”Hvis der er nogen, der vil os noget, så kan de komme hertil”

Det handler om musikken, om at bevare kontrollen med den og om at gøre-det-selv. Ralf Christensen tegner et portræt af en københavnsk undergrundskultur med en international anerkendelse, som den aldrig har leflet for. Det er nemlig hér, det sner: I lille DK, ikke det store udland.

Af Ralf Christensen

Det skulle have været en sejrsgang for Københavns undergrund. 14 danske bands og soloprojekter fra – eller i familie med – pladeselskabet Posh Isolation skulle have spillet over to dage i Church On York i Highland Park-distriktet i Los Angeles. Og det er også tæt på at komme til at ske denne fredag i maj måned. En uhørt hedebølge hamrer ned over L.A. og over kirken, der er blevet omdannet til et spillested. Udstyret er i gang med at blive slæbt ind og sat op, da den lokale brandinspektør dukker op. Egentlig ikke noget nyt. Der har før været bøvl med tilladelser til arrangementer på stedet, men denne gang går det helt galt. Brandinspektøren lukker stedet ned. Med omgående virkning.

I Posh Isolation gør man det selv, og i Los Angeles har de fundet åndsfæller, der også får tingene til at ske uden for de herskende strukturer. Graeme Flegenheimer, den unge amerikaner, der står bag Church On York, har for sine egne penge – over 100.000 kroner – hentet 25-30 unge danske musikere over Atlanterhavet. For at hylde og præsentere en dansk musikbevægelse, som han elsker. Ingen af parterne gider vente på hype eller salgstal eller bookingagenter, men gør dét, de vil på deres egen måde. Nogle gange møder man så ind i uventet modgang, men det er en del af processen.

”De folk, vi arbejder med, laver ting for at lære noget, ikke for at være noget,” forklarer Loke Rahbek, den ene halvdel af Posh Isolation og aktiv musiker i bands som Lust For Youth, Sexdrome, Croatian Amor samt Damien Dubrovnik – en duo som han deler med Posh Isolations anden halvdel, Christian Stadsgaard.

Det københavnske pladeselskab – der har fået sit navn fra en Belle & Sebastian-sang – opererer på helt egne præmisser opererende inden for en egensindig, dunkel musik med udspring i udfordrende genrer som punk, post-punk, industrial, hardcore-metal, ambient, noise. Udgivet på vinyl og kassettebånd.

En del bånd dubber de stadig selv, men de er også begyndt at bruge en fabrik i Tyskland for at få bedre lyd. Deres oplag er begrænsede – helt nede fra syv og op til 1.000 eksemplarer – og de bliver udsolgt via købere over alt i verden. ”Fra Japan til Israel, fra Israel til Australien til Rusland til USA til Tyskland til Indonesien,” som Rahbek formulerer det.

Posh Isolation er blevet en international undergrundssucces, og det er lykkedes med ”ærlighed i store træk,” mener Loke Rahbek. “Med at lade det handle om god kunst og ikke noget andet. Og ved at udgive bedre musik end de fleste andre.”

Og det er sket ved at insistere på deres egen stil: “Vi designer coverne i samarbejde med kunstnerne. Men det er os, der ultimativt bestemmer. Det har altid været ideen at præsentere mere end at dokumentere, at en vigtig del af værkdannelsen ligger i det visuelle udtryk og kuratorrollen.”

Et andet københavnerpladeselskab er også en del af ligningen. Escho udgiver både Lower og ikke mindst Iceage, der har været isbrydere for dét, som nogen kalder The New Danish Way of Fuck You. Det begyndte i starten af 2011 med Iceages internationale gennembrud med debutalbummet, stolt navngivet New Brigade. Selvsikre, seriøse og hæmningsløst opslugte af musikken. Og det gav genlyd.

I dag har både Iceage og Lower fået international kontrakt med det hæderkronede indie-selskab Matador Records, der også udgiver Cat Power, Pavement, Queens of The Stone Age og Sonic Youths Thurston Moore.

Escho har rettighederne i Danmark, hvor de fortsætter deres udforskning af dansk – og international – undergrund. Nogle gange når de ud over landegrænserne, andre gange flytter de bare grænser. Det sker med Escho i rollen som fødselshjælpere, frem for som aktivt involverede og dikterende aktører. Ja, i Iceages tilfælde taler Nis Bysted fra Escho om at fungere som deres forlængede arm.

”De bestemmer 100%, hvad de vil. Vi præsenterer bare ting for dem. Vi siger, ’sådan her kan I gøre’. Hvis de siger nej, så siger vi, ’så kan det være I går glip af det her, men så kan I prøve det her’. De har altid haft en sindssyg stærk idé om, hvad de ville med det her, om hvad det var, de lavede. Det handler meget om musik og ikke om så meget andet. Det er ret rent på en eller anden måde.”

Sammen med Nis Sigurdsson, Anders Jørgen Mogensen og Andreas Hauer-Jensen grundlagde Nis Bysted Escho for ti år siden. Det skete i en tid, hvor musikpressen stadig indgik i et ret så tæt kredsløb med de kommercielt stærkeste aktører på musikmarkedet. ”Det var en reaktion mod, at alt var så opkørt. Måden man promoverede på. Alt var en kliché. Vi ønskede noget andet.”

I stedet har de gennem et netværk af personlige forbindelser – både nationalt og internationalt – formået at opbygge en central position i dansk undergrund, men også at række langt ud over landets grænser. Uden nogen nævneværdig økonomi, men via interessefællesskaber præget af gensidig tillid, kærlighed til musik og dyb respekt for musikernes egne visioner. Og visionerne handler ikke om at gnubbe skuldre med verdensnavne eller indspille i eksklusive studier – men om kontrol over sin kunst. Derfor er det også ganske små beløb, ofte fra Statens Kunstfond, som har gjort en verden til forskel for disse små navne med stærkt begrænsede midler, men med grænseløs kærlighed til musikken. For kunstnerisk kontrol behøver ikke koste så meget.

”Om du giver 100.000 eller 50.000 kroner, det bliver pladen ikke nødvendigvis bedre af,” siger Nis Bysted. ”Et af hovedaspekterne i succesen for Iceage er, at de altid har været glade for det, de havde. Det har aldrig været noget med at være nødt til at få Tony Visconti til at producere pladen, ellers bliver den ikke fed nok. Der har været en stærk kultur i Danmark, der handlede om at dét, der var uden for Danmark, var bedre, og at vi måtte hive det hertil, for at skabe noget, der var godt. Iceage har 100% stået for ideen om at det er hér, det sker. Og hvis der er nogen, der vil os noget, så kan de komme hertil. Og det passer meget godt i tråd med Eschos ideologi, netop ikke at presse noget ned over hovedet på nogen.”

Aktivitetshuset og kraftcenteret for mange af denne bevægelses navne er Mayhem, et frivilligt drevet kompleks med spillested og øvelokaler og atelierer på det yderste af Nørrebro. Den slidte, industrielle bygning med betongulve huser en stor del af de vigtigste banebrydere i københavnsk musik: Iceage, Lower, Communions, Damien Dubrovnik, Puce Mary, men også vigtige musikere fra andre dele af det sprudlende miljø såsom Selvhenter, Cæcilie Trier, Andreas Führer, Tobias Kirstein, Johs Lund, Frisk Frugt samt foreningerne Yoyooyoy og Eget Værelse.

Det var Kirstein og Lund, der sammen med Maria Bertel og Sune TB Nielsen startede Mayhem, hvis kunstnere stortrives med lav husleje og frie rammer, hvor man for eksempel altid og helt omkostningsfrit kan sætte en koncert op. Skridtet fra tanke til handling er mikroskopisk på Mayhem. Bare gør det, for dælen!

Og så er den internationale anerkendelse alligevel også kommet. Ikke fordi man har opsøgt den, men fordi man har værnet om de nære relationer og om lokalmiljøerne. I den proces har MXD’s eksportstøtte til især Iceage og Lower også spillet en stor rolle, fordi de dermed har kunnet nå længere ud i verden. Men verden er først og fremmest kommet til den københavnske scene, tiltrukket af dens lokalt fikserede bæredygtighed og indædte integritet, dens fokus på kunstnerisk overskud, ikke økonomisk gevinst.

Da musikbibliotekar Lars Kjelfred i slutningen af 2013 udgav albumantologien Dokument #1, der dokumenterede en række koncerter med Escho/Posh Isolation/Mayhem-bands, så vakte det stor bevågenhed i internationale medier. Det anerkendte britiske kunstmusikmagasin The Wire har publiceret en artikel om Mayhem. Og der er generelt enorm interesse for især Iceage, Lower og Communions fra mainstream-medier som Pitchfork, New York Times, NME og The Guardian.

Robby Morris, der er A&R-mand for Matador Records, er heller ikke i tvivl om at den københavnske musikscene er inde i en kreativ guldalder.

”Det er fedt at se en ret så ung gruppe af musikere lave musik – der læner sig i retning af det eksperimentelle eller avantgardistiske – have så stor en global gennemslagskraft så hurtigt. En gruppe af bands/kunstere, som laver musik, spiller koncerter og udgiver plader på deres egne betingelser og fuldstændig kompromisløst, er en sjældenhed i disse dage,” fortæller Morris. Og han spøger med at Iceage og Lower sænker gennemsnitsalderen hos Matadors kunstnere med omkring 20 år. Og han hylder den sans for selvpræservering og integritet, som miljøet fastholder.

”Den stærke fornemmelse af fællesskab og kreativt output, som disse bands og deres ligesindede har skabt over de sidste få år, er fuldstændig deres egen. Mens vi både i en kreativ og kommerciel forstand har været så heldige at kunne eksponere Iceage og Lower for et bredere publikum, så har de og deres ligesindede gjort alt det hårde arbejde.”

Tilbage i Los Angeles, en fredag i maj er gode råde dyre. Efter at brandinspektøren er gået gløder telefonerne, der parlamenteres heftigt i skyggen af Church On York, i ly for den straffende sol. Netværkerne testes til det yderste og et væld af løsningsmodeller er oppe at vende for at finde et nyt spillested. Og det lykkes. Den to dage lange festival pakkes ned til en enkelt lang dag på spillestedet Los Globos i bydelen Silver Lake. Her kommer to scener om lørdagen til at danne ramme om et heftigt komprimeret program med de 14 danske navne. Folk kan få billetter refunderet eller bruge endags-billetterne til hele arrangementet.

Der er kø ude på gaden i den kemiske solnedgang på Sunset Boulevard. Indenfor får punk, post-punk, industrial, hardcore-metal, ambient, noise, synthpop stedet til at dundre. Trækplastrene er Iceage og Lower, men koncerter med Sexdrome, Age Coin og Marching Church skaber også stor ståhej og bred begejstring. Der dukker over 500 betalende gæster op.

Posh Isolations ene boss Loke Rahbek giver koncert med sit ambiente soloprojekt Croatian Amor og som keyboardspiller og medvokalist i synthpop-trioen Lust For Youth. Og så synger han for i det brutale outfit Sexdrome, der får publikumsmassen til at bølge frem og tilbage som et frådende hav. Han growler med forvredne ansigtstræk og det sender stød gennem mængden. Pludselig kaster han sig ud i mængden, forsvinder ned i moshpittens dyb, hvor han skubbes voldsomt, men kærligt rundt. Han kæmper sig op og får fat i scenekanten med det yderste af fingrene, før han flås tilbage i mængden. Da han endelig når tilbage på scenen igen, spankulerer han provokerende rundt som en toreador foran sit tirrede publikum. Så kaster han sig ud i malstrømmen igen.

Så blev det alligevel en sejrsgang for Københavns undergrund.

poshisolation.net

escho.net

mayhemkbh.dk