By:Larm

Udgivet
20.03.2019

Af Carsten Holm

Med navne som Kaiserz Orcherstra, Lykke Li og senest Sigrid, der alle har slået igennem på festivalen By:Larm, er det blevet en af de vigtigste arenaer for at præsentere ny skandinavisk musik. Interessen for musikken fra Norden stiger samtidig år efter år, her i blandt interessen for dansk musik. Carsten Holm har fulgt i hælene på nogle af de danske aktører, der har optrådt på nogle af By:Larms scener – balancerende imellem ambitioner og forhåbninger.

By:Larm. Det må være den sejeste titel til en festival. Prøv at smag på ordet – By:Larm. Det er en klar opfordring til alle støjsvage storbyboere, til at tage flugten og en forlænget weekend på landet, når Oslo-festivalen annoncerer årets datoer. Denne ene weekend på året, er det på musikkens præmisser. Den får frit spil på stort set alle byens spillesteder, der samtidig bugner af storsmilende repræsentanter fra det meste af verden.

Det er mit første møde med By:Larm i Oslo. Festivalen har 21 år på bagen og mit sidste besøg var i Tromsø for 13 år siden. Dengang tog By:Larm skiftevis rundt til de største byer i Norge – undtagen Oslo – og havde et større fokus på den lokale musikkultur. Det sendte et signal om, at epicenteret i den norske musikbranche ikke bare var i Oslo. Dengang var der ganske få skandinaviske navne på plakaten, hvilket har udviklet sig en del.

I 2019 er der et massivt dansk indryk af navne. Over 20 stykker, pryder plakaten – i alle afskygninger. Det ekstreme metalband Xenobright fra Silkeborg. Den unge popkomet Alexander Oscar. De evigt eksperimenterende indiepoppere Lowly og den analogt arbejdende technowizard Simon Littauer.

Simon Littauer

Det er ikke nogen hemmelighed, at By:Larm arbejder målrettet med at føje navne til plakaten, der allerede er begyndt at arbejde med musikbranchen. Dermed er der gode chancer for, at artister, der i forvejen har den internationale musikbranches bevågenhed, kan få en plads på festivalen – for så kommer de mange branchefolk næsten automatisk til Oslo den ene weekend om året. En taktik, der er kalkulerende. Omvendt gør By:Larm også det meget klart, at festivalen fungerer som en legeplads for branchefolkene – måske i større grad end det fungerer som en legeplads for de talentfulde artister.

Derfor er By:Larms ry også rykket fra den nordeksotiske platform, hvor man som musiknysgerrig kunne opleve de komplekse skæve og eksperimenterende artister fra en lille lokal fjell-landsby, til at være et væsentligt mødested for den Skandinavisk musik og nogle af verdens største musikselskaber. De skæve artister er der stadigvæk, men det dufter væsentlig mere af business i 2019 end det gjorde for 13 år siden i eksempelvis Tromsø.

Nu er jeg i Oslo. Hilser på mange af de ansigter, jeg kender fra andre lignende festivaler som Reeperbahn, Eurosonic, Tallinn Music Week eller vores egen SPOT festival. Spillestedsledere fra Danmark, aggrigatorer fra Shanghai, publisherer fra England. De er her alle sammen. Nogle for første gang – andre indgår i kategorien ’the usual suspects’ og kommer tilbage år efter år, fordi her er noget at komme efter.

”Det er sådan en fed festival,” hører jeg flere sige, når de mødes i en krammer eller over en øl i baren. By:Larm har fået et godt ry, for at præsentere god musik på nogle af Oslos mest legendariske spillesteder som ’Blå’, ’Rockefeller’ eller ’John Dee’. Men også de mere smadrede og autonome huler som ’Ingensteds’ eller ’Krøsset’ står højt på listen over mødestederne, mens musikken spiller.

Alexander Oscar (foto: Martine Lund)

Kampen om Alexander Oscar

Det er en fredag aften, hvor jeg møde Nikolaj. Han har arbejdet med Alexander Oscar i fem år og om ti minutter skal Alexander give sin anden koncert under By:Larm. Det er svært at holde Nikolajs fokus – for hvert andet minut er han i telefonen, for at svare beskeder der tikker ind. Han undskylder, men passer bare sit arbejde. I de sidste uger har han konstant været i kontakt med musikselskaber og han håber så mange som muligt, kommer og hører koncerten.

Alexander Oscar går på scenen med sit fire mand høje band. De lægger ud med en helt ny sang, men også de sange fra albummet ’Highs & Lows’, som ’Number’ og seneste single ’Complicated’, der samme dag var gået ind på den norske streaming top 50. Det er bare sket for tre danske artister før i Norge – Mø, Lukas Graham og Martin Jensen.

Bandet leverer sangene stilsikkert. Alexander Oscar stråler igennem og synger overbevisende sine sange, alt i mens Nikolaj udfører en vild teknik på gulvet blandt publikum. Fra stående poisition, kan han køre sit hoved næsten 360 gader rundt. Han spejder efter de mennesker, som han har inviteret. Ikke fordi han vil tale med dem, lige med det samme. Han skal bare se, om de er ankommet og spotte deres udtryk overfor det de hører.

– De kom alle sammen. Til begge koncerter, fortæller Nikolaj efterfølgende.

Dermed har han udført endnu en del, af sit arbejde. Efter ugers bearbejdning af kontakter, fik han dem til at komme til koncerten. Nu består næste del af arbejdet, i at høre hvem der er interesseret i at arbejde med Alexander Oscar, og ikke mindst hvad de kommende samarbejdspartnere kan tilbyde. Da jeg dagen efter møder Nikolaj, der også hedder Winther til efternavn, sammen med Alexander Oscar, bliver der gjort status.

– De to koncerter med Alexander Oscar på By:Larm, falder på et rigtig godt tidspunkt. Vi har udgivet debutpladen i januar på Sony – hvor vores kontrakt er udløbet Derfor skal vi have en ny pladekontrakt og der er meget interesse fra verdens to største pladeselskaber.

I slutningen af februar, spillede Alexander Oscar i London i forbindelse med den nordiske musikklub ’Ja Ja Ja’. Nikolaj havde også gang i flere samtaler under det show – flere samtaler, som han havde sat op på forhånd. Men undervejs kom der også en henvendelse fra et label, som Nikolaj ikke havde kontaktet.

– De sagde ’vi er interesserede og vi har penge vi kan bruge’, siger Nikolaj med et smil og fortsætter. Det var deres åbningsreplik og det føltes ret meget som i 90’erne, hvor musikscenen væltede mere i penge end i dag.

Nicolai Winther & Alexander Oscar

Om der kommer noget ud af den spontane samtale, må fremtiden vise. Første prioriteterne er nogle andre og Nikolajs telefon er fyldt med beskeder fra mindst 10 andre labels og underlabels. Det gælder om at holde tungen lige i munden. Det handler om at få den bedste aftale i hus, så Alexanders musik kan komme ud i verden. Men det handler også om taktik og at gå stille frem – selvom verdens største spillere flokkes om ham og Alexanders talent for at skrive sange.

– Vi vil helt klart prøve at lande aftaler for Skandinavien og Tyskland først. Det er svært at slå igennem i England og i USA, men hvis vi kan få skabt et godt navn for Alexander i denne del af Europa først, er der større mulighed for, at det andet følger med.

Ved siden af Nikolaj sidder den bare 20-årige Alexander Oscar. En fyr, der føler, at han allerede for tre år siden, var klar til at tage verden med storm. Dengang ville han alt andet end at gå i 1. G. i Aarhus, og var alligevel i København eller Berlin hver anden weekend for at skrive sange. Men han, hans familie og Nikolaj blev enige om, at holde hestene og få balanceret skolegang med sangskrivning.

– Nogle gange sad jeg i toget på vej hjem til Aarhus fra København eller Berlin, for at skrive en opgave, der skulle afleveres dagen efter, griner Alexander Oscar og fortæller videre, at det trods alt var vigtigt at få 3. G. med, for så derefter at rykke til København og fokusere på sin musik.

Sidste år, var et godt år for ham. Singlen ’Number’ røg på radio og blev et hit. Samtidig fik han prøvet sit liveset af, blandt andet på LiveCamp på Smukfest, der traditionsmæssigt præsenterer en række talentfulde navne i opvarmningsdagene til festivalen.

– Det var sidste års vildeste oplevelse, husker Alexander. At stå foran så mange mennesker, starte en sang som ’Number’ og så bare høre alle sammen synge resten af sangen. Det var vildt!

Han sidder og ryster lidt på hovedet, samtidig med, at han fortæller om nogle af de ting han har oplevet indtil nu og når Nikolaj ved siden af, fortæller om nogle af de musikbranche-typer, der arbejder med artister, som resten af verden kender fra hitlisterne og har millioner af fans. Det er i samme selskab, at Alexander Oscar måske kan se sig selv i fremtiden. Det er Nikolaj der arbejder på det og Alexander der drømmer om det.

– Jeg vil helst ikke vide hvilke af de her personer fra musikbranchen, der kommer til koncerterne under By:Larm. Så vil jeg bare blive for nervøs – det overlader jeg til Nikolaj. Men jeg drømmer helt klart om, når tiden er rigtig, at spille på stadions rundt i hele verden og skrive sange med nogle af de største der findes.

Næsten i samme øjeblik Alexander siger dén sætning, tikker der en ny besked ind på Nikolajs telefon. Det er en af de højest placerede chefer for en europæisk afdeling, af et af de prioriterede musikselskaber i Nikolajs bog. Han kommer hen til bordet, hilser kort med et smil, og begynder straks at høre om Alexanders baggrund. Et nyt interview er startet – en slags uformelt krydsforhør og både Nikolaj og Alexander svarer uddybende på fyrens spørgsmål. En samtale, der måske kan være afgørende for de næste mange år, af Alexander Oscars musikalke karriere på internationalt plan.

Lowly (foto: Amanda Iversen Orlich)

 

Musiker er et job, man skal omfavne alle aspekter er

Udenfor ruller bilernes tunge hjul henover asfalten. Der er en høj klikkende lyd fra piggene på hjulene, der vidner om, at det ikke er så længe siden, at der har ligget sne og is på vejene i og omkring Oslo og selvom foråret er på vej, er det endnu for tidligt at skifte bilernes vinterpels.

Trommeslageren Steffen og sangeren Sofie fra bandet Lowly, har med held fået stoppet deres keyboards, guitarer og bækkener ind i en taxa-stationcar udenfor spillestedet. Det er taxachauffør nummer tre de har spurgt – de to første, skyndte sig at køre igen, da de så, at der stod nogle unge indiemusikere i nattens første frost med hænderne fulde af udstyr.

At være musiker på en festival som By:Larm virker som et job, man skal tage seriøst og kunne omfavne alle aspekter af.

Koncerterne varer max 30 minutter og næsten alle bands får to aftener at spille på. Spillestederne kan være vildt forskellige – fx spillede Lowly på det lille ’Krøsset’ med plads til 200 mennesker, hvor kapaciteten på Rockefeller nærmer sig 1000 – og en tilsvarende større scene.

Når det foregående band har spillet, har bandet på papiret 30 minutter, til at hive udstyret fra foregående band af scenen – og sætte sig eget op. Men helst ser festivalen, at det bare skal tage 20 minutter – så der er ro på scenen, inden koncerten går i gang.

Efter koncerten, er det hurtigt at pille ned igen, gå igennem det festende publikum med udstyr på nakken, finde transport til næste gig eller hotellet – for så at tale med mange af de interesserede branchefolk og nye fans blandt publikum. Lowly er klar med deres anden plade til maj, der bliver udgivet på det britiske label Bella Union, og skal samtidig gæste verdens største musikmarked – SXSW i Austin, USA.

Den 18-årige Clara går på scenen i den store koncertsal Oslo Sentrum Scene. Popsangeren står overfor en gigantisk sal og her virker publikums fremmøde som spredt fægtning. Men ingen forventer, at hun skulle kunne fylde denne store sal, ved hendes første møde med Oslo og havde samme fremmøde været på et mindre venue, havde det kun kunne betegnes som en succes. Hendes kraftfulde stemme, bakket op af hendes to musikere, får hurtigt visket ’hvis og hvis og hvis’ væk. Nu er Clare på – det handler om musikken!

Det er andet år i træk, at By:Larm har henvendt sig til Clara’s hold, for at få hende til at spille. I år har holdet sagt ja, på trods af, at hun først er tiltænkt at skulle udenfor Danmark i 2020. Hele 2019 er skemalagt i forhold til aftaler og spillejobs – de første spadestik er også taget, for at få hendes musik ud i Skandinavien. Derfor bliver dette job på By:Larm brugt til at gøde vandene, fremfor at skulle indgå konkrete aftaler.

Den nordiske musikpris – Nordic Music Prize

I England har den musikscenen i mange år, formået at hylde én enkelt kunstner om året, under overskriften Mercury Music Prize. En prestigefyldt pris, som alle mulige artister og genrer har vundet igennem tiden, for at have lavet banebrydende eller på anden vis, et stærkt album. PJ Harvey, Portishead, Ms Dynamite og mange flere har kunnet hæve prisen over deres hoveder og samtidig smilet til kameraerne. Det er med pris i tankerne, at man i Norden siden 2010 har samledes om ’Nordic Music Prize’, som uddeles hvert år under By:larm.

Tidligere vindere har blandt andet været The Knife, First Aid Kit, Susanne Sundfør, Jónsi og mange andre artister – Danmark er indtil videre blevet forbigået, når prisen har skulle overdrages. Således også i år, hvor Nordic Music Prize gik til den svenske sanger Robyn, for hendes værk ’Honey’, der er blevet fremhævet af journalister og musikere i det meste af Norden, siden albummet udkom sidste år.

I nomineringsfeltet var Danmark ellers ret godt repræsenteret. Bisse, Soho Razenejad og Astrid Sonne var med i feltet. Blandt andet optrådte Astrid Sonne ved prisceremonien og hele oplevelsen var pænt overvældende.

Astrid Sonne

– Det var ret overvældende og bestemt ikke forventet at blive udpeget som runner-up i så bredt og flot et selskab. Så det er vi rigtig glade og stolte over, fortæller Astrid Sonne.

Med sig, havde Astrid blandt andet Agnete Hannibal, der arbejder på plademærket Escho. Hun var taget med for at opleve hvordan hele ceremonien foregår og for at blive klogere på, hvad Nordic Music Prize egentlig går ud på. Efterfølgende skulle der trykkes nogle hænder og mødes med nogle af de mennesker, der har udvalgt Astrid Sonne til Nordic Music Prize.

– Vi fik virkelig fin respons på både performance og nominering. Jurymedlemmerne var rigtig glade for musikken, og det var dejligt at møde dem som har haft med det at gøre. Vi havde ikke nogen fastlagte aftaler. Jeg var taget med for at være tilgængelig i forbindelse med koncert og prisuddeling, og for at møde dem, som har udvist interesse for Astrid. Vores nuværende set-up er ret velfungerende, så denne gang var ikke med et konkret opsøgende formål, men mere for at være synlig og undersøgende, fortæller Agnete Hannibal.

Det blev en kort og intens tur. De mange indtryk kunne fordøjes på vej hjem i bilen dagen efter prisceremonien. Bilen var et samtalepunkt, flere steder i krogene. Der var mange, der havde slået sig sammen og droppet flyveren. Hellere en længere tur i bil, end et kort hop med flyet – af klimavenlige årsager. Som Agnete forklarer:

– Vi fulgtes nogle stykker i bil til Oslo for at mindske flytransport. Ved ikke, hvor væsentligt det er for den overordnede tur… men vi tænker meget over, hvordan vi kan undgå fly på strækninger, hvor det er muligt, i forsøg på at kombinere international aktivitet med klimavenlighed.

Selma Judith (foto: Alier Ajak Wuoi)

 

To solister med planer i bogen- Selma Judith og Erika De Casier

Som musiker har Selma Judith allerede været på scenen med artister som Vera, School of X og ikke mindst Mø, med sin harpe. Det har allerede fået hendes navn til at sprede sig i branchen, og interessen for hendes kreativitet er kun blevet styrket, efter at Selma Judith placerer sig som solist på scenen. Under By:Larm giver hun to koncerter.
Med sig har hun Jonas Højgaard fra VUF Empire, der igennem længere tid har rådgivet Selma som ’recording artist’ og sangskriver. Samtidig hjælper han med at udbrede kendskabet til hendes musik, igennem hans netværk.

– Mit fokus er at tage temperaturen på de interessenter, der har været inde og markere sig de seneste 6 måneder, sig Jonas Højgaard.

Under festivalen er der travlt. De to koncerter Selma skal give, ligger med 20 timers mellemrum – og imellem koncerterne, skal Jonas følge op på nogle af de kontakter, der dukkede op til den første koncert – og især de, der ikke nåede det, men som skal lokkes til den anden koncert.

Der er interesse. Jonas fortæller, at han får at vide, at Selma er en artist, der står ud. Det tager han naturligvis som et godt tegn og et godt rygstød til resten af året, og det de skal arbejde på i 2020. Der er allerede lagt planer.

– Selma og jeg har lagt en plan for resten af 2019 og store dele af 2020. Den ændrer sig ikke mærkbart på trods af interesse og offers, så egentlig fortsætter vi blot med hvad der er aftalt og forsøger at forholde os til, hvad der er foran os. 

Det er ikke bare Selma Judith, som branchen flokkes om. Ud af flokken på de mange danske navne, er også Erika De Casier, som har taget turen til Oslo fra København. Hun har også et par koncerter på plakaten – og manageren Kettil Myrstrand følger med. Han arbejder også med Smerz, Felines og Lucy Love, men under By:Larm er al fokus på Erika De Casier.

– Det primære fokus er at få introduceret Erika til en international branches bevidsthed. Vi har allerede en del grundlæggende aftaler på plads, men By:Larm er en mulighed for, at spille foran internationale promoters, festivalbookere, presse, music supervisors og den slags, fortæller Kettil Myrstrand.

Han har tippet forskellige branchefolk om koncerterne, men Kettil er ikke ham, der spam’er folks mailbokse eller kimer telefonen rød under festivalen. Det er der mange andre der gør, men Kettils filosofi er en anden.

– Jeg tror meget på at folk gerne vil opdage ting selv, og at det vigtigste er at give dem muligheder for at opdage det – som f.eks. at spille på festivaler som By:Larm. Jeg er ikke så meget for at presse mig for meget på folk. Hvis de kan lide musikken, så skal de nok komme til koncerten. By:Larm er en god størrelse, da der ikke er alt for mange bands der spiller på den samme tid. De fleste som jeg kender i forvejen og har mindet om at komme til koncerterne, har svaret at de allerede har skrevet det i kalenderen – og de er så også kommet.

Erika De Casier (foto: Alier Ajak Wuoi)

Under deres ophold i Oslo, går Kettil og Erika sammen rundt til nogle af de andre koncerter. Det er her jeg møder dem på et spillested. De smiler, snakker lidt med dem de møder og de virker som en stille dynamisk duo. De har ikke travl, som Kettil forklarer, men derfor er deres arbejdet målrettet og under festivalen er de kommet tættere på nogle jobs i fremtiden.

– By:Larm har fået os tættere på en række livejobs – primært andre festivaler. På længere sigt er vi også kommet tættere på en publishingaftale, vi synes bare det er for tidligt at skrive under på noget og vil gerne vente lidt med det. Erika har kun udgivet 3 singler indtil videre, og vi har ikke travlt.

Kettil forklarer også, at der også er kommet en del henvendelser fra branchefolk, som han ikke kendte i forvejen, men som har vist interesse for Erika De Casiers musik. De kontakter skal der følges op på, selvom de store aftaler ikke skal underskrives lige nu. Som med så mange andre artister, gælder det om timing og om at have sange nok, der er holdbare, så der er noget at arbejde med. De tre første singler fra Erika De Casier er forløberen for det kommende album.

– Erika udgiver sit debutalbum snart så det er meget fokus på det. Lige nu skal der ikke følges op på nogen større aftaler. Vores bookingagenter er p.t. i dialog med forskellige festivaller og promotors ang. koncerter til sommer og til efteråret, forklarer Kettil.

Kettil har boet i flere år i København. Lige nu er han baseret i Berlin og for ham virker By:Larm som noget nær det perfekte sted, for at få præsenteret musik overfor den skandinaviske branche – men skulle festivalen følges Kettils gemyt, skulle der være endnu flere internationale branchefolk.

Communions (foto: Michael Schult Ulriksen)

 

Varieret dansk udbud på scenerne

Oslo har mange forskellige spillesteder, der ligger spredt udover den indre by, med afstikkere som kræver 10-15 minutters spadseretur. Ligesom mange andre branchefestivaler, bliver der dog også taget andre lokaler i brug, der ikke normalt huser koncerter i samme omfang, som under By:Larm. Et af de steder, er Kulturkirken – hvor gudstjenester, altergang og salmesang er blevet afløst af blødt rødt lys, store PA-højtalere og rockmusik i alle afskygninger.

Det er begyndt at sne en smule udenfor, da københavner-bandet Communions går på den scene, der er stillet op foran alteret. Scenens bagtæppe er autentisk og komplet med prædikestol, altertavlen hvor Jesus er afbilledet og der virker uendelig højt til det gotisk inspirerede loft. Foran scene har et par hundrede publikummer fundet deres pladser.

Bænkene i kirken er pillet væk, så der er godt med plads på gulvet – og selvom der bliver småpludret lidt rundt omkring, hersker her en sagte andægtighed. Vi er til rockkoncert, men det er samtidig i et helligt hus, hvor der traditionsmæssigt er et bestemt kodeks for opførsel – hvad enten man er troende eller ej.

Communions fire medlemmer går på scenen, i ført hvide skjorter og storladne indietoner. Deres indadvendte punkede attitude passer absurd godt til deres sange, som dufter mere af U2 end om Iceage – og publikum tager rigtig godt imod. Bandet spiller så mange nye sange, de kan nå på 30 minutter, og hvis de nåede at registrere det, ville de se, at ingen mennesker forlod koncerten, før end bandet selv sagde ’Tak for i aften’.

Tre minutter fra kirken ligger ’Melahuset’. En slags studentercafe, hvor det tilstødende lokale virker som et selskabslokale, hvor jeg forestiller mig, at byens bedst coverband sagtens kunne spille på den opstillede lave scene, til den næste studenterfest her. Melahuset bliver dog hurtigt omdøbt til Oslos mest intense 30 minutters technoklub.

– Go aften By:Larm, råber Simon Littauer, der netop har indfundet sig bag sin store pult. Den er placeret foran scenen, så man kan stille sig lige foran og ved siden af ham. Bag Simon er der rullet et lærred ned, så Simons eneste selskab på rejsen, Mads, kan vise sine fede animerede visuals.

Publikum klapper, pifter og hujer alt imens de bevæger sig lidt tættere på Simons pult. Han sætter et tungt beat på. Ingen grund til at vente med at fortælle publikum, at her bliver der spillet benhård techno. Den historie skal fortælles fra start, og i løbet af få sekunder, er der gang i folks føder.

Communions (foto: Michael Schult Ulriksen)

Simon producerer sin musik live. På en pult, sat sammen af ledninger der står frit i luften, trykker og drejer han på knapper, og er i fuld gang med at lave et dynamisk sæt. På bare 30 minutter. Et par minutter forud for koncerten, nåede han at fortælle, at det var en udfordring for ham.

– Normalt plejer jeg at spille en time, som minimum. Så det kan være svært, at få presset det hele sammen på bare 30 minutter. Den koncert jeg gav i går, synes jeg ikke, jeg fik opbygget særlig godt – men folk fortalte bagefter, at det havde været fedt. Det er måske bare min egen selvkritik, jeg lige skal have styr på.

Det er en sluttet skare, der står rundt om Simons pult. Når musikken går lidt ned i intensitet, løfter han ansigtet fra pulten, smiler til folk og vinker dem tættere på ham. For hver gang tager vi et par skridt frem – og snart er han omsluttet af smilende dansende individer. Der er enkelte, der står ude på siden af pulten, og filmer hvordan han arbejder. Det er for kendere og intenst. Små anstrøg af rave, der kunne vare hele natten, men alle ved, at det kun er en stakket frist – så der skal danses igennem, inden det slutter.

I Kulturhusets hovedrum, har den svenske sanger Linn Koch-Emmery netop spillet. En amputeret koncert, for i nat blev trioens trommeslager kørt på hospitalet, med en maveforgiftning. Derfor var det bare Linn Koch-Emmery og en guitarist, der havde spillet – med en trommemaskine, som en kønsløs og udynamisk rytmehans. Anderledes organisk blev det få minutter efter, da Thisted/Københavner-drengene The Entrepreneurs satte strøm til deres guitarer og ild til stedet.

Under By:Larm havde bandet taget et valg. Der skulle spilles højt og det skulle være deres mest guitardrevne sange. Det måtte gerne lyde smadret og grimt, stadig spillet med stor præcision med et element af kaos. Sådan er deres koncerter ofte – dette var en 30 minutters boullionterning, der efterlod publikum med en god smag i munden, hvis man kan lide rockmusik.

I det hele taget byder By:Larm på et temmeligt varieret musikudbud. Under overskriften ’Black’ spillede Silkeborg-bandet Xenoblight deres metal, side om side med mange andre metal-navne. I Norge anerkender man, at der er et stort marked for heavy metal bands i mange afskygninger, og scenen har deres eget hjørne for den del af branchen.

For flere af de danske navne, gælder det også, at der er blevet lagt i ovnen med aftaler, som der skal følges op på, når der i løbet af foråret er yderligere branchefestivaler rundt om i verden – navnkundigt SPOT festival i maj måned i Aarhus, som er en kende større end By:Larm og hvor en lang række af navne, der stod på scenen på By:Larm også spiller.

Redigeret
20.03.2019