Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Eurosonic: Tina Dickow – Tilbage til rødderne

admin

Tina Dickow på spillestedet
De Speighel foran et begejstret hollandsk
publikum, der var mødt talstærkt op.
FOTO: Anne-Katrine Bak.

Tina Dickow var et af fredag aftens første navne på plakaten, da hendes koncert på De Speighel startede kl. 20.00.  Og den intime jazzklub viste sig at være perfekt til Dickows musik og udtryk.

Foran et tætpakket De Speighel, hvor alle sikkert var glade for at være indendøre, da regnen væltede ned over Groningen, tog Tina Dickow akkompangeret af Helgi Jonsson imod det hollandske publikum.

Med en sætlængde på 45 minutter er det svært at nå hele vejen rundt i Dickows store bagkatalog, men publikum fik en fin smagsprøve på mange af de numre, som er at finde på hendes nyeste udgivelse Welcome Back Colour.

Kunsten at begrænse sig
– Jeg har sådan set altid spillet de små steder i udlandet og stået alene på scenen på et eller andet tislugtende spillested.  På en eller anden måde, er der lige så mange fede ting i det, som der er i at stå i KB Hallen, svarer Tina Dickow på spørgsmålet om at komme fra en udsolgt Danmarks-turné til et lille spillested i Groningen.

Når man som Tina Dickow – eller Tina Dico som hun går under uden for Danmarks grænser –  udsendte sit første  album i 2001 (Fuel) og i alt har syv succesfulde albums på samvittigheden, synes en optræden på en branchefestival som Eurosonic måske ikke oplagt.

Men tag ikke fejl, få lige så vigtigt som det kan være for en ny artist at få kontakt til de udenlandske markeder, lige så vigtigt kan det være for Tina Dickow – for ambitionerne er der skam.

– Når jeg spiller Eurosonic, er udelukkende for at få nogle europæiske festivaler, og vi har punket min britiske booker, der sidder på det meste af Europa, og min tyske booker, til få de rigtige folk til koncerten i aften. Men man ved jo aldrig om det giver noget.

– Vi har egentlig ikke tænkt os, at brede os forfærdelig meget, da vi ved hvor mange kræfter det tager at spille lande op. Det vigtige er at have nogle rigtig gode bookere, og det med festivalerne åbner rigtig mange dører, så det er festivalerne vi går efter.

Da Tina Dickow i 2001 spillede til SPOT Festival og mødte sin nuværende manager Jonathan Morley, blev det startskuddet til et snart 10-årigt samarbejde, der har bragt kunstner og manager vidt omkring. Og efter de mange år, hvor der er blevet turneret flittigt, kender Tina Dickow efterhånden også spillets regler og ved hvordan hun ønsker at hendes karriere skal forløbe.

-Det skal også hænge sammen med et liv, og det er svært, synes jeg. Jo ældre jeg bliver, jo mere kræver jeg også af det liv. Der skal simpelthen være ro på nogle gange. Mit liv skal hænge sammen. Men jeg har brugt så mange år i England og USA, og jeg elsker at spille der. Og jeg vil nok blive ved med at spille de store byer i de lande, fordi det er super fedt og der kommer rent faktisk folk – de virkelig musikentusiater med teksterne tatoveret på kroppen og de, som kommer og fortæller hele deres livshistorie efter koncerten.

Tina Dickow er på turné i USA, England, Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland i de næste tre måneder. Hendes nyeste udgivelse, Welcome Back Colour, som er en opsamling – men en lidt udbygget én af slagsen, udkommer 25. januar i USA og 7. februar i England.