Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Kellermensch i internationalt søgelys efter SPOT

admin
foto Lars Rune Jørgensen 

Kellermensch på SPOT – en overbevisende
optræden, der skal bygges videre på, synes
den engelske manager Tim Hole.
(Foto: Lars Rune Jørgensen).
  

Den engelske manager Tim Hole vildt imponeret over gruppen – han skal nu prøve at bane internationale veje for de otte hårdrockere
– – –
Tim Hole er manager og direktør for Audia Authority Management, og var inviteret til årets SPOT Festival som deltager i panelet ”What Does It Take To Make It In The UK?”. Nu er han pudsigt nok selv kommet til at arbejde med det emne – og andre internationale markeder – når det gælder de danske opruskere af metalgenren i Kellermensch:

– Jeg kom egentlig bare til SPOT for at ”hilse på” – og så endte det med at jeg tog hjem med et otte mand stort band !!”, griner Tim Hole fordi så stort et antal medlemmer ikke hører til det åbenlyst mest salgbare i musikverdenen.

– Jeg var vel blevet kontaktet af 40 bands op til SPOT, og Kellermensch var et af de bands jeg havde tjekket ud på forhånd via MySpace. Og det var ganske spændende. Men selve SPOT-koncerten blæste mig omkuld – den var helt unik. Jeg overværede den sammen med Mike Walsh, leder af Radio XFM. Og jeg blev nødt til at spørge ham undervejs i koncerten: ”Synes du det her er lige så fantastisk, som jeg?” Hans svarede ”ja” og sagde til mig: ”Dem er du bare nødt til at lave noget sammen med…”

– Det var et af de her ”little boy”-øjeblikke for mig. Hvor man bare glemmer sig selv og glædes over musikken som dengang man var helt ung, fordi man overraskes og rives med. Og det er mildest talt ikke hver dag, det sker for branchefolk som jeg selv, der hører massevis af musik. Men Kellermensch fik mig til at tænke ”My God – these guys are incredible”, siger Tim Hole og fortsætter:

 

Tim Hole – begejstret
for de otte danskere.

– Den hårde rock mit speciale, men det er sjældent jeg oplever grupper med så mange facetter på en gang – både i stemning, sound, musik, melodi og tekst. Og på dette tidspunkt i deres karriere. Der er mange lag at opdage – selv efter flere gennemlytninger eller koncerter. Det andre grupper måske opnår og formår at bygge op gennem en håndfuld udgivelser, synes jeg Kellermensch har formået at samle på én gang, roser Tim Hole, der stadig er lige begejstret efter at have oplevet gruppen flere gange.

Resultatet er nu blevet at Tim Hole har indgået en aftale med gruppen – en slags fifty-fifty management-deal, hvor Hole skal søge at skabe international opmærksomhed for gruppen via sine branche-kontakter.

– Jeg siger ikke, at det bliver en stor international salgssucces – den slags er aldrig til at vide. Men jeg tror på at gruppen kan breakes internationalt. Da jeg var hos Dan Carter hos BBC Radio 1 for nylig, havde jeg nummeret ”Moribound Town” med – han hørte det kun en gang før han gjorde det til ”track of the week” i sit ”Rockshow” samme aften – lige som Mike Walsh vil lave en livesession med gruppen på Radio XFM, fortæller Tim Hole, der i første omgang håber på en skandinavisk udgivelse af gruppens debut-cd, inden ”fastlands-Europa” kommer til – før England, USA og Japan skal bearbejdes. Og fulgt op af turné alle steder. Det er i hvert fald ønskesedlen og forhåbningerne netop nu, hvor pr-strategien skal udarbejdes endeligt med gruppen og Kellermensch’ danske samarbejdspartnere, Target.

– Tim kommer til at stå for den internationale lancering af Kellermensch – det virker som om at han har rigtigt mange kontakter, vi kan drage nytte af, så vi er selvfølgelig spændte, siger gruppens guitarist og sanger Sebastian Wolff, der understreger at alt stadig er på det forberedende stadie. For den otte band store gruppe ”er både dyr og bøvlet” at sende på tur – som guitaristen udtrykker det – så live-optræden og showcase-koncerter skal tænkes ind i en nøjere forberedt plan

Kellermensch og Tim Hole har givet hinanden hånd på at samarbejde frem til 2011 – så skal indsatsen evalueres.
– – –
Læs SPOT Live-anmeldelsen af Kellermensch’s SPOT-optrædenr