Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Kan man leve af elektronisk musik?

admin
Hjemme hos Thomas Knak.

Hjemme hos Thomas Knak.

Hvad skal der til, for at blive elektronisk musiker i dag? Og hvordan adskiller det sig fra alle de andre grene som musiker i 2012? Det var blandt emnerne, da ’Electrifying Denmark’ forsøgte at tage brodden på den elektroniske musikbranche anno 2012.

Elektronisk musik har altid været præget af en Do-It-Yourself-tilgang, hvor man fandt sin egen vej til en personlig lyd og til markedet. Men både lyden, teknikken og markedet har ændret sig markant i de seneste år, og den udvikling satte Strøm og MXD – Music Export Denmark sig for at udforske til ’Electrifying Denmark’ – et initiativ, der fremover skal sætte spot på det levende danske elektroniske musikmiljø og dets veje til det internationale marked.

Stol på talentet
Det startede med en række workshops og masterclasses til den årlige Strøm festival i København, hvor adskillige af landets mest erfarne folk delte ud af erfaringerne. Til ’Homework’ inviterede fire producere – Thomas Knak, Pharfar, Kasper Bjørke og Troels Abrahamsen – eksempelvis hver tre lovende nye producere indenfor i deres eget hjem til en snak om teknik, inspiration og snilde.

Her udvekslede electronica-veteranen Thomas Knak tips med sine tilhørere om vigtigheden af at nå frem til sin egen lyd og det givende i at arbejde sammen med andre selv i en branche, hvor man alt for ofte låser sig inde med sig selv og sine ideer. Og Kasper Bjørke forklarede, hvordan man er nødt til at stole nok på sine talenter og produktioner til at tage kontakt til andre producere, djs og pladeselskaber, hvis man vil ud med sin musik.

– Al kommunikationen omkring musikken bruger jeg meget mere tid på end på at lave musik, som måske kun fylder 20% af mit arbejde, kunne han blandt andet afsløre, med henvisning til den brede vifte af roller som musikere i dag må påtage sig, hvis man vil frem i verden.

Noir og Rune RK øste ud af deres erfaringer med DJ'livet.

Noir og Rune RK øste ud af deres erfaringer med DJ’livet.

Arbejdsomhed og viljestyrke
Og frem i verden, det kan man komme, også som elektronisk musiker, kunne de tilhørende glæde sig over andetsteds i byen, da to af landets største kommercielle succeshistorier blev fortalt på TS Bar til masterclass’en ”Underground Crossover”. Her delte Rune RK og Noir ud af erfaringerne fra to lange liv som dj’s og producere, lige fra de spæde og ufokuserede skridt i studiet til hitpladerne og kalendere pakket med dj-jobs over hele verden.

Især med mega-hittet ’Calabria’ har Rune erobret den globale klubscene og producerer i dag for en række af de største kunstnere. Samtidig holder han fast i sine rødder som elektronisk producer og verdensomspændende dj. Og Noir er måske en af de bedste eksempler på, at det godt kan lade sig gøre at bryde ud af undergrunden med den rette mængde arbejdsomhed og viljestyrke. Den aalborgensiske dj fik skabt en levende og internationalt anerkendt scene for housemusik i sin hjemby på et tidspunkt, hvor pop og r’n’b dominerede nattelivet.

At DIY-kulturen stadigvæk hænger ved i det elektroniske musikmiljø, var et tilbagevendende tema. Det gælder selve musikproduktionen, som lægger en ære i at lege og eksperimentere med teknik og lyde, indtil man når et kunstnerisk særpræg. Og det gælder alt det efterfølgende arbejde, der kræver, at man står for langt det meste selv, hvad end det er at udgive musik, gøre sig selv synlig på alverdens digitale platforme eller at have viljen og modet til at knytte kontakter til ind- og udland.

Mestrer man det, er der til gengæld gode muligheder for at skabe et navn for sig selv på en levende scene, der også er et større og større marked for. Både i Danmark, men især også i udlandet. Det har de mange erfarne producere, der deltog i ”Electrifying Denmark” bevist. Men yngre talenter som Kenton Slash Demon, Taragana Pyjarama og Beastie Respond er også eksempler på, at det stadigvæk kan lade sig gøre.

Læs mere i MXD’s know how-sektion om Homework og Underground Crossover via nedenstående links.

Musikalsk lektiehjælp til den elektroniske ungdom
“Homework” med Kasper Bjørke og Thomas Knak
Fra den elektroniske undergrund til den internationale klubverden
Underground Crossover med Rune RK og Noir