Kristian Riis i Beverly Hills.
|
Efter 14 hektiske og begivenhedsrige dage i Vancouver og Los Angeles med Outlandish, Surfact, Vincent Van Go Go og Funky Nashville, gør en noget udmattet, men entusiastisk, MXD-leder Kristian Riis her status over turen.
– Overordnet set er det gået skide godt. Der er så absolut noget at bygge videre på derovre. Selv om jeg bliver presset, kan jeg ikke nævne noget der er gået mindre godt. Vi skulle over og afsøge nye territorier med fire orkestre, og de har rent ud sagt gjort deres arbejde skide godt.
– Responsen har været virkelig positiv. Vi kan ikke tale om en specifik dansk lyd herhjemme, og derfor har det været bevidst, at vi har sammensat et program, der bevæger sig ud af flere genremæssige grene. Ulempen ved det er selvfølgelig nogle mindre homogene showcases, men styrken har så til gengæld været, at der var noget for en hver smag. De fire bands der var med, er alle med på grund af en foreliggende interesse eller i forvejen dannede bånd. Og alle har fået flere gode kontakter. Derfor har de fire også noget at vende tilbage til og kan bygge videre på det fundament, vi har hjulpet med til at skabe. Så nu er det op til grupperne selv at komme videre.
En af sidegevinsterne – især med så forskellige bands – er måden de fire har nærmet sig hinanden på. De har trods alt to ting tilfælles; de er musikere og de satser på udlandet. Og det har skabt et sammenhold, som man ikke er vant til herhjemme, hvor folk normalt er konkurrenter. De har stået sammen derude, hvilket ikke kun viste sig med afslutningen på receptionen i Beverly Hills (hvor der blev jammet til Bob Marleys ”We Jammin’”) De har hele turen igennem stået sammen og sendte props til hinanden på scenen. De var på samme mission og har haft brug for hinandens støtte.
Opbakning i fælles front – Det, jeg har fornemmet ved at repræsenterer MXD, har ikke været, at der er blevet rynket på næsen over den offentlige støtte. Tværtimod. Vi har sgu’ ikke mødt nogen, der tror, at vi bare følger vores pligt og sender forskellige danske bands af sted. Vi har researchet på, hvad folk gerne vil have – og så giver vi dem netop det. Branchefolkene derovre har mærket, at vi tager vores arbejde seriøst og har bakket op i fælles front.
– Nu må vi se, hvad der kommer ud af det, og om de kan bruge deres mange nye kontakter til noget konkret. Men den slags tager tid. Selvom der er nogle af grupperne, der allerede har gang i aftaler med nordamerikanske selskaber, skal man huske på, at selskaberne ikke bare lige har råd til at hive danske bands over gentagne gange for at pleje netværket. Det er der, vi kommer ind i billedet og giver livsnødvendig hjælp, slutter MXDs daglige leder |
You must be logged in to post a comment.