Man skal have slips på for at komme ind

Svedig guitar spiller op til rasende trommer og bas hos  Columbian Neckties.

Helst columbiske. Aftenens invitation hedder Muttis Little Monsters Popkomm Showcase og med et strejf af det groteske skal det med et behageligt dansk islæt vise sig at blive præcis så sort, som det lyder.

Vi er i hjertet af Østberlin, i et kvarter, der ikke overgiver sig og hvor kvarteret selv bestemmer, hvornår det bliver befriet. Bandet Killing Joke har opkaldt en sang efter spillestedet, og selve kvarteret omkring hjertet af Kreutzberg går normalt blot under navnet SO 36. Taxachauffører omtaler det 25 år gamle sted med gru i stemmen og alle aficionados af hård rock med et twist af enten punk eller fetich elsker stedet.
–   
Derfor er det et velvalgt sted for besætningen i Columbian Neckties, som melder klart ud: ”we are not a part of the danish night. The danish government don’t like us. So we’ve come to play for you scumbags. Hope you like it”.

Bandet spiller som del af præsentationen for Muttis Booking, som Columbian Neckties har en fast aftale med. Martin Thorsen, ejer af Wild honey, som booker bandet i Danmark, trådte også til for nylig på trommer:
– vi har ikke forberedt os særligt med invitationer af branchen og den slags, det har vi overladt til Mutti. Vi skal spille yderligere tre jobs hernede i denne omgang og vi har ti ventende inden årets udgang, så vi behøver ikke skubbe så meget på.

Energisk og humoristisk set på den  legendariske club SO36.

Bandet skubber ellers godt nok. Til at starte med er lyden lidt spinkel, men forsanger Jeppe Escobar formår at rive fat i folk med en direkte attitude, der udfordrer publikum ved hele tiden at spille på det intimiderende. I et højt tempo krydses the Who med punk med skriget fra en gang stukken bacon og bandet spiller konsekvent igennem og lammetæver melodierne for at få energien ud. Melodierne er derfor lidt endimensionelle, hvorimod de rytmiske accenter virker uendelige – ikke mindst på grund af et meget hurtigt, detaljeret og tight samspil mellem bas og trommer, som dog tydeligvis jagter tempo og energi frem for groove.

Den mærkelige blanding bliver belønnet – især under nummeret "Work Is Good", der med sine temposkift og sin skæve arbejdertekst rammer den klaustrofobiske humor – eller humoristiske klaustrofobi – som de columbianske nakkeslips emmer af. Som da sangeren smider skjorten: Here is some skin. Sorry there are no tattoos, but I hate pain. And i wont starve myself either, fortsætter han og griber sig til dellerne, før han pisker det næste nummer i synet på publikum.

Manager Thomas og hustru Ulriche – og to nye  tyske fans.

Som i sidste ende kvitterer med en blanding af dans og headbanging, hvilket virker passende. I sidste ende er det humoren, der slår igennem til trods for en rytmisk alsidighed, der er større end umiddelbarheden antyder. Thomas, manager og ven af Muttis Booking var sammen med hustru Ulriche begejstret for deres første møde med Columbian Neckties og de morede sig godt undervejs:

– Det virker som et begavet band. De passer godt til stedet og de ville godt kunne finde et publikum i Tyskland. Når de har en booker bør deres næste skridt være en manager, som kan tage sig af online-delen, publishing og af at fange de løse muligheder, fortæller Thomas, der tidligere har arbejdet med Diefenbach og Joyce Hotel.

Columbian Neckties – SO 36 – Kreuzberg