Figurines: Ikke noget med at fade ud
Publiceret
Long Branch Inn. Hvis dét navn på Figurines’ koncert-adresse lørdag i Austin overhovedet skulle give nogen ideer om noget Texas-eksotisk eller andet i den dur, ja så viste ”spillestedet” sig blot at ligne et gammelt omdannet bilværksted med bar langs den ene midtside og scene i den bageste ende afgrænset af sidevæg og toiletdør. Ja, ”scene” er måske så meget sagt: tre mikrofon-stativer, et par højttaler-kabinetter og et trommesæt på garage-gulvet, var det eneste, der fortalte, at hér skulle der være koncert. Men sådan er det at komme på det, de lokale kalder ”cowboy-bar” i USA. Og Long Branch Inn ér en jævnligt benyttet musikadresse i Austin, hvor musikerne bare må tage forholdene, som de er – og få det til at fungere. Her ved det det sidste show på Figurines’ tre uger lange USA-turné, var der da heller ikke antydning af metaltræthed. Tværtimod var gruppen ivrige efter at få sluttet det hele af med det brag:
Mens tusmørket blev stadig tættere udenfor, lagde de fem stilen fra start med ”Back In The Day” fra en sætliste der efterhånden var godt og grundigt indtærsket på rygmarven. Men stadig frisk-lydende – ikke rutine-præget. Og da publikum ikke var sene til at udtrykke deres tilfredshed med den beslutning, var Christian Hjelm & co. allerede langt ude over stepperne i en ny tætspillet koncert, som bare viste, hvor uvurderlig en så lang turné både er for gruppe og sætliste. Som Figurines spillede der i garagen lørdag, var det sprudlende, professionelt og kompetent på samme tid. Bøffer er noget man serverer på restauranter – dem var der så godt som igen af i det 35 minutter lange sæt, hvor alle vidste, hvor man havde hinanden. Og hvor der ikke var nogen søgende blikke eller andre usikkerhedstegn. – They’re fuckin’ awesome, lød det uden krumspring fra Brian Wall, der er bassist i Seattle-bandet The Cops, og som har spillet med Figurines flere gange undervejs på turen. Bl.a. i Los Angeles: – De har en fantastisk sound, de har ”killer” vocals, har ”powerfulde” sange, og så er de bundsolide. Jeg kan faktisk ikke vente til, de kommer tilbage hertil, og jeg håber, vi kan komme til at turnére sammen igen. Jeg tror de har gode muligheder på klubscenen i USA nu, sagde han.
Hans band-kammerat, trommeslageren John Randolph fortsatte: – De er for fede – og har en rigtig god approach. Når jeg hører dem live, har jeg en ide om at deres musik måske er lige lovlig poppet på cd, men når de så kommer ud, så slipper de dyret løs. Det her er der ekstra meget energi og originalitet i. Det er tredje gang jeg ser dem nu, og det holder hver gang. Gode sange. God performance. De er som skabt for SXSW, og jeg tror der er et marked for dem herovre i det hele taget. For gruppen selv har turen været opfyldelsen af en længe næret drøm: – Det har været super. Når det nu er første gang, man er herovre, er det som at være med i en gammel film. Byerne, vejskiltene – det hele ér, som man har forestillet sig det. Det har været en af mit livs største oplevelser, sagde Figurines’ live-guitarist Mads bagefter. – Der har helt klart været mere op- end nedtur, men der har været enkelte skuffelser undervejs. F.eks.lidt tyndt med tilskuere i Montreal. Men ellers har det fungeret godt. Og bare det at stå på Hollywood Bouleward… Ja, alle billederne man har inde i hovedet, har passet, sagde Claus Salling Johansen. Gruppens manager Jesper Majdall konkluderede: – Det er faktisk gået bedre end man kunne forvente. Det er første gang vi er herovre, men langt de fleste koncerter har været godt besøgt. Vi var nomineret til indieaward-prisen i Canadian Music Week. Der er kommet de rigtige folk til koncerterne – f.eks. Peter Buck og Scott McCaughey fra R.E.M. i Seattle. New York Times og Pitchforkmedia-sitet har været til vores shows. For hver dag er der bare kommet mere til. Folk vil gerne være en del af det, og det er enormt rart for os at vide, at det hele ikke bare er noget, der foregår oppe i vores egne hoveder. Der ér efterspørgsel, siger Jesper Majdall og forventer både ny USA-tur senere på foråret og så en sommer-turné: – Nej, vi har ikke tjent enge på denne tur – de fleste af os har været ude at låne. Men efter dette tror jeg, det er realistisk at få nogle af de lukrative jobs på årets festivaler, som så kan betale for de øvrige klubjobs. Det er i hvert fald målsætningen.
Radio-afslutning Tina Dickow skulle have spillet in-store-job i en Borders-pladeforretning tidligere på dagen, men da hun nåede ud til pladeshoppen, viste det sig at være den forkerte Borders-afdeling, og hun kunne derefter ikke nå frem til den rigtige. Så Dickow blev nødt til at slå sig til tåls med, at sådan nogle kiks bare sker på en festival, hvor tusinder af aftaler krydser ind og ud mellem hinanden. Så et par numre – bl.a. ”Room with a View” – blev i stedet hendes musikalske Texas-afsked på sanger/sangskriveren Leeann Atherton spillested, hvor DR og norsk radio NRK lavede fælles program.
Kompetent og superproft udført af Dickow, som det efterhånden er blevet vanen af skrive om Århus-singer/songwriteren, som får det bedste ud af selv de værste betingelser, og som har gjort det amerikanske og engelske marked til sin vanlige og daglige arbejdsplads – fraset selvfølgelig de små udsolgte ture, det bliver til i det danske. Den næste venter til maj. Men inden skal en række yderligere amerikanske datoer lige afvikles – og engelske i næste måned. Sarah Hepburn var også på programmet sammen med bl.a. norske Magnet og Real Ones på Leeann Athertons spillested, der inden koncerten mest mindede om ”et hul i jorden” i den silende Austin-regn, men som endte med at blive en vaskeægte, hyggelig joint – som det måske kunne høres i radiooptagelsen søndag på P4. |
You must be logged in to post a comment.