Dansk version English version Facebook Youtube Instagram

Lampshade: Erfarne gæster i det tyske

Publiceret

Lampshade varierede fra det tyste og intime…

Onsdag åbnede PopKomms enorme strømflod af musik for alvor sine sluser. Centrum for begivenhederne er Kulturbrauerei i bydelen Prenzlauer Berg, et gammelt bryggeri, der nu huser en lang række rustikke koncertsale. En af disse, Kesselhause – et tidligere maskinhus – dannede ramme om det dominerende tyske indie-magasin Visions aften med redaktionens favoritter. Blandt dem finder man de dansk-svenske indie-rockere Lampshade, og sådan har det faktisk været i længere tid, fortæller bassist Johannes Dybkjær Andersson, som vi talte med inden koncerten:

– Visions, der er et af Tysklands største og vigtigste musikblade, har siden udgivelsen af “Because Trees Can Fly” i 2003 været fans og skrevet om os i mange sammenhænge. Så vi er bare glade for at de kontaktede os og spurgte om vi havde lyst til at spille til deres store fest på PopKomm. Jeg ved, at alle 1000 billetter har være udsolgt i næsten to uger.

 …til det larmende og energiske.

Hovednavnene til arrangementet, der inkluderer fem navne, er britiske Billy Bragg og de garvede tyskere The Robocop Kraus, så trods de mange roser, må Lampshade løfte den svære opgave at åbne aftenen. Da bandet med tysk præcision træder ind på scenen 21.30 er der dog heller ikke just fyldt på lægterne. Men det bliver der.  Med forreste startposition følger nemlig også sublim lyd, og med en varieret koncert, bl.a. med tre nye, meget direkte numre, og en forsangerinde, RebekkaMaria, i vokalt hopla, lykkedes det at få det i starten respektfulde, men mod slutningen talstærke og koncentrerede publikum godt med.

Efter koncerten fanger vi Britta Helm, redaktør på Visions, i VIP-området til en uddybning af kærlighedsaffæren mellem bladet og Lampshade:

– De er et virkelig godt live-band. Selvfølgelig er de det, ellers havde vi ikke booket dem. Jeg har været til tre koncerter med dem i Tyskland inden den her, og jeg tror der har været udsolgt hver gang. De bliver ikke kæmpestore, men har potentialet til at vokse sig endnu større her i Tyskland.

Lampshades måske vigtigste fan i
Tyskland, Britta Helm, redaktør på
Visions.

Og med over 200 shows i det tyske til dato, har den nordiske sekstet da også satset stort på især Tyskland de seneste mange år.  Og derfor er aftenens koncert mere en kulmination end et startskud på et tysk eventyr, hvilket live-transmissionen i Radio Eins og optagelsen til TV-Berlin da også vidner om. Men der er altid nye markeder at erobre og derfor har Lampshade inden koncerten inviteret vidt og bredt fra hele Europa, og da vi taler med Johannes Dybkjær Andersson igen en halv time efter koncerten er der god stemning i Lampshade-lejren over en vellykket koncert, og de første positive tilbagemeldinger fra de inviterede gæster:

– Vi har fået en masse positiv feedback fra de samarbejdspartnere vi allerede har i Tyskland, vores forlag La Chunga og bookingbureauet Proton. Og vi synes også det gik rigtig godt, især efter, at den første stilhed var forsvundet. Og så ved jeg, at Mute Music fra England viste sig at være meget interesserede, så nu håber vi, at vores forlag kan få lavet en aftale med dem.