Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Dansk musik indtager Berlin Music Week

admin
Turboweekend spiller to koncerter til Berlin Music Week. Foto: Peter McNally.

Turboweekend spiller to koncerter til Berlin Music Week. Foto: Peter McNally.

Når Berlin Music Week finder sted i dagene 5. – 9. september, bliver det med massiv dansk deltagelse. Hele 12 danske bands er foreløbigt at finde på programmet, blandt dem er Turboweekend, Tako Lako og I Got You On Tape.

Danmark indtager i den grad Berlin, når Berlin Music Week bliver afviklet fra 5. – 9. september. Under forskellige arrangementer er indtil videre 12 danske bands klar til at spille på festivalen. Det drejer sig om Schultz & Forever, Waldo & Marsha, Tako Lako, Boho Dancer, Tuboweekend, Spleen United, I Got You on Tape, When Saints Go Machine, WhoMadeWho og Il Tempo Gigante. Selvom der er tolv danske bands, der skal spille, bliver der 13 danske koncerter, da Turboweekend spiller hele to koncerter på festivalen.

Fra SPOT til Berlin – Mash-Up-projekt fortsætter
Darkness Falls og Dangers Of The Sea deltager begge i projektet Mash Up Berlin!, der finder sted fredag 7. september på spillestedet Lido. Projektet er et samarbejde mellem MXD, SPOT Festivalen og VUT – den tyske sammenslutning af selvstændige pladeselskaber og musikvirksomheder, og tog sit udspring på SPOT Festivalen i år, hvor der var fire Mash-Up-koncerter. Dangers Of The Sea vil ligesom på  SPOT Festivalen gå på scenen sammen med tyske Masha Qrella, og det var meningen at Darkness Falls skulle have spillet sammen med islandske Sóley. Hun har dog været nødt til at melde afbud, og bliver erstattet af et stærkt tysk navn, der bliver offentliggjort på fredag.

Mash Up Berlin! er desuden blevet til i samarbejde med Berlin Music Week og Nordic By Nature.

Invitation til networking event med gratis Berlin Music Week akkreditering
I forbindelse med Mash-Up koncerterne på Lido vil der blive afholdt en branchemiddag, hvor der er mulighed for at komme i tale med både tyske og internationale branchefolk. Alle de tyske pladser er revet væk og blandt dem, der kommer, er c/o Pop Festival, Monkeytown Records og Believe Digital.

Nu er der 20 pladser til den danske branche, og de fordeles efter først-til-mølle-princippet. Ønsker man at deltage i middagen, skal man kontakte Christian Hald Buhl på BUHL@SPOTONDENMARK.DK. Alle, der deltager i middagen, får en gratis akkreditering til Berlin Music Week.

Middagen finder sted fredag 7. september fra kl. 18:00 – 20:00 på Lido, Curvystraße 7, 10997 Berlin.

Deadline for tilmelding er torsdag 9. august.

Berlin Music Week – en stor tysk satsning
Berlin Music Week er en stor satsning fra tysk side, og der er af senatet i Berlin bevilliget en millionstøtte til foretagendet frem til 2014. Det er ikke noget nyt, at Danmark er repræsenteret med så mange bands til en festival i Berlin. De danske musikere har altid været gode til at benytte sig af forbindelsen til Berlin – uanset om det har været til Popkomm eller til Berlin Music Week.

En af de stærke forbindelser mellem det berlinske og det danske er den internationale manager og booker for Berlin Music Week, Paul Cheetham, der tidligere har arbejdet for blandt andet Popkomm og Live Nation i Finland. Han er meget glad for den danske musikscene og har været til mange SPOT Festivaler siden 1999.

– Jeg er glad for at holde min kærlighedsaffære med dansk musik i live, og jeg bliver stadig overrasket over den uendelige strøm af talent, der er, siger Paul Cheetham og fortsætter: – Jeg glæder mig over at bibeholde mit gode forhold til MXD, ROSA, SPOT Festival og mange andre agenturer og pladeselskaber, der arbejder hårdt på at holde mig orienteret om hvad, der er nyt og spændende. Jeg bliver aldrig træt af at høre fra dem.