Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Efterklang signet til 4AD

admin
 

Efterklang – nu på det prestige-
fyldte selskab 4AD, som er berømt
for at have huset kunstnere som
bl.a. Cocteau Twins og Pixies.

Efterklang har indgået aftale med pladeselskabet 4AD, som er kendt for sin kræsne kunstnerpolitik og for sine kvalitetsmættede og originale udgivelser.

Aftalen gælder de kommende tre Efterklang-album og er verdensdækkende – fraset Skandinavien som Efterklangs eget selskab Rumraket står for – og Efterklang ser frem til samarbejdet med forventning, nu hvor gruppen deler roster med Blonde Redhead, Deerhunter, The Big Pink, The National, Beirut, Bon Iver etc:

– Vi føler 4AD er det bedste sted en gruppe som vores kan være. Selskabet har et enormt godt ry, de har mange kunstnere, vi selv beundrer, og med deres ca. 15 kontorer på verdensplan (som del af Beggars Group-fællesskabet, red.) håber vi, at vi kan komme et niveau op, når det gælder eksponering, siger gruppens bassist og manager Rasmus Stolberg, og peger på, at de samme folk som arbejder med Radioheads udgivelser i USA skal til at arbejde med Efterklang nu.

Han fortæller at aftalen kom i stand efter årets South By SouthWest Festival i Texas, hvor hele 4AD’s London-kontor nærmest ved et tilfælde kom til at overvære gruppens koncert. Til gengæld kunne de lide det de så, og nu er aftalen altså en realitet.

 


Afgørende MXD-støtte
Rasmus Stolberg lægger ikke skjul på, at MXD’s støtte til Efterklangs to USA-turneer – altså også til koncerten for 4AD-folkene på SXSW – har været en vigtig medspiller:
– Det er en vigtig pointe, at vi ikke har kunnet turnere i USA uden støtte – så MXD’s  support til vores turneer i både USA og Europa, har selvfølgelig været vigtigt for vores muligheder.

Der bliver masser af aktivitet omkring Efterklang nu og det næste lange stykke tid. ”Performing Parades” (opført sammen med DRs UnderholdningsOrkester) udsendes i både dvd/cd- og dvd/lp-format  – i øvrigt sidste udgivelse inden 4AD-samarbejdet tager over. Og allerede i næste uge skal gruppens kommende album sendes til mixning med henblik på udgivelse i starten af 2010: – Vi har været flittige og har indspillet albummet i vores eget studie og i FeedBack i Århus hen over sommeren, fortæller Stolberg

Desuden har gruppen offentliggjort en lang række europæiske jobs – foreløbig 35 – i efteråret. Et af dem bliver helt specielt, når gruppen opfører ”Performing Parades” med The Britten Sinfonia i Londons Barbican Hall 28. oktober. Se mere i ”Bands på tur”-rubrikken.