Skinnende danske nåle i høstakken
Publiceret
Austins 6th Street og nærliggende gader torsdag aften: Fra noget nær hvért eneste tætliggende husnummer i gaderne fyldt med klubber og beverdinger, strømmer livemusikken ud gennem åbne vinduer og døre og prøver hver især at lokke tilhørere til. Med ca. 1.400 bands/solister – officielt – er den igangværende South By South West-festival i Austin, Texas én kæmpemæssig musikalsk høstak. Og med meget begrænset mulighed for at blive fundet – hvis man altså ikke har gjort sit hjemmearbejde ordentligt og på forhånd har opfordret alle kendte udenlandske forbindelser med til koncerten. Og derudover har inviteret i læssevis af andre muligheder og mere ”usikre” emner. Det er nemlig betingelsen, bare for at have et lille håb om fremmøde og eventuelt ”afkast”, er holdningen i enstemmig erkendtlighed.
Epo med forhindringer Men alt det er odds, der sluges råt for usødet, her i Austin, hvor lydprøver er sjældnere end solformørkelser, og hvor det bare gælder om at gribe chancen og rette ind bedst muligt. Programmet hernede tillades nemlig ikke at blive forsinket. Og der var plads nok fra koncertstart. Vi var vel 20 i lokalet ved første sang, men Epo-555 kastede sig alligevel opslugt ud i deres drømmende og melankolske pop – krydret med støj og et rigtigt stærkt drive, hvor sanger/guitarist Mikkel Max Hansen er det sammenbøjede indpiskende omdrejningspunkt med den totale modsætning i keyboardspiller/sanger Camilla Florenz, der står så roligt som en gudinde-statue.
Epo-555 var også med i det fællesnordiske fremstød her i Austin sidste år, så de kendte alt til den gamle læresætning om, at man skal give alt hvad man har, om der så kun er fem i lokalet. Det viste sig også at være rigtigt denne gang. F.eks. var Rolling Stone Magazine-redatøren David Fricke med fra start, og i takt med at lokalet gradvist blev fyldt op, kom også de forskellige pladeselskabsfolk til, som Epos selskab Crunchy Frog havde håbet og satset på. Den gode drejning kunne også mærkes på scenen hvor en selvtillidsfuld Mikkel Max Hansen midtvejs ”beordrede” alle på balkonen ned på gulvet foran scenen, for at være med i festen. Og de fleste ”adlød. Alt imens musik fik stadig mere rock og tyngde som kontrast til poppen. – Jeg synes specielt om de to sidste numre (”Harry Mämboorg” og ”Sophia”, red.), lød David Frickes umiddelbare kommentar efter koncerten: – Dér fungerede det virkeligt godt, hvor poppen skabte en slags friktion med støjen og pulsen, som gav musikken modsætning og karakter. Og så har de en stærk trommeslager (Ebbe Frej, red.) med et virkeligt godt drive, var den umiddelbare kommentar fra amerikaneren, der havde valgt denne koncert ud af dagens ca. 400 muligheder, ”fordi jeg så dem sidste år til SXSW og syntes, de havde noget, jeg godt ville tjekke ud igen – og fordi jeg kender Crunchy, som plejer at have nogen gode bands at byde på”. Det var også en tilfreds pladeselskabsboss, Yebo, der efter koncerten kunne konstatere, at noget nær alle de pladeselskaber han havde håbet på, var dukket op: – Man er altid nervøs her. Man ved aldrig om de, man håber på og som viser interesse, dukker op – fordi der er så stort et udbud. Men uden at ville gå i detaljer kan jeg sige, at der kom tre amerikanske labels, australske og japanske publishers, to australske pladeselskaber m.v. Så det tegner rigtigt godt. De eneste vi havde håbet på, som ikke dukkede op, var fra et stort multinationalt selskab, som ville se Epo forleden i New York, men ikke kunne komme ind, fordi klubben var udsolgt. I dag blev de væk. Men sådan er gamet…
Dickow på 18. etage Det her var en stole-koncert. Til gengæld var der ingen til de, der først dukkede op ved koncert-start. De måtte stå op og se Tina Dickow køre meget professionelt hen over en masse skingert-hylende lydproblemer, og hvor ”morsomme” publikums-tilråb som ”der endte den karriere”, i dag blev overhørt, hvor det for blot få måneder siden ville have rystet og naget hovedpersonen. Midt i hendes gennemgang af numrene fra ”In The Red” bad hun konsekvent om at få slukket scenemonitoren, så hun ikke kunne høre sig selv – eller om guitar stemte resten af koncerten. Men det tager Tina Dickow nu om dage i stiv arm. – Jeg har fået så meget selvtillid det sidste halve års tid, at den slags ikke går mig så meget på mere. Det er bare noget der sker. Og jeg tror det skyldes den medvind, jeg har fået i Danmark, som har gjort mig selvsikker. Min plade er gået rigtigt godt derhjemme, og nu er der både kommet P3 pris og senest Danish Music Awards (i sidste uge, red.) til. Det giver mig helt sikkert en god fornemmelse i maven. Ligesom jeg heller ikke er spor nervøs for pressen mere. Alt det har jeg fået lært nu, og det giver ekstra ballast, sagde Dickow, der også bruger Austin for at pleje de forretningeforbindelser m.m. der skal til for at få karrieren til at køre.
Blandt dem var Benjamin Groff, senior vice president for west coast-udgaven af publishingfirmaet Kobalt, som Tina har aftale med: – Det var første gang jeg så Tina, men hun er en fantasktisk singersongwriter, en intim historiefortæller, der fortæller fængslende om personlige oplevelser, og så har en fremragende stemme. Jeg kendte lidt til hende i forvejen fra Zero 7, men det var første gang, jeg fik fornemmelse af, hvad hun kan på egen hånd. Jeg var helt opslugt af sangen ”Room with a View”, og efter mine mening bør hun ikke bare få en stor pladekontrakt snart, men hendes musik bør også kunne afsættes når det gælder det store filmmarked, lød den meget positive bedømmelse. Det med pladekontrakten har Tinas engelske manager Jonathan Morley dog ikke så travlt med:
Tysk storfan af Royal Highness De bedst placerede klubber på 6th Street (som The Drink hører til) er præget af, at en masse musikfans, branche-folk m.m. dukker op, hører to sange – og skrider igen hvis musikken ikke bider. That’s the game her, hvor så meget andet byder sig til. Men når man tænker på, at de kongelige højheder med deres punk/metal/rock’n’roll befinder sig i en mere niche-præget afdeling, var fremmødet flot. Der er ren opofrelse, som specielt sanger/guitarist Dennis Kastem ”tåger” rundt på scenen iført skovmandsskjorte, brøl og powerchords. Og det fungerer.
Den tyske Popkomm-festivals booker og eventmnager Dirk Schade var blandt de uforbeholdent positive gæster: De kommentarer kunne selvfølgelig kun lune hos gruppen og Dennis Kastem, der havde været lidt bange for at drukne i det store SXSW-hav, men som nu håber på at gruppens kommende cd også kan blive udgivet i starterne. Og den optimisme deler manager Morley, der tror gruppen kan blive store i det amerikanske: ”Det har jeg troet lige fra start, og det var en del af ideen med at lave aftalen med dem”. Jeg tror SXSW vil eksponere gruppen efter en aften som den vi lige har oplevet, mente Morley.
Få men vigtige gæster til Figurines – Til gengæld har vi skudt med spredehagl, og spiller fire andre jobs her i Austin ved diverse fester – den vi var til i eftermiddag et stykke uden for byen havde f.eks. besøg af hele områdets mest indflydelsesrige DJ, mente gruppens manager Jesper Majdall. Det var lige efter en Figurines-koncert, der endnu en gang understregede, hvilken enorm udvikling gruppen har gennemgået i det seneste år. Selvtillids-fulde, stærke melodier, koncentreret stram udførelse og med en sanger/guitarist Christian Hjelm på toppen med tyggegummismaskende mimik samt hop og fagter, som også gav noget at se på. Der er ikke noget at sige til, at både canadiere og amerikanere er hoppet på vognen gennem de seneste uger. Og netop da deres udsendte var nået tilbage på hotellet for at skrive om den lange danske aftens udskejelser, ringede manager Majdall igen: – Jeg har lige fået at vide, at der undervejs i koncerten havde været journalister fra både New York Times og Pitchforkmedia – (henholdsvis den væsentligste amerikanske avis og den kræsne og vigtigste af alle amerikanske indiesites, som netop har rost gruppen for dens mange gode popsange og uden omsvøb har konstateret at ”de kunne blive kæmpestore”.!!!). Som manager Majdall sagde: – Det hører ligesom med til en god afslutning på artiklen, ikke? |
You must be logged in to post a comment.