Eurosonic 2006: Spleen United overvandt presset optakt
Publiceret
Optakten var lettere kaotisk, men Spleen
United kom godt igennem Eurosonic-
koncerten torsdag aften.
Spleen United kom på kompromisløs vis mere end helskindede gennem torsdagens koncert på Eurosonic-spillestedet Mutua Fides – trods en meget presset start med sen ankomst, skænderier med spillestedets scenefolk og meget få koncertgæster kort tid før koncertstart.
Ved 22-tiden – 15 minutter før koncertstart – lå publikumsantallet på cirka 15. Spleen United havde fået nej til at opstille en del af lysudstyret medbragt hjemmefra og de ventede tyske tv-folk manglede. Jo, der var nerver på hos folkene bag bandet.
Men: 10 minutter senere strømmede publikum ind, og tv-folkene fra Rockpalast dukkede op lige tids nok til at se det Århus-baserede band gå på scenen til tiden. Og publikum både lyttede, dansede og klappede behørigt til de fem musikeres melodiøse lydtæppe, som til tider er både overvældende og faretruende – og er skabt overvejende med synthesizers og guitar.
Udlandsshows i november i Hamborg og Berlin samt oktober i Paris har givet gruppens manager Jesper Majdall kontakter med en række internationale branchefolk, som har sin gang her på Eurosonic. De har alle vist interesse for enten at arrangere koncerter – eller for Spleen Uniteds debutplade ”Godspeed Into The Mainstream”,
Spleen United på Mutua Fides
som udkom herhjemme på Copenhagen Records i september måned.
Spleen Uniteds Eurosonic-koncert blev sendt direkte på DR P3 som led i EBU-samarbejdet, og dele af koncerten bliver også vist i WDR’s Rockpalast-dokumentar om Eurosonic senere på året. Men allerede i aften kan man både se og høre bandet på DR, når P3 og DR2 sender P3 Guld direkte fra Radiohusets Koncertsal.
Spleen United er i øvrigt support for Mew i KB-Hallen 1. februar.
Spleen United, torsdag 12. januar, Mutua Fides, Eurosonic Festivalen, Groningen.
You must be logged in to post a comment.