Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Electrifying Denmark – MXD går i samarbejde med Strøm

admin
Strøm - elektroniske oplevelser lige fra metroen til (på billedet) Enghaveparken. (Foto: Dennis Lehman).

Strøm – elektroniske oplevelser lige fra metroen til (på billedet) Enghaveparken. (Foto: Dennis Lehman).

MXD involveret i tre workshop- og vidensdeling-projekter, der har som målsætning at række langt ud over august-festivalen.

Når Strøm Festivalen afvikles tredje uge i august (20.-26.) bliver det ikke kun med events og koncerter over alt i hovedstaden lige fra metroen over kirker til mere almindelige club-scener og store udendørskoncerter:

MXD er nemlig gået ind i et samarbejdsprojekt med den elektroniske festival, som dels resulterer i forskellige workshops under selve festivalen, men som også har til intention at skabe en videnbase og et helårligt community, hvor genrens viden og information samt de mangeartede networking-ressourcer indgår.

Helt konkret bliver det til tre spændende projekter i løbet af Strøm:

Kasper Bjørke - giver tips fra sig på Strøm som del af Electrifying Denmark-projektet.

Kasper Bjørke – giver tips fra sig på Strøm som del af Electrifying Denmark-projektet.

1) Homework med Thomas ’Opiate’ Knak / Pharfar / Kasper Bjørke / Troels Abrahamsen:
12 elektroniske musiktalenter – tre hos hver producer –  får adgang til workshop-sessions hos henholdsvis Thomas ’Opiate’ Knak (20. august), Pharfar (21.), Kasper Bjørke (22.) og Troels Abrahamsen (23. august), hvor de fire producere dels vil kunne opleves i arbejde – dels vil fortælle om deres tilgang til musikken og muligvis giver et par brugbare tips fra sig. Præsenteres i samarbejde med Soundvenue.

2) Master class med Rune RK og Noir
House-klubben TS Bar inviterer tirsdag 21. august til ”Underground Crossover”, hvor Thomas Madvig er vært for en masterclass, hvor han interviewer Rune RK og Noir – to af landets mest brugte og internationalt efterspurgte producere  – om udviklingen fra undergrund til international succes, og hvordan man kan producere mainstream hits uden at gå på kompromis med sin egen sound.

Amerikanske Octave One - giver tips fra sig som del af Electrifying Denmark-programmet.

Amerikanske Octave One – giver tips fra sig som del af Electrifying Denmark-programmet.

3) Master class med Henrik Schwarz og Octave One
24. august i DR Studio 4’s indbydende lokaler i DR-Byen vil amerikanske Octave One (brødrene Lenny og Lawrence Burden fra Detroit) og den Berlin-bosatte deep house-maestro  Henrik Schwarz fortælle hvordan man rykker fra hjemmestudie-produktioner til deciderede live-performances på de store scener (begge acts spiller senere samme aften i Enghaveparken).

MXD-leder Thomas Rohde siger om det nye samarbejde:

– MXD støtter eksporten af dansk musik på tre måder. Dels yder vi eksportstøtte – og medfinansierer på den måde musikbranchens eksport af dansk musik.  Desuden afvikler vi eksportfremstød med danske bands og musikselskaber – både herhjemme og i udlandet. Og så er der det tredje ben i MXD’s arbejdsområder, som er know-how, vidensdeling og networking. og her synes jeg specielt det elektroniske område er en spændende udfordring:

– Bl.a. fordi genren er så fragmenteret med mange internationale fikspunkter, alt efter sound og udtryk. Scenen er ikke mindst karakteriseret ved en høj grad af entreprenørskab og en DIY-tilgang, hvor mange både agerer dj, producer, pladeselskab, PR-medarbejder, promotor osv. Der findes således ingen – eller meget få – centrale kilder for information på området. Vores opgave består altså i at opsamle og formidle viden mellem mange enkeltindivider. Strøm er en naturlig platform for dette, hvor MXD vil indsætte ressourcer i at opruste hele scenens eksportkompetencer, slutter han.

Strøm festivalchef Frederik Birket-Smith udtaler om Electrifying Denmark-samarbejdet:

– Det er Strøms ønske at være mere end blot en festival. Ønsket er året igennem at styrke og udvikle den danske scene for elektronisk musik. Med samarbejdet med MXD om årets Electrifying Denmark-projekter, kommer Strøm et stort skridt nærmere dette ønske. MXD er samtidig en naturlig og stærk partner, som sammen med Strøm vil kunne promovere dansk elektronisk musik for et internationalt publikum.

– – –
Læs mere om Strøm her.