Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Belgien: Landet hvor du skal slå igennem to gange!

admin

Belgien – med skillelinien mellem Flandern og Vallonien
lige syd for Bruxelles (klik for større udgave).
Copyright: Europa-Kommissionen.

Gennem de seneste år er der blevet en stadig større bevågenhed omkring dansk musik i Belgien – Murder, Slaraffenland, Under Byen. Maria Timm og Fagget Fairys er bare eksempler på de efterhånden mange grupper, som har opnået flot efterspørgsel.

Samtidig har danske musikere fået åbnet øjnene for et ganske lukrativt marked mod syd, som det absolut kan betale sig at ofre kræfter på.  For Belgien ligger blot 750 km fra den dansk/tyske grænse – og kan eventuelt kombineres med turneer til Holland, Tyskland eller Frankrig. Og så er honorarerne på det belgiske marked også ganske meget bedre end eksempelvis i Tyskland…

10,5 mio. musikglade
Belgien er på størrelse med Jylland – men har noget nær det dobbelte af Danmarks befolkning mast sammen på det beskedne område. Og det er 10,5 mio. mennesker, der i høj grad interesserer sig for musik. Endda er de så glade for udenlandsk musik, at der faktisk er tale om et kæmpe importmarked:

Sidste år brugte belgierne 167 mio. euro (1.252 mia. kr.) på cd-køb og download – og af det store beløb var 80 procent rettet mod udenlandsk musik og blot 20 procent på nationale kunstnere (i Danmark er forholdet 55/45). Ja, faktisk skønnes det, at det er meget lettere for udenlandske kunstnere at slå igennem i Belgien.

Det skyldes bl.a. Belgiens sammensætning. Landet er flækket over på tværs med 60 procent af befolkningen i en flamsk (hollandsk) talende befolknings-gruppe mod nord, og så de resterende 40 procent i den vallonske, fransktalende del mod syd. Og midt i det hele ligger Bruxelles, hvor noget nær alt er to-sproget – lige fra regeringsdokumenter til gadeskilte.

 

Murder ved SPOT On Denmark i Bruxelles i
2007 – gruppen har en fin karriere kørende
nu i det belgiske.

 

Modsætning er et plus
Men det er den modsætning og opsplitning, der er med til at øge danske gruppers chance, fortæller Christian Buhl, som har ansvar for udvikling og afvikling af SPOT On Denmark-showcases på en række markeder – heriblandt Belgien.

– Det ér eksempelvis lettere for et dansk band at  få aftaler med agenturer eller pladeselskaber og tage på turné, end hvis man som belgier er fedtet ind i den flamsk/vallonske modsætning. På os virker det måske mærkeligt at man ikke interesserer sig for det nationale, men i Belgien ér der tale om to forskellige verdener, siger han og fortsætter:

– Der er nemlig tale om to forskellige og selvstændige markeder – lige fra medielandskaber over aktører på musikområdet til musikscener – klubber som festivaler. De taler ikke samme sprog, ja, de taler ikke sammen og samarbejder faktisk ikke.  Så der er slet ikke et sammenhold, som vi kender det, siger han.

Dén opsplitningen af landet er man nødt til at forholde sig til – og have respekt for. Det er to selvstændige markeder, man skal slå igennem på, hvis man vil breake Belgien rigtigt – lige fra pladeselskaber til koncertagenturer. Til gengæld er muligheden for belønning også så meget større, for det er ikke kun ovennævnte høje cd-salgstal for udenlandske kunstnere, der er på plussiden: Både den flamske og den vallonske del har en meget levende live-scene med masser af gode klubber og meget velrenommerede festivaler.

Choir Of Young Believers – et af mange danske
bands, der har spillet for fuldse huse i Belgien.

Stor live-scene
Bare tag Bruxelles hvor AB (flamsk) og Botanique (vallonsk) begge er store fikspunkter på rockklubbernes verdenskort. Lige som festivalerne i nord Rock Werther og Pukkelpop samt Dour og Les Ardentes i Vallonien alle er super-respekterede internationale namedropping-festivaler med størrelse på op til Roskilde-niveau. Og det er kun toppen…


– Der ér en stor åbenhed overfor udenlandsk musik. Også dansk.  Under Byen har længe gjort sig godt hernede – det samme med Efterklang.  Maria Timm er ved at slå igennem i Belgiens nordlige del, Flandern. Ja, det er ikke så længe siden, at Botanique – som booker meget dansk musik – havde en decideret dansk aften, som var udsolgt (350 tilskurere, red.) med Choir Of Young Believers, Our Broken Garden og Under Byen.

– Man kan roligt sige, at det aktive kulturformidlingsarbejde som ROSA og MXD har sat på Belgien, har udnyttet den nysgerrighed landet har mod udenlandsk musik.  Nu er vi en kendt og accepteret medspiller på musikmarkedet, og har let ned at få kontakt med de rigtige branche-folk – og har lettere ved at få dem til at lytte til dansk musik, siger Christian Buhl.  

 

Christian Buhl – har tip om
Belgien i ærmet…

Hvis  I starter fra scratch
Men hvordan skal  danske grupper og deres bagland  så ”angribe” de belgiske muligheder? Christian Buhl giver følgende råd, hvis man starte helt fra bunden:

 

Men hvordan skal  danske grupper og deres bagland  så ”angribe” de belgiske muligheder? Christian Buhl giver følgende råd, hvis man starte helt fra bunden:

  • Vær godt forberedt. Lav et grundigt research-arbejde på forhånd.
  • Se hvor andre grupper har spillet –  evt, i MXD-sitets know how-sektion, hvor man kan se byer og klubber danske bands har spillet i. Se om der er lighed i profil, som I kan drage nytte af. Og kontakt evt. de pågældende grupper for at høre deres erfaringer.
  • Vælg jeres indsatsområde med omhu, og kontakt så agenturer og managements. Hav historien om jeres band klar – det der kan skille jer ud fra mængden. For der kommer mange henvendelser.
  • Lad være med at tage ud som demo-band – hav en ”færdig vare” at tilbyde. Ellers er udbudet for stort.
  • Når det gælder belgierne skal kontakten være personlig  – minimum via mail. Hellere telefon – eller  allerbedst via personligt fremmøde, for de personlige relationer er meget vigtige i Belgien. Og det er altså ved at tale med folk, at du skaber din egen know-how – lige som branchen snakker sammen, når de har hørt noget nyt og spændende.
  • Sats på live-delen i første omgang. Det er den der skal give jer omtale i branchen og skabe grundlag for evt. pladeaftale.  Hvis I dernæst får udgivet jeres musik officielt, kan I nå igennem til medierne og få omtale– ikke før.
  • Vær indstillet på at det første besøg er en investering.
  • Kontakt belgierne direkte – ikke via management i f.eks. Tyskland eller England. Den direkte kontakt giver de bedste resultater.
  • Lad være med at forcere, hvis ingen bider på musikken. Resultaterne skabes via naturlig interesse – ellers får man bare petit-jobs – som det højeste.
  • Endelig er man altid velkommen til at kontakte Christian Buhl selv, der kender musikkens Belgien ganske indgående.

Genvejene til  det belgiske marked ligger lige for
– Men uden at vi skal være selvfede, ligger de nemmeste løsninger egentlig lige ved hånden og her i Danmark:  Ved SPOT Festivalen var der i 2007 otte belgiske branchefolk – de to seneste festivaler har der været ca. 30  – medier, pladeselskaber, koncertagenturer m.v. Nu véd de at SPOT er et brand, de kan stole på. Og de har en stor interesse i dansk musik, kender i stadigt stigende omfang til den og er nysgerrige efter nyt.  Derfor er det let at networke og skabe kontakter med belgierne under SPOT, og det er der allerede mange danske grupper/managements der har benyttet sig af.

– Et andet råd peger også indad: Det er ”SPOT On Denmark”-koncerterne i Bruxelles, som ROSA og MXD  nu har afviklet tre år i træk på spillestedet AB og som i stadig hurtigere tempo bliver udsolgt.  De koncerter former sig også som ét stort møde mellem dansk og belgisk branche med masser af mulighed for at networke – både før og bagefter. Og der er en stadig stigende branche-efterspørgsel i forhold til arrangementet, lige som SPOT On Denmark-brandet for alvor brænder igennem nu og gør det lettere at tiltrække den belgiske branche.

– For både SPOT og SPOT On Denmark gælder altså, at muligheden for networking med den belgiske branche  er stor. Og igen: de personlige relationer fylder meget, hvis man vil gøre sig på den belgiske scene.  Og så skal det også lige med, at både SPOT og SPOT On Denmark er begivenheder, hvor både den flamske og vallonske branche er repræsenteret samtidig, hvilket ellers ikke er almindeligt…
Relevante belgiske sites:
(Flamske)
Goddeau.com
Soundslike.be

damusic.be
KIndamusic.net

(Vallonske)
webzine.be

Magasiner:
Vice Magazine (både flamsk og vallonsk udgave)
Gonzo (Flandern/Holland)
RifRaf (flamsk/vallonsk).

Radioer:
Pure Fm (vallonsk P3)
Studio Brussel (flamsk P3)

Nøgle-ugeblade med vigtigt kultur fokus:
HUMO (flamsk)
Knack (flamsk)
Vif (vallonsk)
Telemoustique (vallonsk)

Vigtige aviser med kultur fokus:
Metro (flamsk/vallonsk)
Le Soir (vallonsk)
De Morgen (flamsk)