Dansk version English version Facebook Youtube Instagram

The River Phoenix stiler direkte mod udlandet

Publiceret

Forsanger Kristian Finne
Kristensen gav masser af prøver
på sin imponerende rockvokal.

I 1999 vandt fem knægte i 16-17-års alderen under fællesbetegnelsen SoftPorn DM i Rock. Musikkonkurrencen kom efterfølgende i økonomisk uføre og det besværliggjorde udbetalingen af præmien. Alligevel var der rift om bandet, men uheldige omstændigheder fik i flere omgange udsendelsen af debutalbummet til at strande. Men nu skriver vi 2007, The River Phoenix har rystet fortiden af sig og er klar til at starte på en frisk med deres storladne og massive pop/rock.

Et spritnyt album er netop færdigindspillet i selskab med producer Pelle Gunnerfeldt (The Hives m.fl.), og som et af få danske bands i Berlin under PopKomm, har The River Phoenix derfor en klokkeklar dagsorden: at finde en udgiver til albummet. Og ifølge Jonas Fjelding, Artist Manager fra danske 3rd Tsunami Agency, inkluderer den plan – som man ser det med flere og flere bands – i første omgang ikke Danmark:

– Vi arbejder slet ikke på det danske marked. Det lyder måske overraskende, men den vej har de prøvet, og nu vil vi gerne finde nogen at arbejde med, der virkelig forstår projektet. Men vi vil gerne have en aftale på plads i Danmark senere, men i første omgang gælder det udlandet, hvor vi satser på at få debutalbummet ud i starten af næste år.

Fra venstre: Carol Von Rautenkranz med
veninden Nadschja Hemieda, Kristian
Finne Kristensen kiggende mod
stjernerne, og Oliver Kolb der ligesom
Ratuenkranz er fra Golden Gate. 

Lokalet efterhånden fyldt
Aftenens koncert finder sted på det aflange og ganske stemningsfulde spillested, Magnet tæt på centrum i Berlin. Der er fire navne på plakaten denne aften, deriblandt Oh No Ono, der spiller lige før The River Phoenix. Eksil-bornholmere må til koncerten undvære guitarist Stefan Holm, der er i USA, men han bliver på kompetent vis erstattet af Jacob Johansen, der til dagligt slår sine folder i The Fashion. Og trods publikums begrænsede kendskab lykkes det Phoenix-drengen at bygge en god energisk stemning op i det efterhånden fyldte lokale via støjende guitarflader og tunge riffs i starten og mere hitpotente, melodiske numre mod slut. Forsanger Kristian Finne Kristensen, hvis vokal var sikkerheden selv, var da også efterfølgende meget tilfreds:

– Det gik rigtig fint, og jeg synes man kunne mærke, at folk var med. Vi har hørt fra flere, der var meget imponerede over opbygningen af sættet, og der blev jo også råbt på ekstranummer flere gange, så det var godt.

Jacob Johansen yderst til venstre
gjorde det godt som afløser for den
vanlige guitarist Stefan Holm.

Udover 3rd Tsunami har The River Phoenix allieret sig med det Hamburg-baserede management- og forlagsfirma, Golden Gate. I en sen nattetime fangede vi Golden Gates Carol Von Rautenkranz for at spørge, hvordan det så var gået med at imponere de fremmødte musikkøbmand:

– Det er gået godt. Canadiske Nettwerk Music, der har afdelinger i hele verden har været interesserede i et stykke tid, og var her også i aften. Vi satte bl.a. en showcase op for dem i Hamburg for nylig. Så det behøver ikke blive Tyskland, men kan også være USA og Canada. Og så har vi snakket med repræsentanter for Universal og et par stykker andre i aften. Så i den kommende tid skal der forhandles og så gælder det om at finde den rigtige aftale til bandet.