Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Benhård konkurrence – og højt bundniveau

admin

Nils Gröndahl bag saven – og Henriette
Sennenvaldt og Sara Saxild bagved. Dét vakte
opsigt. (Foto: Henrik Friis).

Torsdag aften blev South By SouthWest Festivalen i Austin, Texas for alvor sparket i gang. Fire danske bands var i ilden på en festival, hvor konkurrencen tydeligvis skærpes år for år – ca. 1400 bands fra hele verden håber at gøre indtryk ved dette års udgave  –  men selv om alt ikke var lige store tilløbsstykker, fik danskerne alligevel markeret sig.

Lucky punch for Funky Nashville
Hvad der umiddelbart lignede en hård tur op af bakke for den danske kvartet kan muligvis vise sig at være nøglen til for alvor at etablere sig på USA. Funky Nashville var i mere end en forstand kommet til arnestedet for deres musikalske rødder. Austin Texas er indbegreb af amerikansk sydstatsrock og helt symbolsk lyder et af Funky Nashvilles numre titlen Red River, hvilket også er navnet på en af de centrale gader i Austin, hvor det ene spillested efterfølger det andet.

Funky Nashville spillede for et relativt
sparsomt publikum men imponerede til
ld helt centrale branchefolk.
(Foto: Henrik Tuxen).
 

Bandet gik på scenen kl. 21.00 foran en halvtom sal som første band i de to fælles  ”Nordic Night”-aftener under South By SouthWest, men leverede varen og lød mere sammenhængende end på de tidligere koncerter i Canada. Efter koncerten var der til gengæld flere blandt publikum, der blev hængende og var meget interesseret i bandmedlemmernes opmærksomhed. En af dem var Kat Green – Vice President of Production – for BMG i Los Angeles, og hun var ikke kommet tilfældigt forbi:
– Jeg er en stor fan af bandet og kender dem fra My Space og har også tidligere været i kontakt med dem. Jeg elsker deres blanding af twangy surfguitar og sydstatsrødder. Mit arbejde er at spejde efter nye bands og Funky Nashville er et meget interessant emne. Det at de kommer fra Danmark betyder ikke noget, det er nærmest en distraktion. Men jeg tror sagtens at de vil kunne klare sig i USA, og jeg glæder mig meget til at se dem igen, når de kommer til Los Angeles.

BMG - l.a.

Talent spejder for BMG i Los
Angeles, Kat Green, lægger ikke
skjul på at hun er stor fan af Funky
Nashville.
(Foto; Henrik Tuxen).

Tidligere på aftenen havde Ryan Gardenshire fra USA’s største booking bureau William Morris Agency også lagt vejen forbi Uncle Flirtys. MXD nåede desværre ikke at få sat ham i stævne, men han nævnte for showets promoter, at han var meget imponeret over bandet. Så det der umiddelbart lignede lidt af en nulbon for de danske sydstatsrockere, kan muligvis vise sig at blive adgangsbilletten til det forjætte land.

Funky Nashville – "Nordic Night", Uncle Flirtys, 15.03.07. SXSW


Under Byen lige i fjæset

anders stochholm

Anders Stochholm – med til at skabe de store
crescendoer. (Foto: Henrik Friis)

Samtidig – et par sidegader længere nede at den vanvittige musikalske myretue 6th Street – trådte  Under Byen op på Emo’s Mainstage. Det er en af festivalens godt-rygte-scener, og der var pakket med tilskuere (3-400) for at opleve de ”mærkelige” danskere, der synger på et sprog ingen amerikaner kender et kvidder til.

Men her gruppen viste igen, at de skaber universel forståelse. Sættet var meget stramt, meget proft – og meget direkte: – Vi har så kort tid på den her showcase, at vi med vilje har skåret de mere stille sange fra. Det virker mest effektivt, som bassist Sara Saxild forklarede bagefter.

Og det var helt sandt. ”Den her sang handler om at få det bedste ud af det” – også kaldet ”Onkel” –  ”Mission”, ”Heftig”, ”Af Samme Stof Som Stof” og ”Film og omvendt” skabte i den grad opmærksomhed. Nogle kendte tydeligvis gruppen – og numrene. Flere andre var henne og spørge –bl.a. undertegnede –  ”hvem er de der egentlig – hedder de Unner Bjuen???”

Appalusen var voldsom efter hvert nummer – om det så var Nils Gröndahls feedbackede violin, Anders Stochholms ditto guitar eller  Morten Larsen og Stine Sørensens trommer og percussion der fik både volume, humor og respekt til at stige voldsomt.

Ikke noget at sige til at Trevor Laroque fra gruppens nordamerikanske pladeselskab Paper Bag Records var tilfreds. Det er den slags koncerter der giver vind i seljele og noget at arbejde med:
– Vi har hele tiden set ”Samme Stof Som Stof” som cd’en der skulle gøde grunden – sammen med gruppens shows. Med den interesse vi oplever overalt vi kommer, er der ingen tvivl om, at vi meget gerne vil have gruppen på en turné til op til næste udgivelse. Det er virkelig noget der giver løfter…    

Under Byen – Emo’s Main Stage, 15.03.07, SXSW

Ned på knæ med Powersolo

Kim Kix og Co. Gav den behørigt gas på SXSW
og fik publikums hyldest i retur.
(Foto: Henrik Tuxen).

Den danske trio beviste for gud hvilken gang, at de er showmestre per excellence, der altid evner at levere varen og kommunikere direkte med publikum, uanset sted, tid og betingelser.

Ikke at aftenens koncert var en af de svære: der var fest i gaden overalt og PowerSolo spillede i street level for åbne vinduer. Ikke så sjældent så man begejstrede hoveder, der forbløffet kiggede ind på Kim Kix & Co.s guitarakrobatiske tegneseriebevægelser og besynderlige verbale udgydelser.

Inde på Friends var stemningen tilsvarende løssluppen, og der var ingen ende på begejstringen da Kim imiterede sin kat, eller hvad han nu ellers fandt på. Under hele koncerten var der godt fyldt op på spillestedet, bl.a. af flere medlemmer fra The Kissaway Trail og Vincent Van Go Go.

Til sidst fik bandet – traditionen tro – folk til at ’get down with the music’, altså ned på knæ i bogstavelig, fysisk forstand. Og publikum adlød Kim Kix’s direktiver, som et håndgribeligt tegn på, at de var blevet godt og gedigent underholdt. PowerSolo gir’ af sig selv og leverer varen hvér gang uanset landegrænser og tidszoner – og høster af samme grund altid publikums hyldest. Austin, Texas var ingen undtagelse.

PowerSolo – Friends, 15.03.07. SXSW

Moi Caprice på trods og ”på drugs”

En helt kaotisk optakt tog ikke modet fra
Moi Caprice. (Foto: Henrik Friis).

Endelig leverede Moi Caprice en ægte ”på trods”-koncert under ”Nordic Night”-paraplyen; To af gruppens medlemmer – plus gruppens manager – var alvorligt ramt af bronkitis. Guitarist Jacob Millung endda i en grad så han  havde været på hospitalet for at blive behandlet, og kun via en ”kraftig panodil” kom så meget på mærkerne, at han kunne gennemføre koncerten.

Når man dertil lægger, at det bestilte grej aldrig nåede frem,  og at publikumsfremmødet ikke var prangende, må man tage hatten af for den koncentration, gruppen leverede. Som manager Ulrich Lauridsen i sin bronkitis-tåge hviskede, så kan man mærke at de mange job på en så lang tur gør musikken skarpere og bedre. Og tager man gruppens tur fra Canada og ned gennem USA – med to meget succesfulde jobs i New York, og med et tredje lørdag på hjemturen – så har det været glimrende.

– Selvfølgelig forventer man sig nok noget særligt af South By SouthWest, sagde sanger Michael Møller bagefter. – Men de, der var blev i hvert fald, og jeg synes også vi spillede godt. Man kan sige, at vores bundniveau helt klart er blevet meget bedre på en tur som denne. Og så gik det altså bare rigtigt godt i New York. Så alt i alt har det været en fantastisk tour. Vi håber meget det hele ender med en distributionsaftale herovre. Der har ihvert fald været flere branchefolk undervejs, sagde Michael Møller.

Moi Caprice  – "Nordic Night",  Uncle Flirtys, 15.03.07. SXSW

Gode oplevelser – hård konkurrence

Som en første delkonklusion på South By SouthWest, fandt MXD’s leder Kristian Riis både lys- og minuspunkter:

– Lyspunkterne har helt klart været at musikken har holdt – både på ”Nordic Nights”, men også ved de andre danske bands på festivalen. Blandt andet var der pakket til både Under Byen og PowerSolo. Og lige så vigtigt for mig har der været positive meldinger fra den internationale branche omkring ALLE band.

– Men man kan også mærke, at konkurrencen bare bliver hårdere og hårdere, og da vi har været ude for en ombytning af venue (pg.a. ny ejer, red.) er vi blevet placeret mere uhensigtsmæssigt. Stadig på hovedgaden 6th Street, men på 1. sal, som gør det sværere at få folk ind fra gaden end tidligere år.

– Men så synes jeg det vidner om professionalitet, at alle spiller så godt og så overbevisende alligevel. Samtidig med at vi skal huske på, at frmmødet ikke ar været en katastrofe. Vi vil bare gerne have endnu flere….