Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Sprækker i den engelske mur

admin
Adam Olsson er den spadekastende frontmand for The Good The Bad - i dag har gruppen launchparty i London for deres ep - inden aftenens koncert. (Foto: Henrik Friis)

Adam Olsson er den spadekastende
frontmand for The Good The Bad – i dag har gruppen launchparty i London for deres ep – inden aftenens koncert. (Foto: Henrik Friis)

”Englænderne har i forvejen det hele, er ufatteligt svære at vække – og er i øvrigt så krukkede, at de uanset hvad synes, deres egen musik er det bedste”.

Vi skal ikke forsøge at aflive ovenstående fordom/holdning til det engelske marked her, men vi kan nævne, at der måske alligevel er sprækker i muren, som man kan bearbejde.

Den fornemmelse stod man tilbage med torsdag aften på klubben The Lexington i det østlige London, hvor i hvert fald 200 betalende engelske tilskuere så på aftenens program med toner fra Finland, Norge og Danmark i det fællesnordiske JaJaJa-fremstød.

The Good The Bad: Visuelle, kogende  energiske, kantede -  og fik lange klapsalver som tak fra de fremmødte englændere… (Foto: Henrik Friis.)

The Good The Bad: Visuelle, kogende energiske, kantede – og fik lange klapsalver
som tak fra de fremmødte englændere. (Foto: Henrik Friis.)

Og selv om det regnede så bandsat meget i London denne aften, at man tog sig i at foretrække den danske isvinter, så havde englænderne ikke kun søgt ly for regnen.

Tværtimod levede de med i musikken og var ægte entusiastiske overfor det genrespredte program, UANSET om det var finske Vuks smukke drømmende og expressive toner med stueorgel- og feminin følsomhed, norske Ungdomsskulens kantede indie eller det første danske indslag i JaJaJa-samarbejdet, The Good The Bad, med decibel-maximeret twanget surf og klassiske temaer fra film, der endnu ikke er blevet produceret…  (danskerne har i øvrigt allerede pænt hul igennem i det engelske: de har spillet herovre tidligere – og skal det i øvrigt igen i aften på The Brickhouse).

Faktisk har The Lexington ry af at være en af Londons pt. vigtigste showcase-klubber, så her oppe på førstesalen af den store pub – hvor der for bare 30 år siden var ugentlig nævefight mellem engelske wannabe-boksere og dertil masser af illegal gambling og væddemål – kommer de musiknysgerrige londonere nu om dage i forventning om at blive præsenteret for ny kvalitetsmusik. Af samme årsag har de nordiske musikeksportkontorer – fra dansk side MXD og ROSA – købt sig ind til den månedlige præsentation. Og torsdag gav det mening. Men hør nu englænderne selv:

Becky Ayres.

Becky Ayres.

Becky Ayres, booker fra Liverpool Sound City festivalen:
– Jeg synes JaJaJa er en rigtigt god idé. Nu har jeg været til to JaJaJa-arrangementer og præsentationen er cool. Dels er idéen med på skift at lade en person fra den engelsk branche udvælge musikken god – dels er skiftet mellem de forskellige nordiske lande også med til at sikre variation. Folk kommer på det her venue, fordi The Lexington har et godt ry, og fordi man er sikker på god musik, og når man tænker på den kvalitet, musik fra de nordiske lande har lige nu – de har vi også hørt i aften – er der ikke andet at sige end: ”fortsæt”.

Kieron Tyler.

Kieron Tyler.

Kieron Tyler, skribent og anmelder, Mojo Magazine:
– Jeg synes ikke bare, JaJaJa er en god idé – jeg synes, det er den helt rigtige idé. The Lexington ligger ikke i Richmond eller Acton – det ligger i et hipt kvarter med et godt miljø med interesse i kultur og musik. Så det er det perfekte venue – det er ”The Showcase Venue” over alle i London pt. Det eneste, jeg spekulerer på, er om de nordiske musikeksport-kontorer vil fortsætte opbygningen – om de også prioriterer og har råd til at være her til efteråret, til næste forår osv. Men der er ingen tvivl om, at dette er den rette aproach, hvis man vil have opmærksomhed over here.

James Drury. (Foto: Henrik Friis)

James Drury. (Foto: Henrik Friis)

James Drury, news editor, Audience Magazine:
– Det er godt, de nordiske eksport-kontorer er gået sammen om det her. Det er den gamle sang om, at man er svag alene men stærk sammen. For det er dyrt at præsentere sig her, og jeg tror også folk tiltrækkes bedre af en blandet nordisk aften end f.eks. en ren dansk eller norsk. I det lys ville svenskerne i øvrigt nok have de bedste chancer for at løbe med opmærksomheden. Men du har selv set det her i aften: Koncertlokalet var så godt som fyldt, og folk på The Lexington er nysgerrige.  Selvfølgelig bliver det spændende at se, om der kommer resultater ud af det i længden, men jeg personligt har den fornemmelse, at der er en fin interesse overfor nordisk musik lige nu. Måske på grund af vores fælles vikinge-historie….ha-ha  – nej, alvorligt talt: Jeg synes, der er en varme i den nordiske musik, og vi virker mere åbne over for det end musik fra andre lande…

Jonas Ludvigsen. (Foto: Henrik Friis)

Jonas Ludvigsen. (Foto: Henrik Friis)

Jonas Ludvigsen, production manager One Litle Indian og Fat Cat Records (tidl. trainee hos Playground Music, Danmark og informationsmedarb. for Junibevægelsen i Bruxelles):
– Jo, jeg synes, JaJaJa giver mening. Du kan let fange mig i det ene øjeblik at sige, at det engelske marked er lukket omkring sig selv og er umuligt at bearbejde – og det næste synes jeg alligevel, der er åbninger, som gør det besværet værd.

– For når det gælder dansk musik, har the Kissaway Trail f.eks. været på BBCs playliste gennem de seneste tre-fire uger – det er meget flot for et dansk band – Oh No Ono gør sig godt herovre, Efterklang har virkelig fat i et stort publikum og får flot medieomtale, så der ér altså muligheder.

– Men det er afsindigt hårdt – lige meget om du vil gøre dig som brancheperson eller musiker. Du skal hele tiden overbevise og gøre det bedre end englænderne selv – ellers tager de jo bare en af deres egne. Hvad jeg gjorde? Jeg fik lov at komme ind som assistent, og så arbejdede jeg hele tiden og bad konstant  om mere at lave – selv om jeg egentlig havde rigeligt og travlt nok i forvejen. Men du skal vise commitment – du skal være på hele tiden. Du møder måske først op ad formiddagen, men så er du der også til ud på aftenen – og så skal du på klubber og lytte bagefter…

– Som musiker skal man finde sig booking-agten, pladeselskab eller lignende. Du her ikke en chance uden kontakter, som kan bane vejen for dig – som kan engagere andre i musikbranchen eller -pressen til at give dig en chance. Man skal også være klar over, at konkurrencen er stor internt i det britiske.  Dels fra musikken i de andre egne af England – eller Wales, Nordirland eller Skotland. Alle de steder, er der grupper og branchefolk, som har ambitioner om at slå igennem i London. Så den interne konkurrence er også enorm – det gælder ikke kun musikken udefra. Men trods det, synes jeg altså, at det er muligt. Se bare på fremmødet i aften….

The Good The Bad på The Lexington: