Bandet skabte det ideelle rum for Erwin Thomas’ enkle og intense sange.
Til en aften med temaet “Popperler” går hætteklædte Erwin Thomas på scenen og starter en skrøbelig aften af lysende skønhed, ene mand med en hypnotisk klar stemme; lyden af en mand, der klatrer op af et bjerg for at nå udsigten. Senere kommer bandet på med laptop og lap-steel for at bidrage med skønhed ad lib, som hverken de snurrende TV-kameraer eller de omkring 100 tilstedeværende kan blive skuffede over. Kameraerne har fundet vej uden umiddelbar foranledning. Erwin Thomas’s pladeselskab, Quartermain Records, har ikke inviteret dem, men på en eller anden måde er ordet løbet godt i forvejen, rundt i de snirklede kroge i Kulturbraueriets syv spillesteder, så da Erwin Thomas går på, er der pænt fyldt til en rolig aften på Maschinenhaus, bryggeriets gamle maskinværksted, og mange af de tilstedeværende er pressefolk, der er kommet for at følge den danske singer/songwriter, der forholder sig stilsikkert til genren uden at revolutionere den.
Singer/songwriter Erwin Thomas indledte koncerten solo med en lysende og klar vokal.
Udover songwriterens egen, uundværlige halvakustiske består Thomas’ live-besætning af trommer, bas, guitar/lapsteel og en laptop, der styrer de hjemmeprogrammerede beats, fills og hverdagslyde, som udgør Thomas’ arbejde med selve strukturgivningen og den del af hans repertoire, som man kender fra hans skitseagtige lofi-produktioner. Der er dog ikke den mindste snert af lofi over aftenens showcase, som afslører et modent og sammenspillet orkester. Nuanceret og så afdæmpet, at man kan høre hvert plirrende anslag på ride-bækkenet, konstruerer bandet et fremhævende univers omkring Erwin Thomas’ fremragende stemmekraft, der går igennem med en alpe-agtig klarhed uden at overfrasere, hvilket nogle gange kan være med til at trække genren over i det alt for åbenhjertige. Enhver elsker af Buckleys, Laytons og Wainrights tårepersere ville tage Erwin Thomas til sig, men måske også savne de mere komplekse materialer. Alligevel er Erwin Thomas mere end endnu en ekstremt velsyngende hjerteknuser med et solidt backingband. Det virker som om, at denne optræden er den perfektionistiske kulmination på bandets stræben efter et samlet udtryk og man må sige, at projektet er lykkedes. Derefter kan man håbe, at bandet med større ro og en god portion selvtillid efter en vellykket første koncert udlandet, kan begynde at løsne lidt på de lidt for pæne former. Interview og opvarmnings-koncert Det viser sig, at de tilstedeværende kamerafolk kommer fra Popkomms egen, officielle dækning og af ukendte veje er de endt med at prioritere den danske songwriter. Optagelserne bliver lavet med henblik på at vise udsnit af Popkomm på landsdækkende TV. Salen er tydeligvis imponeret, og det samme er pressen, som inviterer Erwin Thomas til give et radiointerview på Radio Eins samme aften.
Den nye songwriterbesætning: lap-steel side om side med lap-top.
Inden han skal i radioen bliver Quartermain Records ringet op fra England. Bookingbureauet “13 artists”, som booker blandt andre Radiohead og Sigur Rós, har hørt Erwin Thomas’ debutplade “Songs from my apartment” og er åbenbart så begejstrede, at de gennem DKB-motor vil have ham tilbage til København dagen efter til at spille opvarmning for deres band, The Magic Numbers. Morten Søfting fra Quartermain Records har sendt dem pladen og møllen er i gang. – Jeg er lykkelig. Vi spiller en af vores bedste koncerter nogensinde på vores første optræden i udlandet – og så endda med TV på. Det kan ikke være mere heldigt, fortæller en lettere eksalteret Erwin Thomas efter koncerten. Erwin Thomas, Kulturbrauerei, Maschinenhaus, fredag 16. september kl. 21.30 – – – Den danske deltagelse ved Popkomm 2005 dækkes i et samartbejde mellem MXD, ROSA, Gaffa og MyMusic.dk. Læs mere på gaffa.dk og mymusic.dk