Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Undergrunden kalder

admin

Elektronisk møder klassisk – Harpcore har et
særpræget udtryk, som de trumfer ved at
ironisere over hele koncert-situationen. 
 
 
 

Der er ikke noget fornemt og ophøjet over spillestedet West Germany i den berlinske bydel Kreuzberg. Tværtimod. Koncertsalen på godt 40 kvadratmeter er som skåret ud af en gammel boligblok eller lægekonsultation i en betonboligblok, og både loft, vægge og interiøret er råt, som om en håndværker har forladt stedet i utide – og lejerne i stedet har bygget en scene oven på nogle tomme ølkasser og sat en bar ind i et tilstødende lokale.

– En del af Copenhagen Calling er at finde nogle steder, som dem her, som man ikke vil kunne finde i Danmark. Der ville gå fem minutter, før det ville blive lukket ned derhjemme, forklarer Kasper Find, der har samlet ni bands over de tre aftener på Popkomm på tre forskellige spillesteder – hvoraf de tre er inviteret og booket af Dansk Musiker Forening.

– Formålet er at præsentere noget ordentligt musik, og inden for indie har den danske scene et rigtigt højt niveau, så vi kan præsentere noget musik, der er bedre end det, tyskerne selv ville præsentere. De danske bands får mulighed for at vise sig frem, og de første to år fik 80 procent nye jobs eller aftaler med booking- eller pladeselskaber efter at spillet her, fortsætter han.

– Meget af successen for i år er allerede hjemme, for Lily Electric blev signet på det tyske Target Booking, som også har Flaming Lips i Tyskland, og de skal spille supportshows til vinter og på en 14 dages turné til foråret. Desuden har Alcoholic Faith Mission fået en aftale allerede nu, forklarer Kasper Find, der har selskabet PonyRec, som han driver fra Berlin.

Harpcore – Danmark er for lille til vores musik
Nu til aftenes musik. Harpcore åbnede West Germanys scene foran et forbavset publikum. Hvordan forholder man sig til et liveshow, hvor fire klassiske konservatorieuddannede musikere – heraf to på harpe – lægger fra land med et superteatralsk, selvironisk show, hvor genrer er grænser, der venter på at blive brudt?

Elektroniske samples, akustiske rungende trommer, harpe slået an med skruetrækker og kompositioner, der blander elementer fra klassisk, jazz, elektronica og house. Vokalen er nogle gange skrigende, syngende eller bare talereplikker på fransk, engelsk eller en fordansket sammensmeltning af det hele.

– For os har SPOT og andre danske festivaler været lukket land. Vi står i en situation, hvor vi får god publikumskritik og får så meget tilbage til koncerterne, men det kommer ikke længere end det. Hvis vi skal spille koncerter, så er Danmark nok for lille til vores måde at lave musik på, fordi vi blander så mange ting i, så vi er nødt til at få fat i udlandet, Sofie Guillios Larsen, der skriver musikken i Harpcore.

– Vores koncerter er en prøve for publikum. Vi vil gerne gøre folk glade og lave en fest, men vi vil også overraske, fortsætter Sofie Guillios Larsen.

Og overrasket blev der – i øvrigt til et flot og tilsvarende ironisk videoshow fra Vibeke Bertelsen. Undervejs forsøgte forsanger Sofie Guillios at ringe til paven, mens Louisa Wennesz delte "floating viagra brew" ud til publikum.

 

Langt fra stille – Lis Er Stille i ny konstellation
med masser af tråd.
 

Lis Er Stille – helt ind til benet
Efter Harpcore var det Lis Er Stille, der indtog den lille scene. Bandet havde besøg af både en tysk booker og en canadisk pladeselskabsmand i salen, og der blev ikke lagt skjult på betydningen af aftenen show, da bandet kort inden første nummer stak hovederne sammen og gav hånd på en god præstation.

Lis Er Stille startede med et sfærisk guitarbaseret postrocknummer, hvorefter de slog over i mere melodiøse klangfarver fra forsanger Martin Byrialsens klaver. Hans vokal er stor og bliver modsvaret af en hårdt rocket instrumental del i et ret varieret lydunivers, som umiddelbart trækker referencer til Muse og vokalen specielt til Jeff Buckley. Århusbandet spillede seks sange fra deres 2007-album "Apathobvious", og gav en forsmag på deres kommende album.

– Det er et andet publikum, end i Danmark. Vi skal ned og spille sange, som ingen kender, og derfor starte helt forfra. Og det er megafedt, forklarer Martin Byrialsen.

Siden den første plade er cellisten Rosanna Lorentzen gået ud af bandet, og det betyder alt andet end lige, at udtrykket nu er lidt hårdere end på den første udgivelse.

– Copenhagen Calling er undergrund i forhold til det store SPOT On Denmark på Postbahnhof. Nu spillede vi selv Vega i sidste måned med VJ og det helt store setup, men når man kommer ind på et spillested som her, så bliver det helt ind til benet, tilføjer guitarist Tue Schmidt Rasmussen, der var enormt energisk fra scenen.

Anders Lund, bandets manager fra Brutal But Sentimental Records, har repræsenteret bandet på selve Popkomm-messen.

– Vi har været ret offensive, da vi købte billetter til messen. Det har haft to formål. Dels at få folk til at komme ud til koncerten i aften og dels at for at forsøge at komme ud i Tyskland. Nu har vi haft nogle folk med inde til koncerten, og det er jo det, vi kan bruge Popkomm til. Vi kan spille vores musik og mødes med folk fra branchen, og samme aften invitere dem til en koncert. Overordnet er formålet at få nogen til at vise interesse for at udgive den næste plade, forklarer han.
"Apathobvious" er udgivet i Danmark, Norge og Sverige.

Unik urkraft- Valravn gav intens og stærk
koncert og blev kaldt op på scenen for at give
ekstranumre..
 
 
 

Valravn – nordisk urkraft med et elektronisk twist
Aftenens sidste band var Valravn, hvis blanding af nordisk urkraft – specielt i Færøske Anna Katrin Egilstrøgs vokal – folkemusik og elektroniske samples, bragede ud gennem lokalet. Det dansk/equadoransk/færøske band henter inspirationer fra forskellige dele af verden – der er rytmer fra sydeuropa og østen, irsk og nordisk folkemusik, og instrumenterne tæller violin, mandolin, laptops, diverse nordiske og etniske trommer og en hurdy gurdy.

Bandet har live et ret hårdt udtryk, og der er både dynamik og masser energi, der er som trukket ud af skandinaviske naturkræfter. Valravn er et noget helt specielt, og deres musik stopper altså ikke ved de danske grænser.

– Vi skal spille showcases i blandt andet Norge, Finland og et stor messe for verdensmusik i Sevilla i den nærmeste tid. I forhold til det, er Copenhagen Calling lidt mere for undergrunden. Det er for sjov og for at prøve at spille i Berlin. Der er ikke så meget business i det for os, forklarer percussionist Juan Pino.