Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Med Lily Electric på hjemmebane

admin
popkomm 2008

Lily Electrics to frontfigurer Tobias (t.v) og Bjarke – både stærke vokalt og på guitaren.

Kl. 2.05 natten mellem onsdag og torsdag var der lutter glade ansigter hos de fire Lily Electric– medlemmer på den østberlinske klub Lovelite – efter en lang dags vellykket arbejde.

Det allersidste indtryk – en smilende grimasse fra en superglad booker, Dino Borsellino fra det store tyske bureau Target Concerts og tale om kommende turnéer i Tyskland, først som opvarmningsband, senere alene – lunede i den kølige berliner-nat:

Det er lige præcis sådan en booker-aftale gruppen længe har håbet på, og selv om Lily Electric  tidligere har oplevet fine ord visne til tomme løfter, var der alligevel så stor overbevisning i Borsellinos stemme, at det lyder som om han vil gøre et stooort arbejde på at overbevise sine tre medbookere hjemme på det store München-kontor om at Lily Electric skal indlemmes i stalden, når han kommer hjem fra Popkomm.

Dino Borsellino – glad for dansk rock, og vil gerne have Lily Electric i Target Concerts stald, som dækker det tyske, Østrigske og Schweiziske marked

– Vi lytter alle til bandets musik hjemme til kontoret – og kan li’ det. Nu er jeg her for at høre om det også fungerer live, sagde Bordellino inden Lily Electric gik på – og bedyrede i det hele taget sin tro på dansk musik, som ”det næste Sverige” og fremhævede straks Veto og Nephew som andre stærke danske grupper med særkende:

– Jeg tror ikke det helt er slået igennem endnu hos det brede publikum, men næste år….det kan blive rigtigt stort dansk, lød rosen inden koncertstart. Og efter Lily Electrics optræden konstaterede han kort og tilfreds, at gruppen både havde været stærk, modig, indieagtig – og alligevel havde melodiøse kvaliteter over sig som alt i alt kan fungerer over for ”et stort tysk publikum”. Lige det der skal til for at Target tør indgå aftaler.

Så også på den måde endte dagen som en stor hjemmebanesejr for Lily Electric, der tre gange tidligere har spillet på netop Lovelite med succes, og som indtil for en måned siden faktisk havde Berlin som base gennem to år inden to af gruppemedlemmerne vendte næsen mod Danmark igen.  Og så havde der endda også været en fin ”opvarmning” og pænt fremmøde ved gruppens første koncert denne onsdag som femtedel af Live Nation Denmarks Popkomm-showcase.

Blæste på den gyldne regel

Men herude på Lovelite fungerede det specielt godt. Bl.a. fordi gruppen havde mod til at blæse på alle gode råd med at spille hitsene fra start, fordi der var tale om en showcase-koncert med mulige branchefolk blandt tilskuerne. I stedet startede de djærvt, droneagtigt og ny-psykedelisk med nyskrevne ”Consuming Has Left Us Poor” der brugte op mod ti langsomme minutter til at æde sig ind på publikum, inden gruppen fyrede resten af den helt nyudkomne ep af – som kun ganske få kender til. Og selv om der med tiden blev plads til mere melodi og pop, var det uden at gruppen nogensinde gav slip på integriteten og viljen/retten til selv at bestemme – og tro på sig selv og egne kvaliteter. Take it or leave it.

Kasper Find – Copenhagen Calling- initiativtager for tredje gang – og glad manager for Lily Electric

Med Lily Electrics succes kunne gruppens manager og Copenhagen Callings arrangør Kasper Find også erklære sig tilfreds oven på en aften, der  havde budt på ned- og optur.

– Jeg har et begrundet håb om at få den aftale i hus mellem Lily Electric og Target, lige som det med lidt held bliver til endnu en aftale med et af de Copenhagen Calling-bands, vi præsenterer de næste par dage – og så kan vi kun være tilfredse på den front, sagde Kasper Find. Til gengæld var han negativt overrasket over aftenens totalt set noget sparsomme fremmøde, som alt i al fik 100 gennem billetlugen..

– Jeg har selv oplevet Lily Electric på Lovelite tidligere, og da var der pakket. Og normalt er her mange flere tilskuere, men dels er det onsdag – dels er det Popkomm med hundreder af andre tilbud i Berlin, og dels går folk altså ikke til musik hernede allerede kl. 22 om aftenen funderede Kasper Find om grunden til at Vincent Van Go Go’s koncert først på aftenen aldrig kom over 35 fremmødte:

Han trak ellers starttidspunktet og håbede på at aftenens hovednavn, tyske Jersey kunne trække flere tilskuere med sig til den 10 år gamle undergrundsklub med det umiskendeligt ”trashede” udseende (”slidt men ikke helt smadret”, som Find udtrykker det) og et musikalsk normalfokus mellem afro, funk og punk. Men det var som om publikum havde lugtet ”forhalingslunten” og de dukkede aldrig op før til Jersey skulle på scenen.

Prof GoGo

popkomm 2008

Vincent Van Go Go på scenen – tændte, velspillende, proffe

Men heldigvis var Vincent Van Go Go kun alt for godt klar over, at der kun er en ting, der tæller – uanset om der en 10, 35 eller 100 tilskuere. De fremmødte skal have valuta for pengene, og det ved sanger/guitarist Johs & co så godt som nogen. For selv om bookingaftalen med tyske Ass Booking er i hus og den seneste cd er i distribution hos tyske Our Distribution, så er det erklærede mål en decideret labelaftale med et pladeselskab. Måske var repræsentanten fra det ”rigtige” selskab ikke til stede onsdag aften, men måske kommer han/hun, når gruppen spiller sit andet job fredag i forbindelse med Popkomms reggae-festival. Man ved det aldrig.

 

Udasede Vincenr Van Go Go i Lovelites "trashede" omklædningsrum – med masser af mod på mere tysk trods…

Så gruppen skruede op for den velspillede blanding af geggae, soul, funk, pop, rock – og scratch. Og fra yderst groovede ”Diggin’” cirka midtvejs spillede Vincent Van Go Go bare jobbet hjem kompetent og professionelt – og i god kommunikation med de få. Især sanger/guitarist Johs havde publikum i sin hånd.

– Selvfølgelig havde vi gerne set flere – og vi har da også haft meget bedre publikum ved de seneste par ugers koncerter i Tyskland. Men tidspunktet er åbenbart alt for tidligt. Og så har man ikke anden mulighed end at lukke øjnene og spille. Men til november-december kommer vi igen, som opvarmning for gruppen Fettes Brot ved 13 jobs, som virkelig sikrer os et meget stort publikum.
 
– –
Copenhagen Calling III fortsætter i aften med Alcoholic Faith Mission, Halph og Liva Ventura på spillestedet Antje Øklesund. Fredag spiller Harpcore, Valravn og Lis Er Stille Copenhagen Calling III på klubben West Germany.