Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Fuldt pakket aften på Postbahnhof

admin

Kim Munk og Broken beats – 
rablende spilleglæde.
(Foto: Rasmus Weng Karlsen).

Dansk rock satte standarden på en tæt belagt aften i ØstBerlin, hvor et ungt hold af otte bands skabte kø og for alvor fik det lokale publikum og den internationale branche i tale.

Allerede et kvarter inde i The Broken Beats’ koncert var der  udsolgt og folk står i kø ved Postbahnhof, den gamle postjernbanehal som holder 1200 personer og som for tredje år i træk danner rammen om MXDs danske aften. De foregående år på Postbahnhof har givet dansk musik et solidt ry, men i aften skal vise sig at blive noget nær et endeligt gennembrud, hvor publikum først og fremmest er vidne til et generationsskifte og til et tætpakket dansk rock-program uden genre-svinkeærinder.

Broken Beats
Som en kulmination på ti dages turne i Tyskland skuffer the Broken Beats ikke det tidlige publikum, når de uden problemer og fra minut 1 allerede svedende tumler direkte ind i en rablende spilleglæde. Kollektivet er på samme tid blevet mere tændte og mere afslappede, kommunikationen er optimal om end behageligt domineret af Kim Munk i front og The Broken Beats er begyndt at spille med hårdere anslag over hele linjen. Det skrøbelige og skramlende er erstattet med en stor kraft lagt med let hånd og det klæder materialet, selv om der aftenen igennem viser sig at være en smule problemer med lyden på den lille scene.

En buldrende distortion og et væld af fills lyd fylder de varme popsange og får pludselig hits som Essentials og Copy til at lyde som både storladne og melankolske mutanter. Med en blanding af naivitet og selvsikkerhed er de nye numre varme og komplekse – Don Quixot’sk helterock, der får vindmøllerne til at lette på hatten med fængende omkvæd knirkende af løjerlige detaljer.

Det virker som om både udlængsel og hjemve har fundet sin faste form hos bandet, der efter ti dage på turne i Tyskland topper på det helt rette tidspunkt. Salen er – trods det tidlige tidspunkt – pakket og de fremmødte branchefolk ser et band, der er i fuld færd med tage det næste skridt.

–    Bandet var i form og timingen var perfekt. Vi havde inviteret et canadisk label, som er interesseret i at distribuere os i Canada og de har givet deres tilsagn, så vi sigter efter en turne i Canada i 2008. Mediemæssigt har vi været heldige. Den tyske tv-kanal ARD har optaget halvdelen af koncerten og den bliver vist omkring midnat, hvor der er omkring 1. mio. seere, fortæller manager Sara Sølvsteen efter godt et år i hælene på de internationale musikmesser med the Broken Beats.

Dúné – på vej til at gøre Tyskland til deres
egen hjemmebane.
(Arkivfoto: Rasmus Weng Karlsen)-

Dúné
Inden publikum får tørret smilet af fjæset går Dúné på i den store sal ved siden af. Resten af aftenen bliver koncerterne fyret af med sådan en præcision, at publikum i det fyldte Postbahnhof ikke får lejlighed til at overveje om de skal videre. Vi bliver trukket rundt ved næsen og trods de kun 25 meters afstand mellem scenerne er det ikke hver gang man når at komme fra den ene sal til den anden før koncerten er godt i gang.

Der hersker ingen tvivl om at Dúné er på vej til at gøre Tyskland til deres anden hjemmebane. Men før vi følger de post-moderne superhelte og deres syrede højenergiske mareridtspop møder jeg popkomms egen Klaus Gropper, som er blandt de tilrettelæggende managere på festivalen. Adspurgt om hvorfor han er dukket op til lige den danske aften og hvad han i øvrigt synes om et program, der kun tilbyder rock, siger han:

– Jeg hørte Veto på South By SouthWest (i Austin, Texas, red.)  hvilket ledte mig til Dúné, og nu har jeg fået færten af en dansk udvikling af både stilarterne og måden at arbejde med musikken på, som er meget spændende på lang sigt. Jeg synes i rammer en nerve, selv om der nogle stereotype forestillinger i Tyskland: Norge er metal, Finland electronica, Sverige garage og Danmark plain rock. Man kan sagtens arbejde mod den slags forestillinger, men det skal ske et andet sted i byen, ikke på en aften som denne. Her gælder det om at fylde salen og lave fællesskaber.

– Denmarks hits the nerve
these days. Klaus Gropper,
tilrettelægger på Popkomm har
 valgt den danske aften.
(Foto: Martin Buck).

Fællesskabet er under konstruktion i store sal. Dúné er tændt og sanger Mattias Kolstrup kunne virke overtændt, hvis ikke også resten af bandet står på tæer for at nå mikrofonen og skrige deres spilleglæde ind i de mørke, rastløse strukturer, som Dúné’s sange er – på randen af det plagede, melankoli på speed – som ville en sorg bundfælde sig og gøre hver og én i bandet til sten, hvis de et øjeblik stoppede op og lod stilheden falde ned om ørerne på dem.

Det både ligner og lyder som et liv i overhalingsbanen, selv om bandets optræden og de insisterende sange næsten kan splintre selve den musikalske oplevelse. Hittet ”Bloodlines” bliver leveret med en stram energi og en ny sang lover godt og bliver præsenteret rundhåndet – It doesn’t have a name yet – mens ”Go Go Valentina” dykker ned i roligere, mere dronende bevægelser, hvor en større evne til at tøjle den syv mand voldsomme energi lader til at have meldt sig.

Dúné har allerede licensaftale med Sony/BMG/Columbia i Tyskland (+Østrig og Schweiz), hvor det bliver svært at sætte en stopper for det unge orkester. (i disse dage forhandler det tyske selskab faktisk med Dúnés danske selskab Iceberg om licens-aftale for hele Europa – en aftale der kun kommer i stand hvis ”pengene kommer på bordet” – ellers laves der enkeltaftaler med interesserede lande i stedet, fortæller Icebergs Manfred Zähringer, red.)

Björn Teske – director of A & R –
Sony/BMG – er ikke et sekund i
tvivl om at Dúné bliver en succe
i Tyskland.  (Foto: Martin Buck)

Pladen ”We are in there you are out here” udkommer (med ændret rækkefølge) i Tyskland 5. oktober, hvor de skal spille på MTV, og her har singlen ”Dry Lips” allerede roteret på Power Play. Torsdag aften spiller de som det eneste danske band på den prestigefyldte European Music & Media Night – med Popkomm-ugens nok tætteste repræsentation af branchefolk, mens der forude i efterårsferien venter en tætpakket tour. At dømme efter det strategiske fokus på Tyskland og aftenens fremmøde – et pudsigt mix af alvorlige branchefolk og meget unge pogodansere – vil der blive spillet for fulde huse.

Veto
Umiddelbart efter går beslægtede Veto på den lille scene ved siden af. Rummet pakkes og folk strander i mellemgangen, hvor publikum hørbart mister orienteringen over bands og scener. Veto er ikke kendt for at være sløve i betrækket, men oven på Dúné står indtrykkene i kø og der går et par numre, før publikum helt lader sig overtale af Abrahamsens karakteristiske vokal, de opbyggelige eksplosioner og den distinkte lilletromme, der er så tight at man snapper efter vejret.

Veto – opbyggelige eksplosioner.
(Foto: Rasmus Weng  Karlsen).

De diskrete programmeringer og de omhyggelige stemninger, som Veto har mange af ruller ind og omdrejningspunkter som ”You’re like a knife” og ”From A to B” leveres med en dæmon i hælene. Lille sal byder ind imellem på et afbalanceret lydbillede først og fremmest med et godt vokalmix, hvor lytteren hele tiden konfronteres – ikke mindst af sangenes vekslende brug af dig – you – der hele tiden forskubber fortællerens balance. Vetos udtryk er ikke nervøst, men tekstuniverset er mere nerveplaget end musikken giver udtryk for og i øjeblikke er Veto ren skandinavisk decembernat med udsigt til måne og fyrretræer – tag ”From A to Bs ”definition af at tage et råd og være på rette spor: ”turn but turn the other way around”.


– Dejlig aften. Energien er i
orden hos Veto, selv om jeg gerne
 så dem arbejde lidt mere med
sangskrivningen; men jeg er
også mere  til pop. Citat: Peter
Hoffmann, producer for bl.a.
Tokyo Hotel. (Foto: Martin Buck).

Figurines
Derfor er det tiltrængt med en opjustering af humøret, hvilket sker ganske automatisk i selskab med de postmoderne lumberjacks, Figurines, der er på jagt efter blå rådyr og pt. gør det bedst i Canada og England, mens Tyskland stadig er relativt nyt marked. Manager Jesper Majdal siger:

– ”When the Deer Wore Blue” er netop udkommet i Tyskland via vores tyske distributør (Pop+U+Loud-Rough Trade-PIAS) og vi har også en booker (2ForTheRoad ) hernede. Vi er i gang med at promovere pladen med en 10 dages tour, hvor Popkomm-jobbet er det første i rækken. Samtidig er det en god mulighed til at få journalister og ikke mindst festivalbookere til at se bandet live.  Succesen i Canada og England har gjort det nemmere at komme igennem med interviews og air play.

Figurines – postmoderne lumberhjacks.
(Foto: Rasmus Weng Karlsen).

Det er kun bandets anden koncert med det nye materiale, og ovenpå de andre koncerter kan Figurines virke mere løse i kanten, som om der mangler lidt indre sammenhængskraft i melodierne, men det kan også tilskrives at opfølgeren varierer mere mellem blød og sunny LA-karma og det kantede, skarpe uptempo, som kendetegnede ”Skeleton”.

Helen Smith fra Impala valgte at tilbringe sin sidste aften på Popkomm i selskab med danske bands og dansk branche og hun var især begejstret for Figurines:

Helen Smith, daglig leder af Impala,
sammenslutningen af uafhængige
pladeselskaber, og kollegaer James Taylor og
DUP-formand Emil Jørgensen.
(Foto: Martin Buck).

– Gode tekster, fantastisk fremtoning på scenen, nærværende og spøjse og en fantastisk vokal. Ikke lige sådan at greje. Top karakter for the Bay City Rollers t-shirten! understreger den skotske leder af Impala.

The Kissaway Trail
Med en nylig aftale på 19 opvarmningsgigs for engelske the Editors er The Kissaway Trail allerede løbet med overskrifterne og inden det danske koncertpublikum nåede at få det helt store indtryk af dem, skete der store ting i England, hvor de blev signet til Bella Union, et af Englands pt. mest respekterede independent selskaber, startet af Simon Raymonde med en fortid i Cocteau Twins. The Kissaway Trail står nu i den usædvanlige situation, at deres debutalbum ”The Kissaway Trail” bliver udgivet i store dele af verden uden nogen form for forudgående showcases på udenlandsk jord.

The Kissaway Trail –  langsomt, tungt og tændt.
(Arkivfoto: Rasmus Weng Karlsen.)

Det bliver næppe mere drømmende og forrevent fra den danske indie-scene. I Postbahnhofs lille sal blænder The Kissaway Trail op for teatralsk og symfonisk rock – langsomt, tungt og tændt – og igen med alle drengene helt oppe ved mikrofonerne i adskillige, flerstemmige arrangementer.

Ikke alle arrangementer er lige tydelige i mixet og stemmerne følges meget i rå kraft i stedet for harmonisk at spille ud mod hinanden. Men vokalerne er rene, drengekoret går direkte efter de små hår i nakken og en fyldt sal kvitterer med rungende bifald. Under hittet ”Smother + Evil = Hurt” står et par tyske publikummer bag os og synger med, selv om det er the Kissaway Trail’s første koncert på tysk grund.

Bestemt gode tegn for et marked som er helt nyt, selv om manager Nikolaj Frank med friske succeser fra England er lidt forsigtig med at spå:

–    Vi har ikke haft så meget tid til at fokusere på Tyskland, for det hele går meget hurtigt i England, men dette er ment som en første promotion, inden vi vender tilbage d. 3. november med tourstart i Hamburg. Inden da skal vi også forbi Holland, men den tyske satsning forbereder vi først efter turneen med Editors.

Saybia – store forventninger.
(Foto: Henrik Friis).

Saybia
Der er tydeligvis store forventninger til Saybia, da store sal fyldes for sidste gang og der skal sættes punktum for en stor dansk aften inden efterfesten. Placeringen sidst på aftenen synes rigtig, trods den åbenlyse forskel i energi-niveau i forhold til f.eks. Dúné; i løbet af aftenen støder man på flere udenlandske branchefolk, som er kommet specifikt for Saybia, men som altså også får en række andre danske musikoplevelser med sig.

Koncerten bliver en opvisning i god sangskrivning. Kernepublikummet til aftenens foregående navne ville måske savne mere udadvendthed, kant eller lidt flere eksperimenter, men efter en aften i selskab med toppen af rocken mærker man, hvor rent disse sange går ind. Begejstringen blandt aftenens forretningsgæster er varm og tyder på at forventningerne er blevet indfriet.

EMI Europe’s Jola Kszieniah og Saybia efter en
vellykket afsluttende koncert på det danske
hovedprogram.
(Foto: Martin Buck).

Saybias tredje plade "Eyes on the highway" er netop udgivet i DK, Sverige, Norge, Holland, Belgien og Schweiz og den bliver udgivet i Tyskland, Østrig og Polen 12. oktober. Med EMI Europe i ryggen kan bandet nu konstatere, at albummet havde chart entry som nummer 6 i Holland, 15 i Schweiz og peak på 2.pladsen på iTunes i Norge, hvor deres single Angel lige nu bliver spillet på alle 12 nationale radiostationer. Derudover er der indløbet meget positive anmeldelser af "Eyes on the highway" i samme 3 lande. Der er altså god grund til at forvente noget stort af det tyske marked:

– Popkomm er for os vigtigst i forbindelse med den tyske release af pladen. Det er en god mulighed for at præsentere bandet for pressen og festivaler her, men selvfølgelig også interessant i forhold til det europæiske – og amerikanske – presse der ellers måtte være til stede, fortæller Sara Sølvsteen, manager for Saybia, der senere kan fortælle, at den tyske tv-kanal ARD har lavet et interview med bandet umiddelbart før koncerten.

I november tager bandet på en tour rundt til alle Nordeuropas hovedstæder og sideløbende bliver der arbejdet på at få pladen udgivet i Sydeuropa også.

SuperTroels havde RebekkaMaris med på
gæstevisit.
(Foto: Henrik Friis).

SuperTroels feat. rebekkaMaria + Alphabeat
Som noget nyt er der arrangeret efterfest på den danske aften, en uformel afrunding som dog alligevel bærer præg af at vi har endnu en showcase tilbage med et band, som er genstand for meget andet end uformelle forespørgsler, et band, som trækker det ene store singlehit ud af ærmet efter det andet, Alphabeat.

Store sal lukkes af, en del gæster er blevet mætte og trækker hjemefter, mens SuperTroels trækker resten på dansegulvet med sit dj-set med RebekkaMaria fra Lampshade som gæst. Aftenens sidste band er signet til Copenhagen Records, der for nylig har haft held til at breake Alphabeat hos EMI UK. Om planen i Tyskland fortæller marketing manager, Jakob Sørensen:

–    England har stadig første prioritet. Vi kommer først ud med ”Fantastic 6” som set up single for at skabe opmærksomhed og derefter lancerer vi ”Fascination”, som vi spår til at blive en større single. Vi har et godt samarbejde med EMI i England, så på Popkomm gælder om at få opbakning i de store systemer i EMI i Tyskland, så vi er velforberedt, når vi får mulighed for at fokusere på det tyske marked.

Alphabeat – leverede en fest.
(Foto: Henrik Friis).

Alphabeats materiale er en landevej af sammenhængende, dynamiske popmelodier, som man umuligt kan stå stille til og bandets kommunikation er en fornøjelse at følge, hvilket i øvrigt også må siges alle bands i løbet af aftenen. Over Alphabeat stråler til gengæld noget ubestemmeligt kitschet – noget iscenesat, som ikke længere er iscenesat – en distance, som gør det lettere for bandet at levere det, der siden deres sejr i Live Contest 2004 er blevet kendt som en af Danmarks mest positive live-oplevelser.

Alphabeat leverer en fest og EMI Tyskland/Europe er med hele vejen; musikere og branchefolk, danske og udenlandske hænger ud til sidst og nyder den dæmpede afviklingsmusik – eller står ude i den tilstødende atrium-gård, hvor man er begyndt at kunne se hinandens ånde i den kølige septemberluft. Det er ikke et spørgsmål om underskrevne aftaler, der hænger i luften. Snarere et spørgsmål om hvorvidt en aften med dansk musik kan tage sig meget bedre ud end den gjorde en lang onsdag septemberaften og -nat på Postbahnhof i ØstBerlin.