MXD deltog i det fælles nordiske arrangement ”Nordic Nights” på SXSW, hvor Funky Nashville og Moi Caprice spillede om torsdagen og Vincent Van Go Go leverede danserytmer om fredagen. Umiddelbart var det en noget tom sal Funky Nashville stod over for om torsdagen, men vigtige branchefolk kom, og da Vincent Van Go Go som sidste danske band gik på scenen fredag, var det foran en godt fyldt sal, der tydeligvis var kommet for at se Vincent og ikke bare kom tilfældigt forbi.
Daglig leder af MXD, Kristian Riis gjorde status over den danske satsning på følgende vis: – Generelt set er der ingen tvivl om at SXSW er en jungle, hvor man ikke kun bliver kastet for løverne; men også skal lokke løverne til at komme. Konkurrencen bliver hårdere for hvert år. Branchefolk er meget eftertragtede og ombejlede her på festivalen. Først og fremmest er det vigtigt, at SXSW ikke opfattes isoleret, men ses som en del af en større strategi. Det har været meget positivt, at alle danske bands har evnet at levere varen fra scenen og tage chancen. Det gælder lige fra Funky Nashville til Under Byen, og det har også lykkedes at trække vigtige branchefolk til koncerterne.
Kristian Riis (tv.v) – her med Sat Bisla fra Musexpo – mener at CMW fungerede rigtig godt og at SXSW var indsatsen værd
Venue er vigtig I sidste øjeblik blev der skiftet venue på SXSW, hvilket ikke var til MXD’s fordel, forklarer Kristian: – På Nordic Night har vi haft det problem, at vi meget sent blev nødt til at skifte venue, hvilket har betydet, at mange har haft svært ved at finde stedet og at meget få er kommet tilfældigt forbi, da stedet ligger på 1. sal og ikke på gadeplan, som vi oprindeligt var lovet.
– Valg af venue er noget vi skal være meget opmærksomme på fremover. Men det har været godt at se, at grupperne og deres repræsentanter for alvor har arbejdet for sagen og har evnet at skaffe en masse kontakter selv.
– MXD kan så nogle frø – fx her på SXSW – men før, under og efter skal grupperne og deres repræsentanter selv være opsøgende og danne deres eget netværk. På Canadian Music Week er der ingen tvivl om at både netværk, synlighed og gennemslagskraft fungerer rigtig godt. På SXSW er det sværere, men at dømme ud fra alle de mennesker som har set de danske grupper spille – og alle de møder der er blevet holdt, og kontakter som er etableret – har det været indsatsen værd.
You must be logged in to post a comment.