Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Reeperbahn Reportage 4 – Cheferne bag Reeperbahn: Lukas Graham er et hovednavn. Med 15 bands på plakaten er Danmark stadig én af de største nationer.

Carsten Holm

IMG_6123[1]

I år fylder Reeperbahn Festivalen rundt – et flot 10-tal står øverst i kagen, som er blevet temmelig stor efterhånden. Festivalen har haft vokseværk og på årets udgave af Reeperbahn er det tid til at gøre status på de år der er gået – og til at se dobbelt så langt frem i tiden. 49-årige Alexander Schultz (AS) er den overordnede boss på Reeperbahn og 38 årige Bjørn Pfarr (BP) står for at booke bandsne til de mange forskellige venues. De har begge formet Reeperbahn festivalen siden dens spæde begyndelse.

Hvad er det vigtigste Reeperbahn Festivalen har opnået på de første 10 år?
AS: Vi har skabt en ny platform for musikbranchen, som inkluderer publishers, live-underholdning og pladeindustrien i både Tyskland og hele det europæiske fastland. Andre lande, udenfor Europa, f.eks. USA og Australien, kigger vores vej nu, hvis de skal sælge musik til Europa. Og det kan man godt være en lille smule stolt af. Vi opfandt Reeperbahn, fordi vi elsker musik og vil præsentere musik fra hele verden – og kigger man på andre gode showcase-festivaler som Eurosonic (Groningen, Holland) eller Spot (Aarhus), så har de et rent europæisk, skandinavisk eller sågar nationalt snit i deres musikprofil. Her adskiller vi os, og du kan måske sammenligne os mere med SXSW (South By South West, Texas).

Netop jeres profil indeholder bands fra Canada, Australien, Tyskland, Slovenien, Danmark og et hav andre lande. Hvad er jeres mål, når i booker bands til festivalen?
BP: Vi er i en ret god position, når vi skal booke bands. Vi kan booke bands fra hele verden, fordi vi har ikke noget mål som sådan. Nøgleordet må være kvalitet – kvalitet man kan bygge på – og så naturligvis at præsentere de bedste nye bands.
Samtidig har vi den fordel, at vores udbud af forskellige typer klubber er kæmpe stort. Vi har atmosfæriske teatre, rigtige rockklubber eller kirker, så vi kan opbygge en bred profil af mange forskellige genrer. Men til syvende og sidst handler det hele om kvalitet. Vi booker det som vi synes er fedt, bedst og hvad vi kan få indenfor vores budget.

Hvor stor indflydelse har den danske musik på Reeperbahn?
BP: Den har en stor indflydelse. Den danske aften har været præsenteret her 7-8 år i træk nu, og det er en meget direkte og nem måde at komme i kontakt med branchefolk og bands fra den danske scene. Hvert år har vi et sted mellem 10-15 danske bands på plakaten, som er mange bands for så lille et land og for de ca. 250 bands vi booker. Og kvaliteten er stadig på et højt niveau, og forleden spillede Lukas Graham en fantastisk koncert på et pakket spillested, Docks, med plads til 1500 mennesker – og de må betegnes som værende et af hovednavnene i år! Så det har en stor indflydelse, og jeg kan se du smiler – som om jeg svarer rigtigt, men det er sandt!

Det gyldne spørgsmål: Hvor står Reeperbahn om 10 år?
AS: Jeg tror ikke den er større – som i dobbelt op på kvantiteten. Men den kan godt blive større i branchens bevidsthed – hos de mennesker der arbejder med musik i hele verden. Vi mangler stadig branchefolk fra Sydamerika og fra Asien. I år har vi de første delegerede fra de Østeuropæiske lande og fra den sydlige del af Europa. Så vi vil gerne være den næststørste globale markedsplads for musik (hvor SXSW er den førende), og det har ikke så meget at gøre med kvantiteten, men med kvaliteten af de folk der kommer her. Det vil også bringe mere god musik til folk, hvis sydamerikanerne og asiaterne tager deres musik med til festivalen. Så om 10 år vil vi ikke være større – men meget bedre!