Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

:: The Danish Entourage :: til C/O POP i Köln 13. August.

admin

                                                                                                                                      (FOTO: Rasmus Weng Karlsen)

Den danske elektroniske scene koger. Producere, DJs og artister vælter frem fra undergrunden…

Herhjemme kan scenen bl.a. opleves på events og festivaler som Distortion, RAW, Stella Polaris og Strøm. Men de danske himmelstormere vil i lige så høj grad kunne opleves på klubber og festivaler i udlandet.

For at skabe en fælles front, både i ind- og udland, har Music Export Denmark (MXD) samlet scenens største navne, og præsenterer dem samlet under navnet ”The Danish Entourage”. Formålet er at styrke danske DJs, producere og pladeselskaber inden for house- og technoscenen internationalt. Hør musikken fra The Danish Entourage her.

Første skridt i eksportfremstødet var en showcase der præsenterede førende danske labels og deres kunstnere på den elektroniske festival SONAR i Barcelona i juni måned. Nu tages næste skridt. Dette sker med et stort arrangement på C/O POP Festivalen i Köln.

C/O POP Festivalen ser så stort potentiale i den danske scene, at de har valgt at bygge hovedaftenen på festivalen op omkring The Danish Entourage. Tobias Thomas fra Kompakt og C/O POP udtaler i denne forbindelse: – Lige nu, mens ældre og mere traditionelle festivalstrukturer er på vej ned og mister betydning, fødes der nye stjerner. Og den danske elektroniske scene er uden tvivl en af dem. (Kilde: Politiken)

C/O POP bliver afholdt 13.– 17. august 2009. Festivalen har eksiseret siden 2004 og dækker indie-, pop- og clubkulturen. Festen, der bliver den største på festivalaftenen, præsenteres sammen med festivalen og kommer til at finde sted på den anerkendte genreklub, Opernterrassen. Festen fordeles over to rum med plads til hhv. 200 + 1000 gæster. I samarbejde med Distortion, vil 50 danske ravere blive kørt til Köln i Distortions og The Danish Entourage’s festbus for at skabe fest i gaden og promovere arrangementet. Målgruppen er såvel branchefolk, som civile musikelskere.

Kunstnerne der optræder til :: The Danish Entourage :: er udvalgt ved en jury bestående af: Pig Magazine (Italien), Carlos De Brito: Electronic Beat (Tyskland), Peter Armster: Word and Sound (Tyskland), Kjeld Tolstrup: Ungabunga – P3 / Sound Of Copenhagen (Danmark) og Waqar: DJ / booker KB18 (Danmark). 

For yderligere information kontakt pressemedarbejder Lewis Colston eller projektkoordinator Lisa Marxen,  tlf.: 24 62 93 39.

Torsdag 13. August :: C/O POP ::
Opernterrassen // 22.00 – 05.00

Projektkoordinator Lisa Marxen fra MXD udtaler:

– Den danske elektroniske scene er af en utrolig høj kaliber. Formålet med dette fremstød har været at samle kunstnere, pladeselskaber, meningsdannere og andre ildsjæle fra en meget innovativ, men også temmelig fragmenteret scene, i et fælles fremstød. Det er fedt at se, hvordan folk der til hverdag er konkurrenter, har åbnet dørene til deres netværk og øvrige ressourcer til gavn for hele den danske elektroniske scene. Tomas Barfod (DJ, WhoMadeWho, Tartelet Records, Distortion) har her spillet en ganske central rolle med at samle alle interessenterne. En stor tak til ham! De danske frontløbere indenfor genren er naturligvis gået ind i projektet for at øge afsætningen på eksportmarkederne, men et stort motiv har også været at hjælpe med at opdrætte de nye talenter og overbringe dem en erfaring, så den danske scene kan blive ved med at vokse over de næste år.
Yderligere information via www.mxd.dk/thedanishentourage
——

:: TDE Label liste 2009 ::

Echocord Records
Etableret i 2002 af den danske DJ Kenneth Christiansen, der i en årrække også har spillet under DJ navnet ”Ned Flanders”. Echocord er hovedlabelet bag den populære danske electronica-kunstner Mikkel Metals udgivelser, men har også udgivet udenlandske artister som Quantec og Luke Hess. Er pt. aktuel med udgivelsen ”Rauta EP”, hvor den danske Echocord artist DJ Lab teamer op med Anders Trentemøller. Desuden er Christiansen med-indehaver af det verdenskendte københavnske spillested Culture Box, der de sidste fire år har fungeret som hovedstadens primære elektroniske klub.
http://www.myspace.com/echocord

Tic Tac Toe Records / Connect Four
Etableret i 2004 af den erfarne danske DJ Patrick Bateman, der også lyder det borgerlige navn Kenneth Broxgaard. TTT har i gennem de sidste fem år stået for udgivelser med danske artister som Hansen & DJ Daniel, Trentemøller, Blagger, Jack Rock og Mathias Mesteño. Udenlandske notabiliteter som Orlando Voorn har også haft udgivelser på det danske label, der for tre år siden fik en lillebror, der lyder navnet Connect Four. Hvor TTT går efter gulvet, har ”C4”, som labelet hedder blandt fans, de dybere lyde i house og techno som sit primære output. C4 udgiver på nuværende tidspunkt kun udgivelser med udenlandske kunstnere, og bl.a. James Teej, der udgives på labelet, spås til at være en af scenes næste rigtigt store stjerner. Broxgaard driver til daglig labelet sammen med Lars Gregers fra duoen Blagger.
http://www.myspace.com/tictactoerecords
http://www.myspace.com/connectfourrecords

Tattoorecs.com
Etableret i 2006 af duoen Ink & Needle, der ellers ikke er meget for at gøre det store væsen af sig PR-wise. Når duoen er ude at spille, er det altid iført sorte ishockeymasker. Og når de udgiver plader, hedder numrene ikke andet end et nummer og en tatovering. 12 af slagsen er det blevet til efterhånden, fordelt på seks udgivelser. Og når udenlandske stjerner som Roger Sanchez, Richie Hawtin, Ricardo Villalobos, Carl Cox, Derrick May og Sven Vath spiller ens tracks, så må man da gøre noget rigtigt…
http://www.myspace.com/tattoorec

3rd Floor Records
Etableret af den danske DJ Martin Decara i 2004 og har ligesom TTT og Echocord Records været en mindre ”udklækningsfarm” for up and coming danske artister, herunder bl.a. Trentemøller, der udgav releasen ”Kink” helt tilbage i 2005. De senere år har 3rd Floor udgivet tracks med den svenske stjerne Martinez, såvel som Nima Gorji, der pt. residerer på Ibiza.
http://www.myspace.com/3rdfloorrec

Tartelet Records
Klart det yngste label af flokken, men så sandelig på ingen måde umodent! DJ og producer Tomas Barfod (WhoMadeWho, Filur, Barfod & Fredski) dannede med sin ven og musikalske partner Frederik Bille-Brahe (Fredski), Tartelet Records, i 2008. Labelet har en bred profil, der allerede huser kendte danske navne som Analogik, Kenton Slash Demon, MHM-1 og James Braun fra DXD. Desuden har Tartelet også en skarp kreativ profil, der for øjeblikket udmønter sig bl.a. i samarbejdet med AIAIAI, hvis høretelefoner allerede er et stort hit i undergrunden.
http://www.myspace.com/tarteletrecords