Først indtager vi Berlin…

Udgivet
10.09.2013
Kadie Elder fik sin første optræden i Berlin under Berlin Music Week. Udover aarhusianerne havde otte andre danske navne taget turen til den tyske hovedstad. (Foto: Mads Mazanti)
Kadie Elder fik sin første optræden i Berlin under Berlin Music Week. Udover aarhusianerne havde otte andre danske navne taget turen til den tyske hovedstad.
(Foto: Mads Mazanti)

Det tyske marked har altid været interessant for danske musikere, men i disse dage virker det til at være endnu mere ‘hot’ end nogen sinde før. Ved årets Berlin Music Week indtog ni danske artister og bands den tyske hovedstad Berlin i håbet om at erobre en større fanskare – for nogle endnu før det store gennembrud er kommet i Danmark.

Hver aften pulserer Berlins natklubber med hårde beats og spændende koncerter. Men fra 4. til 9. september var der lidt ekstra gang i byens musikliv, da den årlige Berlin Music Week blev afholdt.

Med konferencer, prisuddelinger, rooftop parties, gratis day-parties og ikke mindst den store internationale Berlin Festival med Björk, Blur og Pet Shop Boys på programmet, var der noget for enhver musikelsker, 24 timer i døgnet.

Men med op mod 80 nye navne fra den internationale musikscene, var den to dage lange ”First We Take Berlin”-showcase festival under Berlin Music Week dog den bedste chance for at opleve ny musik og for bookere verden over til at se, hvem de skal have på turné i det kommende år. Og lagde man turen ind forbi den efterhånden legendariske Comet Club i bydelen Kreuzberg onsdag aften, blev man vidne til en sand invasion af oplagte nye danske artister ved Dansk Musiker Forbunds aften.”

Startende med de legende pop-kreatører i Ice Cream Cathedral, over tunge beats fra Benjamin Kissi, energisk elektro-pop fra Kadie Elders til højtråbende grime-rap fra Linkoban, afsluttende med den dansende pop-komet Asbjørn, fik Danmark efterladt et solidt aftryk tidligt i den tyske musikuge.

Tyskerne mere nysgerrige
Alle danske kunstnere under Berlin Music Week i det hele taget virkede opsatte på at vise, at deres musik og optrædener var klar til det udenlandske marked – og ikke mindst det tyske. Men for at gøre det, kræver det dog mere end en enkelt god optræden på tysk grund, mener Steffi von Kannemann fra arrangørerne Nordic By Nature, der selv præsenterede flere danske indslag under festivalen:

– Men når man først er slået igennem, så lader de ikke en gå igen. Tyskerne kan godt virke kolde i starten, men når først de har taget imod en, så er de meget varme, fortæller hun.

Steffi von Kannemann er grundlægger af PR-, marketing- og managementbureauet Nordic By Nature i Berlin. Her arbejder hun sammen med kollegaen Nina Legnehed på at bringe skandinavisk musik til Berlin. Med sin erfaring har hun et godt bud på, hvad det kræver at slå igennem på det tyske marked.

”Tyskerne vil have kant. Meget mere end de vil i Skandinavien,” erfarer hun.

Og kant har de danske artister, Nordic By Nature arbejder sammen med.

De tæller blandt andet den psykedeliske pop-dreng Anders Rhedin (aka. Dinner) og Frederik Sølberg, kendt under navnet Rough Days For Diamond Trade. Begge spillede til Nordic By Natures off-venue show på det lille vodka-destilleri Our/Berlin under Berlin Music Week.

For Frederik Sølberg var koncerten tysk releasefest for en remix-udgave af albummet ”Somehow”. Han har i længere tid været bosat i den tyske hovedstad, hvor han oplever en større imødekommenhed i forhold til den musik han laver.

– Berlin er en meget nysgerrig by og her er meget større mulighed for at skabe interesse om den slags musik, jeg kan lide at lave, fortæller Frederik Sølberg.

Rough Days For Diamond Trade var ét ud af ni danske navne på Berlin Music Week 2013. (Foto: Marta Capilla)
Rough Days For Diamond Trade var ét ud af ni danske navne på Berlin Music Week 2013. (Foto: Marta Capilla)

Kan bruge hjemlig succes
Sidste vinter udkom Rough Days For Diamond Trades album ”Somehow” i Danmark uden den store bevågenhed. Men i Tyskland er der ved at være skabt en interesse omkring indie-drengen Frederik Sølberg, så om to uger venter endnu en koncert i Berlin – og derefter går turen til Schweiz.

Dermed har han som andre danske navne som Aura Dione og Reptile Youth lagt grundstenene for en karriere syd for grænsen, før det danske musikmiljø for alvor har taget ham til sig. Men det modsatte er nu også en mulighed, mener Steffi von Kannemann:

– Det er en bonus allerede at være et skandinavisk band med succes. Har man først slået igennem hjemme, giver det et bedre image i udlandet, mener hun.

Skandinavisk succes eller ej: 25. september er en lang række danske artister igen klar til at indtage Tyskland. Denne gang Hamburg, når den fem dage lange Reeperbahn Festival leverer musik til det sultne tyske marked. Her er Efterklang, Baby In Vain, Go Go Berlin, Broken Twin, Linkoban, Bottled In England, Turboweekend, Columbian Neckties, Flod, Get Your Gun og The Hedgehogs allerede på programmet.

 

Redigeret
10.09.2013