Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

The Rocking Factory flytter til Hamborg og udvider – Nyudvikling af samarbejdet med MXD, ROSA og SPOT

admin

The Rocking Factory v. Christian Hald Buhl, MXD og ROSA/SPOT Festival har via sit samarbejde siden 2008 udviklet og gennemført en række internationale kampagner for dansk musik med markante resultater bag sig, bl.a. under SPOT Festival og SPOT On Denmark-programmet.

Efter fem år i Bruxelles flytter The Rocking Factory nu til Hamborg (Tyskland) og udvider sin aktivitet med en ny international forretningsmodel, der betyder, at The Rocking Factory nu vil åbne forretningen op for øvrige udenlandske musikselskaber og andre kundesegmenter. Det nye tyske hovedkontor åbner til juli 2012.

I Danmark fortsætter The Rocking Factory med at arbejde eksklusivt for ROSA/SPOT og MXD på en række internationale indsatsområder – i  2012 vil dette bl.a. fortsat indbefatte udvikling og afvikling af en del af SPOT On Denmark projektporteføljen samt det internationale netværksarbejde omkring SPOT Festival. Men det nye forretningsgrundlag for The Rocking Factory vil herudover give adgang til nye netværk og potentielle samarbejdspartnere for ROSA/SPOT og MXD, som kan styrke indsatsen betragteligt.

Gunnar K. Madsen, leder af SPOT Festival og ROSA udtaler:  – Først og fremmest er vi jo stolte af, at Christian Hald Buhl kan udvide sin forretning. Dernæst ser vi en række øgede muligheder i det. Det vil alt andet lige styrke forankringen af vores netværk, viden og samarbejde med de udenlandske musikselskaber, at The Rocking Factory nu begynder at løse opgaver for vores partnere i udlandet…

Thomas Rohde, direktør for MXD – Music Export Denmark supplerer:  – Timingen for udvidelsen og etableringen af The Rocking Factory i Hamborg er perfekt i forhold til MXDs  – og SPOTs –  strategi og øgede fokus på det tyske marked. Det vil give os en daglig tilstedeværelse på markedet og adgang til nye samarbejdspartnere.

Christian Hald Buhl, grundlægger og ejer af The Rocking Factory, fortæller om sin motivation for udviklingen af forretningsgrundlaget:  – Jeg er igennem arbejdet med SPOT On Denmark og SPOT Festival blevet fascineret af udfordringen, der ligger i at få sammensat forretningsplaner, der trækker i samme retning på tværs af grænserne i Europa. Der er kort sagt mangel på forretningsmodeller, der samler op, hvor de gode politiske platforme slipper og tilbyder musikbranchens diverse aktører kommercielle løsninger til europæisk forretningsudvikling.

F.eks. vitale områder som PR-indsatsen på tværs af Europas mange kulturer og sproggrupper. Hamborg er som international handelsby situeret i hjertet af Europas største økonomi derfor den perfekte base for The Rocking Factorys nye forretningsmodel.

Spørgsmål og henvendelser kan adresseres til:
Gunnar K. Madsen (gunnar@rosa.org)
Thomas Rohde (thomas@mxd.dk)
Christian Hald Buhl (buhl@therockingfactory.eu)