Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Nordic by Nature Showcase – velbesøgt af fans og branchefolk

admin
Spleen United leverede varen til Nordic by Nature.

Spleen United leverede varen til Nordic by Nature.

For tredje år i træk indtog Nordic By Nature den berlinske festival med et rent skandinavisk arrangement. Seks bands og artister – tre fra Danmark, to fra Norge og et fra Finland – spillede for fulde huse på spillestedet FritzClub im Postbahnhof torsdag aften. Og med et særdeles solidt line-up, som blev afviklet på klubbens to scener, fik de fremmødte en varieret musikalsk aften i selskab med HighasaKite (Norge), I Got You On Tape, Sandra Kolstad (Norge), LCMDF (Finland), Spleen United og Turboweekend.

Bag Nordic By Nature (NBN) står to målrettede piger, som har store ambitioner for at fremme skandinavisk musik og kultur i Berlin og Tyskland. Konceptet blev grundlagt for ca. tre år siden af Steffi van Kannemann fra Tyskland og Nina Legnehed fra Sverige. De to mødte tilfældigt hinanden i Berlin og gennem en fælles kærlighed for skandinavisk musik og kultur, startede de NBN. Både Steffi og Nina har en fortid i musikbranchen – Steffi har bl.a. arbejdet med planlægning af musikevents og som dj, og Nina har arbejdet på en svensk radiostation.

De to initiativtagere - Steffi van Kannemann & Nina Legnehed.

De to initiativtagere – Steffi van Kannemann & Nina Legnehed.

Vi talte med de to travle piger om Nordic By Nature konceptet kort efter det sidste band gik af scenen torsdag aften.
– Jeg havde længe leget med tanken om at få skandinaviske bands til Berlin, da jeg så et stort behov for at udvide og krydre den tyske musikscene med den interessante nordiske lyd. Og da Nina, med sin svenske baggrund, kunne se det samme potentiale for skandinavisk musik i Tyskland, blev NBN hurtigt en realitet, siger Steffi van Kannemann.

Nina Legnehed fortsætter: – Vi startede hurtigt NBN-konceptet op med en månedlig klubaften, hvor det udelukkende var skandinaviske bands som optrådte, men siden har vi udvidet NBN til at omfatte flere elementer. Udover klubaftener – som afvikles på forskellige klubber som eks. FritzClub, Prince Charles og Flamingo – afvikler vi også nordiske pladeudgivelser, musikevents, og månedlige radioshows samt tilbyder management for skandinaviske bands, fortæller hun.

De månedlige klubaftener har forskellige temaer som eks. Swedish og Finnish Wave Nights og Skandinavian Disco. NBN arbejder også på at udvikle hele konceptet omkring skandinavisk kultur, så musik blandes med kunst og design:

Norske Highasakite spillede indiepop i Berlin.

Norske Highasakite spillede indiepop i Berlin.

Det er vigtigt for os, at vi ikke bare introducerer skandinavisk musik, men at man får hele følelsen af den skandinaviske stemning til Berlin. På den måde kan den tyske forbruger få en bedre fornemmelse af det pågældende land og Skandinavien som helhed, siger Nina, og Steffi uddyber:

– Vi forsøger at arrangere vores skandinaviske aftener, så alle nordiske lande er nogenlunde ligeligt repræsenteret. Men det afhænger selvfølgelig af hvilke bands, som er relevante og interessante i de pågældende lande, og som har mulighed for at deltage i vores arrangementer. I de foregående tre år, som NBN har eksisteret, har der været både nye og etablerede danske musikere til vores arrangementer i Berlin. Bl.a. har vi haft besøg af navne som Vinnie Who, Battlekat, Chimes and Bells, Darkness Falls, Fallulah, Figurines, Rangleklods, Slaraffenland og Sleep Party People. Og i aften gælder det altså I Got You On Tape, Turboweekend og Spleen United.”

– Vi vil meget gerne arbejde for, at endnu flere tyskere får øje på nordisk musik – ja, det er et af hovedmotivationerne for vores arbejde i NBN. Vi vil bruge succesen fra de skandinaviske bands, som allerede er etableret i tyskland, til at introducere flere nye skandinaviske bands. Der er en kæmpestor uudforsket nordisk musikscene, som bare venter på at blive opdaget. Et godt eksempel er eks. Spleen United, som er blevet introduceret til Tyskland gennem WhoMadeWho, som er meget store her. Og folk har tillid til et nyt band, som bliver promoveret sammen med et band, de i forvejen kender. Det gør vores arbejdet nemt, siger Steffi.

I Got You On Tape

I Got You On Tape.

Nina indskyder: – Den tyske forbruger ser ofte på de skandinaviske bands som en helhed og skelner ikke mellem de forskellige lande. Dog er de fans, som er tilknyttet NBN, relativt klar over, hvilke nationaliteter de forskellige musikere har. Sverige er stadig det mest populære musikland for den tyske lytter, men det forsøger vi at bruge positivt i forhold til de andre skandinaviske lande, som eks. Finland, som i mange år har haft problemer med at få introduceret deres kunstnere i udlandet. Og det er heldigvis ved at ændre sig. Til dels gennem vores arbejde i NBN, fordi vores fans har tillid til os, når vi eks. siger at Helsinki er den nye indie-hovedstad. Og således vokser den skandinaviske musikscene stille og roligt i Tyskland.

– Den danske musikscene er også meget interessant lige nu, og har været det i de sidste par år. Jeg vil måske sammenligne den lidt med den finske musikscene. Lige nu eksploderer den med nye og spændende bands. Jeg kan eks. nævne Mø, Indians og Asbjørn, som er meget interessante upcoming artister. Den danske musikscene er nok den mest spændende og eksperimenterende i Skandinavien lige nu, mener de to.

Fra Finland deltog LCMDF.

Fra Finland deltog LCMDF.

– Hamburg og Berlin er nok de bedste steder at promovere skandinavisk musik i Tyskland netop nu, på trods af, at det er to meget forskellige byer. Hamburg, fordi de har en stor indie-scene, og danske bands synes at været meget velkomne der. F.eks. har Vinnie Who og Battlekat en meget stor fanbase der. Men Hamburg er svær at få succes i som promotor, hvis du ikke er fra byen. Der er Berlin nemmere at slå igennem i, hvilket vi også benytter os af. Men begge steder har stort potentiale for skandinaviske kunstnere.

– I forhold til samarbejdet med Berlin Music Week har samarbejdet været nemt og problemfrit fortæller de to:

– Vores showcases består af nogle af de mest interessante bands og artister i Skandinavien netop nu. De sælger jo nærmest sig selv. De sidste par år under festivalen, har vores showcases altid været velbesøgt, hvilket viser, at interessen og nysgerrigheden omkring nordiske bands bestemt er der. Vores koncept er i høj grad fan-baseret, og vi kan mærke, hvordan begejstringen for den skandinaviske musikscene spreder sig stille og roligt. Og udover vores Facebook-kampagner for vores showcases under festivalen, har vi promoveret arrangementerne i lokale medier, radioen samt ved udsendelse af invitationer.”

Turboweekend.

Turboweekend.

Steffi afslutter: – Vores succeskriterier for denne showcase har været, at klubben var proppet med mennesker, som havde det sjovt og morede sig. Men en god kombination af fans og branchefolk har været ambitionen fra start, og aftenen har levet fuldt op til, hvad vi håbede på.
Aftenens showcase har haft lidt over 500 besøgende, hvor halvdelen af dem har været branche- og mediefolk. Nogle af de mere prominente branchefolk fra den tyske musikindustri har været fra Motor Entertainment, Creative Talent, Budde Music, SSC, Universal, ASS Concerts, Revolver, Bread and Butter og Popup Booking. Ydermere var der mediefolk fra Rolling Stone Magazines tyske udgave, Musikexpress, spanske El Mundo, Radio Eins, Sveriges Radio og Musikwoche. Derudover har der været folk fra mindre labels og en del bookere – både danske og internationale.

– Feedbacken fra fans, branche- og mediefolk har allerede været utrolig positiv, både hvad angår musikken, arrangementet og stemningen. Den mest overvældende respons har været over Spleen Uniteds koncert. Dem spår vi en stor fremtid i Tyskland, siger Steffi.