Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Dagbog, Funky Nashville, Canada/US, forår 2007 – Kapitel 2: Austin, South By South West, 12.-18. marts

admin
I Texas

Så er bandet landet i Austin, Texas.
           

Flyver til Austin. Transit Houston, hvor der er kaos i lufthavnen pga. lynnedslag. Alle fly er forsinkede. Vi kommer frem til Austin, men vores bagage er ikke med flyet. Hverken instrumenter eller kufferter. En utrolig dvask dame i bagage-service fortæller os at bagagen vil blive sendt til vores hotel når den er lokaliseret, men hun kan ikke sige noget om hvor i verden den befinder sig. Tager til vores base i Austin, hotellet Ramada Limited, som ligger temmelig trist: 10 km fra centrum, direkte ud til highway 35 og midt i det rigtig mange mennesker fortæller os er det absolutte ”bad neighborhood” i Austin. Hmm…

Vi starter vores jagt på gå-ben rundt i kvarteret efter en bil, og snakker både med et par mexicanske dealers samt en autoriseret Chevy-dealer. Vi når frem til at en Chevy-van med 4 rækker bagsæder (en mini-bus i overdimensioneret Hiace-størrelse) må være sagen, men vi finder den ikke til den rette pris. Dustin fra Chevy-biksen tilbyder os at køre os ind til byen når han har fyraften, og han giver os en mini-rundvisning i downtown. Venlig mand! Han siger han gerne vil betale tilbage fra de gange han er blevet taget godt i mod på sine rejser i Europa.

I Texas

Funky Nashville slapper af før koncerten
på South By South West.

De næste par dage er godt gammeldags røvsyge: begivenhedsløse og foregår i regnvejr. Bagagen kommer frem natten til tirsdag, men Thomas’ guitar mangler og ingen kan fortælle os noget om hvor den er. Vi kan ikke øve uden den manglende spade og der er ingen musikbutikker i Austin der kan leje os en reserve-guitar. De er alle på den anden ende pga. SXSW. Vi kan ikke finde en bil til den rette pris og føler os rimelig stuck i crack- og luder-kvarteret ved Rundberg Exit. På Craigslist (a la den Blå Avis) responderer vi på forskellige bil-annoncer, men da vi fortæller dem hvor vi befinder os i byen, er det ligesom de mister interessen… Er det virkelig så slemt? Det mærker vi nu aldrig noget til. Vi får dog ordnet US-mobilnumre til alle.

Torsdag sker der endelig noget. Vores taxa-ven og bil-rådgiver Troy (som er ud af bilforhandler-familie – norsk i øvrigt) kører os til Whiteside Motors, hvor vi dagen før har set en van vi kunne lide. Vi tager en rask beslutning og køber øsen. Funky Nashville er rullende – i en fin, kridhvid Chevy-van. Vi får lynhurtigt ordnet forsikring. Sverre og Mads interviewes af Roxwel.com – som er meget begejstrede for vores videoer – og møder og overrækker en cd til Wayne Coyne (forsanger i yndlingsbandet Flaming Lips).

Hele Austin midtby er omdannet til en festivalplads med et hav af spillesteder og venues. CQ og Thomas kører til lufthavnen, hvor guitaren vistnok er dukket op fra et fjernlager i Houston. Spaden ankommer med yderligere forsinkelse til lufthavnen og to timer før vores gig på South By South West når den frem til Uncle Flirty’s på 6th Street, hvor aftenens Nordic Night-showcase skal spilles. Vi tager en rask backstage-øver og energi og humør er for første gang i Austin helt i top.

I Texas - Uncle Flirty

Uncle Flirty – spillestedet hvor bandet  gav
koncert, som en del af Nordic Night-showcasen.
   

Jobbet går forrygende trods dårlig scene-lyd. Vi fyrer den af, har en god fornemmelse og det viser sig at lyden udadtil er rigtig god (igen takket være Stig bag pulten). I salen er flere vigtige personer til stede: bla. en repræsentant fra William Morris – verdens største booking-agentur. Vi når ikke at fange ham på aftenen, han snakker kun med Jesper fra Musebox – men mere om det længere nede. Vi snakker med Kat Green, talentspejder fra BMG, som er meget begejstret. Efterfølgende mailkorrespondance viser at hun rent faktisk er meget interesseret i en eller anden form for samarbejde, så vi må se hvad der sker… Læs om aftenen og andet MXD-relateret på disse links: MXD, Gaffa.dk  og side 20 på e-avisen.dk.

Møder også Nicole fra vores US-promotion DMG – Digital Marketing Group – og hun har glædet sig til at møde FN. Hun er fan. Hun bor i LA og vil helt sikkert kunne hjælpe os med både musikrelaterede og mere praktiske ting når vi kommer til byen. Også Niels Chr. Uhrenholdt fra Danish Trade Commission i LA er til stede på Uncle Flirty’s og han er ligeledes klar til at hjælpe og rådgive når vi rammer LA.

Fredag får vi ordnet lidt småting på bilen – tager bl.a. de to bagerste rækker sæder ud så der er plads til gear og bagage. Vi har en aftale med vores MySpace-kontakt Mickey Raphael som er mundharpe-mand for Willie Nelson. Han har skaffet os backstage-passes til aftenens udsolgte koncert med Merle Haggard, Ray Price og Willie selv på spillestedet Backyard et stykke uden for Austin. Mickey er en utrolig venlig mand og vi hænger ud med ham og hans nevøer i et helt fantastisk og hyggeligt udendørs backstage-område, hvor maden er super-lækker (et absolut særsyn i USA skulle vi hilse at sige…).

Koncerten overværer vi fra siden af scenen og det er selvfølgelig stort at se legenden på scenen. Eneste minus er at vi ikke får et billede af FN og Willie i hed omfavnelse til scrap-bogen. Det må blive en anden gang. Vi møder dog Willies datter, snakker med hende og giver hende en FN-skive. Aftaler med Mickey at vi skal holde kontakten når han kommer hjem til Nashville efter touren. Vi har helt klart en plan om at hive ham med på nogle optagelser. Viva MySpace!

I Texas til Stooges

Funky Nashville vidne til energisk  punk-rock
udladning leveret af Iggy & The Stooges på SXSW

Lørdag er ren festivaldag: Indledes med en utrolig smuk Ricky Lee Jones-koncert i Convention Center som får tårerne frem i samtlige fire FN-medlemmers øjenkroge. Herefter dub-guruen Lee Scratch Perry som er en fis i en hornlygte. På det fede udendørs spillested Stubb’s ser vi bla. en ok koncert med Paolo Nutini + en del intetsigende amerikanske bands. Der sættes dog supertrumf på til sidst, hvor aftenens eneste hovednavn The Stooges med Iggy i front VÆLTER huset. Woouw… De gamle hoveder holder helt klart festen. Høje af den punk-rockede udladning sluttes en lang musik-dag på Exodus midt på 6th hvor Junior Senior holder danse-party. Endnu en god fest er i gang og det bliver et godt punktum for SXSW.

Forlader Austin og SXSW søndag i en halvfyldt Chevy – der er stadig masser af plads til gear. Sætter kursen mod Nashville. Sover i bilen på en P-plads i Memphis, hvor vi gør et kort stop for at tjekke de to rock’n’roll must see’er Sun Studio og Graceland. Laver en studie-aftale med Sun Studio d. 7. april, hvor vi skal indspille i de legendariske lokaler. Meget mere om det, og om vores igangværende Nashville-ophold senere.

Se Funky Nashville kommentere videoen til Hitch A Ride her (optaget under SXSW i Austin):

Næste kapitel: Nashville