Dansk version English version Facebook Youtube Instagram

Danske og tyske selskaber inviteres til musikalsk samarbejde

Publiceret

(Photo: Peter Gaardsøe)Dansk-tysk projekt på musikområdet resulterer i koncerter på SPOT Festival 2012 og efterfølgende i Berlin – og stræber overordnet efter øget samhandel. Projektet er del af MXD’s øgede fokus på det tyske marked via ekstra midler fra Kulturministeriet.

Danske musikselskaber, som gerne vil sikre synlighed for deres kunstnere i Berlin og forbedre deres adgang til det tyske marked i det hele taget, inviteres nu til at deltage i et dansk-tysk samhandelsprojekt på musikkens område.

Projektet går ud på at sammensætte orkestre fra Berlin med danske bands. Man kan læse mere udførligt om samarbejdet nedenfor, men kort ridset op skal to bands tilsammen finde 8-10 sange frem fra deres respektive repertoire (på 50/50-basis), som de derefter skal samarbejde omkring og opføre sammen på scenen, med mindst to bandmedlemmer fra hvert orkester på scenen samtidig.

I første omgang præsenterer de to grupper musikken sammen under SPOT Festival 4.-5. maj 2012. Dette opfølges med en koncert i Berlin, senere på året. Målet er, at samarbejdet vil eksponere de deltagende tyske bands og deres baglande i Danmark, og tilsvarende de danske i Tyskland. Herudover vil der blive arrangeret branche- og business-events i forbindelse med koncerterne, for at udbygge relationerne mellem de to lande med henblik på mere langsigtede resultater.

Selve samarbejdsformlen mellem bands fra forskellige lande er afprøvet før og med stor succes både medie- og branche-mæssigt – bl.a. under SPOT Festival 2011 og senest ved SPOT On Denmark i Bruxelles 30. november 2011.

Ud over MXD involverer projektet ROSA – Dansk Rock Samråd, SPOT Festivalen, tyske VUT (sammenslutning af uafhængige musikselskaber), Den Kgl. Danske Ambassade i Berlin m.fl. Fremstødet er det første af flere punkter i den øgede indsats på det tyske marked i 2012, som  Kulturministeriet har givet MXD en halv mio. kr. i ekstra støtte til.

Interesserede danske selskaber, som ønsker at deltage i det dansk-tyske samarbejdsprojekt, skal snarest kontakte SPOT On Denmarks International Strategy Manager, Christian Buhl – buhl@spotondenmark.dk, som vil videreformidle kontakt til berlinske selskaber.

Deadline for interesserede danske selskaber er 31. december 2011.

Læs mere om projektet nedenfor.

DK-BERLIN-PROJEKTET

Formålet: Projektet skal øge samhandlen mellem Danmark og Berlin, ved at skabe  en ramme for handelssamarbejdet mellem danske og berlinske musikselskaber og deres kunstnere. Projektet præsenterer samarbejdskoncerter, hvor danske og tyske kunstnere bogstaveligt talt deler scenen, under to koncerter i Danmark og Berlin, som både er tilskuer- og brancheorienterede.

Samarbejdskoncert – konceptet: De to bands deler scenen og spiller i samarbejde en 40-minutters koncert. Sætlisten skal være en 50/50 blanding af sange fra de to bands bagkataloger (dvs. 4-5 sange fra det danske band, og 4-5 sange fra det tyske band). Der skal minimum være to bandmedlemmer på scenen fra det danske band, når det tyske bands sange spilles – og omvendt. Altså, der behøver eksempelvis  ikke være to trommeslagere på scenen samtidig, men på den anden side skal begge bands musikere medvirke aktivt under hele forløbet, og ikke kun når eget materiale fremføres.

To dansk-tyske samarbejds-koncerter i både Aarhus og Berlin i 2012. Projektet præsenteres både i Danmark til SPOT Festival (4.-5. maj 2012) og i Berlin (i perioden oktober-december 2012). Begge showcases vil blive understøttet af B2B networking-events og pr-kampagner i begge lande

Interesseret? Den danske branche skal ansøge i samarbejde med den tyske: Interesserede danske musikselskaber skal melde sig til buhl@spotondenmark.dk. Efter tilmeldingen vil man modtage en liste over interesserede berliner-selskaber, så man kan gå på jagt efter mulige ansøgningspartnere. Kunstnerne kan altså ikke søge selv. For at komme i betragtning til projektet skal danske musikselskaber (pladeselskaber, bookingagenturer, managements, etc), altså gå sammen med tyske musik¬selskaber fra Berlin. De to ansøgende danske og berliner-selskaber er hoved-ansvarlige for matchmaking’en mellem deres respektive danske og tyske kunstnere.

VUT, den tyske projektpartner. VUT forbereder Berliner-listen på baggrund af dialog med de +300 berlinske VUT-medlemmer (selvstændige tyske labels og musikvirksomheder). Dvs. at listen kun vil tælle virksomheder, der er interesserede i at deltage i projektet og samarbejde med danske selskaber om at sammensætte to kunstnere. De interesserede danske selskaber vil ligeledes komme på en liste, der sendes til de interesserede berlinske selskaber.

Ansøgning & deadline 1: Deadline for interesserede danske selskaber er 31. december 2011. ansøgningen semdes til til buhl@spotondenmark.dk.