NEUSTART – lancering af en ny og endnu stærkere dansk-tysk dialog på musikkens område

Udgivet
09.11.2021

Det bliver i overværelse af H.K.H. Kronprins Frederik, når det nye dansk-tyske samarbejds-projekt NEUSTART på torsdag 11. november lanceres i Festsaal Kreuzberg i Berlin.

NEUSTART er et bredt funderet initiativ, som genoptager og ikke mindst udvider dialogen med den tyske musikbranche post corona. Koncert-samarbejder, residencies, co-writing, matchmaking, videndeling og meget mere bliver indholdet – og fokusområderne bliver Berlin, Hamborg, København og Aarhus.

Tyskland – verdens fjerdestørste musikmarked – har i mange år været en af dansk musiks allervigtigste samarbejdspartnere. NEUSTART er tænkt som en genstart af det dansk-tyske musiksamarbejde – et reboost og en nytænkning af dialogen og de kulturelle forbindelser, hvor musikkens forskellige fagligheder, erfaringer og netværk forener sig i en markant og nødvendig fællessatsning på tværs af grænsen.

Alt sammen med intention om at finde nye samarbejdsveje – i fællesskab – og belyse forskelligheder, som kan være til gensidig inspiration. 

Initiativet løftes af dansk musiks fire genreorganisationer, JazzDanmark, ROSA, Snyk og Tempi plus MXD – Music Export Denmark, i samarbejde med Den Danske Ambassade i Berlin og med støtte fra Kulturministeriet.

NEUSTARTs aktiviteter vil i 2022 bestå af

  • Facilitering af fysiske møder og matchmaking mellem danske og tyske musikere og branche. 
  • Øget musikalsk udveksling og koncertaktivitet inden for og mellem alle genreområder.
  • Udvidede og nye netværksaktiviteter mellem musiklivets aktører i de to lande m.v.

Regin Petersen, leder af Snyk, udtaler:

De fire genreorganisationer og MXD er gået sammen om NEUSTART fordi der i kølvandet på coronanedlukningen af kulturlivet, er et gensidigt behov for at genopbygge og måske endda gentænke de musikalske relationer mellem danske og tyske brancheaktører. Vi gør det ud fra et fælles ønske om, at lade partnerorganisationernes forskellige fagligheder, erfaringer og netværk forene sig i en markant fællessatsning, hvor vi får aktiveret en bred palette af aktører fra vores miljøer, styrker dansk musikeksport i Tyskland, øger den faglige udveksling og fremmer produktionen af nyskabende musik i begge lande.

Til den tyske lancering torsdag vil gæster fra Danmark, Hamburg og Berlin blive mødt med følgende program:

Musik
Astrid Sonne
Jaleh Negari
Elias Bender Rennenfelt (Iceage)

Talere
Musikorganisationerne: ”Music as usual – or a new start”
Bettina Yanling Tan Fjeldhøj, Creative Denmark: Business As Usual – or a new start?
Esben Danielsen, Statens Kunstfond

 

For yderlig info kontakt
Projektleder Regin Petersen, Snyk – regin@snyk.dk, 31528617
Projektleder Laia Kverneland, Tempi – laia@tempi.nu, 60178779
Projektleder Lars Thor, JazzDanmark – ltj@jazzdanmark.dk, 3345 4306
Projektleder Conny Jørgensen, ROSA – conny@rosa.org, 40253444
Projektleder Anders Meisner, MXD – anders@mxd.dk, 31159208

Redigeret
09.11.2021