Kravet fra hanekammen virker stadig

Deja vu – en punker tager Fast Gallows i øjesyn HELT oppe foran.

Tommy Weissbeckers Haus i Kreutzberg er et helt punk-hus med tilhørende gammelt skramlet, trashed  punk-spillested – og med hæderkronet ry i de kredse. Skabt i 91 – dagens personale var fakrisk uenige om åbningen  var lige før eller efter murens fald – og med store succes’er gennem årene.

Jo, de smiler stadig ved tanken om dengang Rage Against The Machine gæstede klubben og maste over 500 inden døre med 600 forgæves ventende udenfor –  men indrømmer at 400 er langt mere behageligt i det lange smalle lokale, der med danske brandmyndigheders indblanden ville sige 300. Max!

Lige meget. Denne aften er der ikke problemer med pladsen. Overhovedet. Da den slovenske trio In-Sane kl. godt 22 går på scenen med punket energi og hardcore krydderi – og teknik som et konservatorium – er lommetyven måske til stede, men ikke en gang hans kendte kvindelige følgesvend. Altså er der ingen, der opdager deres 40 sekunders effektive musikalske udlægningen af temaet ”den eneste gode strisser er en død strisser” – på slovensk. Eller andre eksplosioner.

IFast Gallows – har alle de intense attituder på plads.

Da det efterhånden bliver Fast Gallows’ tur, er der lige omkring en snes i lokalet – og det bliver aldrig mere den sene aften/den tidlige nat igennem.

Ellers ærgerligt. Gruppen havde håbet på både pladeselskaber, bookere og andet. Og dets pladeselskab, Kick havde inviteret et hav af branchefolk. Men så grum kan skæbnen også være på en Popkomm-aften, hvor Hanoi Rocks stjæler en del publikummer i den genre og lader bands som Fast Gallows ensomme. Især når man ikke en gang optræder i det officielle musikprogram, men blot er på som sideskud, som spillestedet forsøger at klæbe på festivalen.

Hovedsats er London og Berlin
–  Vi kan ikke leve af det danske marked – derfor søger vi uden for grænserne og koncentrerer os om England og Tyskland –  og især London og Berlin, hvor vi har spillet flere gange,  fortæller gruppen inden showet. – Det er dér publikummet er – og det er der medierne er, forklarer guitaristen Mikkel og sanger Rasmus om de fem musikere, der så sent som i august spillede på en anden punkklub i Berlin, Pirate Cove – og for en trecifret tilhørerskare.

Nå. Oppe på scenen lader gruppen sig ikke mærke med tilskuertallet En hanekam kigger på i et par numre helt oppe foran scenen. Et par af hans ditto farvestrålende venner kigger også ind på klubben, men konstaterer hurtigt at Fast Gallows vist er mere heftig rock’n’roll end sikkerhedsnåls-stikkende punk – og forlader biksen igen.

Indgangen til det gamle punk/undergrunds- spillested.

Fast Gallows knokler videre. Masser af energi. Masser attituder, der fortæller om vildskab og intensitet – og som håber på at lokke enkelte hen til merchandise-standen for at købe en t-shirt, en g-streng – eller cd’en ”High On The Mailline”. Den sælger jo ikke sig selv.

– Jo, cd’en er skam ude både på EMS her ogpå Sonic Rendevouz i Beneluxlandene – og vi arbejder på distribution i England. Men det nytter jo ikke noget i sig selv, hvis ikke det følges op af promotion fra selskabernes side, siger ejeren af Kick Music, Michael Quvang, der også er dukket op for at følge gruppens Popkomm-skæbne.

Han er ærgerlig over fremmødet – især fra de manglende nøglepersoner – og ender med at konkludere resultatet som ”en dag på kontoret”. Men roser dog gruppens energi og rock’n’roll-kraft, men konstaterer også at et fortsat samarbejde skal have noget at bygge på.

– Vi kommer ikke uden om , at der skal være en sang eller to, der gør en forskel, hvis vi skal lave et album til. Vi har Jacob Binzer (D-A-D-guitaristen) ansat som A&R hos os, og han arbejder i øjeblikket med gruppen for at se hvilke udviklingsmuligheder, der er. Der SKAL være noget at bygge på, siger Quvang og fortæller at Fast Gallows derhjemme ligger på mellem 300 og 500 salgsmæssigt. Men han tager hatten af for gruppens live-intensitet, og mener den slags også skal være med til at sikre gruppen en fremtid.

Men hvordan holder de fem sig selv kogende for en nær-tom sal?

– Jo, siger sanger Rasmus: – Vi spillede også på denne klub for to år siden. Og der var heller ikke mange. Det gik os på, og prægede os på scenen. Men så kom en punker HELT op til os og sagde; ”Jeg har betalt seks euro for at se jer – nu vil jeg have valuta for pengene”…

– Siden det øjeblik har vi aldrig haft svært ved at finde gnisten. Selvfølgelig får du ikke så meget igen fra salen, som når den er fyldt. Men vi selv har ikke problemer med motivationen.