er tilfredse, mens de overværer deres første arrangement på Popkomm. – Det er aldrig før lykkedes os at komme med, men i år gik den altså igennem med to shows (også med Erwin Thomas, som spiller fredag, red.). Det gik endda så godt, at vi fik Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur’s, We Like Snow, med på Popkomms officielle Tipp-compilation… det var faktisk Tipp media, der spurgte om lov til at bruge nummeret, så det var mere tilstedeværelsen end netværket, der gjorde udslaget. Sen tilfredshed og en fin aftale På scenen er der en smule forvirring. Der skiftes igen instrumenter og inden det sidste nummer fortælles der halve historier, som ingen i publikum helt får fat i. Bandet savner at kunne formidle numrene, mellem numrene, men når musikken spiller, hviler bandet i sammenholdet og de alsidige stemninger; de mange stemmer er ikke altid rene, men de er fulde af liv. I bandlokalet efter en ubønhørlig arbejdsdag er bandet tilfredse:

Tilfredse, trætte og snart på vej
hjem fra deres første optræden
i udlandet.
 

– Det er vores første job i udlandet og vi var i tvivl om, hvorvidt vi skulle stramme op på stilen, men det er nu engang vores måde at spille på, fortæller Asger Christensen på (primært) violin. – Musikbranchen er så hård, at den kan æde folk op. Man bliver nødt til at kæmpe for de ting, der er sjove og lette. Ellers ender man uden inspiration, supplerer Trine Omø (primært) vokal. – Det er hverken supertight eller med den store rockstjerne-attitude, indskyder Mads Dinesen (primært) bas… – Men på den anden side, så kræver det både ambitiøst og målrettet arbejde at have den tilgang til musikken – at man altid skal have det levende og det usikre med, fastslår Jacob Faurholt (guitar og vokal) og rammer dermed en ret præcis definition af sit genremæssige ophav – lofi-rockens opgør med virkemidler. Genren er tilsyneladende på fremmarch i Tyskland. Den tyske booker, Alex fra Polar-Zoo (som kun beskæftiger sig med skandinavisk musik og tidligere har booket Diefenbach, Flying Virgins og joyce Hotel), ville egentlig ikke arbejde med genren, men den er efterspurgt på de tyske spillesteder. – Desuden har små, tyske selskaber som Decoder og Broken Silence vist interesse for udgivelsen “Queen of Hope”. Tidligere har det været en kamp at udveksle distributionsaftaler, men nu er henvendelserne begyndt at komme. Det skyldes både, at vi har et bedre netværk og at interessen for dansk musik er klart voksende i Tyskland, afslutter Morten Søfting. Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, Popkomm, Kulturbrauerei, NBI, Onsdag kl. 21:00, flyttet til 22:30.