Når skiftet fra Rolls Royce til knallert skaber større køreglæde …

Udgivet
11.01.2018
Efterklang fra Operaen Leaves (PR Foto)

Af Henrik Friis

Hvorfor bremser man en succes, der fylder internationale koncertsale med løfter om endnu mere succes, for at starte et lille rockband der spiller mindre klubber. Med de samme musikere? Er det ikke som at gå fra Rolls Royce til knallert? Efterklang- og Liima-bassist og manager Rasmus Stolberg fortæller om bevæggrunde, overvejelser, frigjort kraft, mellemregninger og målsætninger og erkendelser i en hastigt forandrende musikverden – fast i troen på at det også kan lykkes at breake band nummer to.

”Jamen, det er da klart, at vi har skabt noget forvirring. Måske også mere end nødvendigt. Til vores fans, til musikpressen mv. Om hvad Efterklang er og gør. Men os i Efterklang, vi har det som blommen i et æg: Vi kan få lov at lave opera, og udgive special-plade omkring det. Vi kan lave koncert med et barok-orkester – enormt fint betalt endda. Vi kan få lov til at tage på smadret rockklub-turné med Liima og crowdsurfe og føle vi er yngre end vi er. Og vi kan få lov til at indgå i nye samarbejder. Vi har det enormt fedt, og vi lever af det…

6. januar gav Efterklang en flot besøgt optræden ved den eksperimenterende MixMass festival i Antwerpen – med verdenpremieren på det helt nyskrevne værk ”Altid sammen” opført med det belgiske ensemble B.O.X – Baroque Orchestration X, der har specialiseret sig i ny barok-musik.

Allerede ugen efter startede Liima – de tre Efterklang-medlemmer Casper Clausen (sang), Mads Brauer (electronics), Rasmus Stolberg (bas) + finske Tattu Rönkkö (percussion) – på en godt to måneder lang turné med 30 jobs i 17 europæiske lande til support af deres nye og andet album ”1982”.

Eksempler, der er med til at understrege Rasmus Stolberg-citatet øverst i artiklen, om at det kursskifte Efterklang lagde for snart fire år siden, er lykkedes på rigtig mange fronter – erfaringer som Stolberg nu fortæller videre. Måske som mulig inspiration for andre.

For selv om Efterklang i februar 2014 gav deres ”Last Concert” i Sønderborg med kor og symfoniorkester, lever gruppen aktivt videre. Pt. som et højprofileret projektbaseret band som man ikke bare kunne opleve i lørdags i Antwerpen, men som i 2016-17 udgav og turnerede med operaen ”Leaves – The Colour of Falling”. Både på turné og album.

Og samtidig har gruppens medlemmer fået overskud til en hel masse andre projekter. Dels det Rasmus Stolberg kalder ”rockbandet” Liima, der nu har udgivet to albums og turnerer bredt internationalt. Dels skabelsen af internetradioen The Lake, kurateringen af Badesøen festivalen og By The Lake festivalen i Berlin m.v.

Efterklang og det belgiske ensemble B.O.X (Foto: Joris Casaer)

Last Concert?

Hvad var det der med ”Last Concert” egentlig for noget? – for et band, der havde en relativt ny verdensomspændende pladekontrakt med det højt estimerede 4AD-label, som trak fulde huse fra operaen i Sydney til Londons Barbican og virkede på vej til at få endnu større international gennemslagskraft?
Rasmus Stolberg – bassist i og manager for begge bands – forklar venligst:

– Vi havde brug for en pause med Efterklang. Vi havde brug for en slags gennemtænkning af, hvad Efterklang var og skulle. Det lå på ryggen af syv år i streg, hvor vi havde 200 rejsedage om året, hvor vi udgav fire plader, to film, 2 minialbums og jeg ved ikke hvad. Vi fyrede den virkelig af. Vi var ekstremt aktive, og vi endte faktisk også et sted, hvor vi kunne sælge mange billetter og tjene mange penge. Men, vi kunne alle tre mærke, at vi trængte til en mindre pause fra hinanden og fra projektet og en mulighed for at redefinere hvad Efterklang skal og kan være for et slags band. Vi havde også brug for en pause til at lave andre ting med andre mennesker. Få nye input, siger Rasmus Stolberg om sig selv og de to ungdomsvenner fra Sønderborg, der udgør Efterklang. Han fortsætter:

– Så da vi lavede ”Last Concert”, var det slut med Efterklang som indierock-band, men ikke som samarbejde. Vi vidste f.eks. godt, at vi skulle lave opera-projektet. Som Efterklang. Og det havde vi det godt med. Hvad der sker om fem-ti år ved jeg ikke, men det føles helt klart og rigtigt, at der også vil være et aktivt Efterklang til den tid. Vi kan rigtig godt lide at skabe ting sammen. Om det så er et nyt band eller som medstiftere af en radiostation.

Der er vel så heller ikke grund til ikke at fortsætte?

– Nej, for vi kan som sagt vildt godt lide at lave ting sammen. Det har f.eks. været vildt inspirerende for os at lave operaen sammen med komponisten Karsten Fundal, tekstforfatteren Ursula Andkjær Olsen og instruktøren Christian Lollike. Det var netop den slags, vi savnede og som ledte til ”The Last Concert”, for vi havde aldrig tid til andet end at lave pladerne og så tage på turné. Hver gang der kom et spændende forslag om musik til en film eller medvirken i et teaterstykke, så fik vi set på prøveplan og deadlines. Og så måtte vi bare sige: ”Jamen, det kan vi ikke”.

– Så det var dejligt pludselig at opgive tanken om, at der skulle komme en ny plade hér efterfulgt af en ny turné dér. Og så i stedet at gå ind i en opera og bruge enormt meget tid på det. Og pludselig gå ind i opbyggelsen af en radiostation på nettet og undersøge hvad det kunne som formidlings-platform – som en platform for et kunstnerisk udtryk.

Liima (Foto: Rasmus Weng Karlsen)

Liima har taget fusen på os

– Og så opstod det der Liima-band ved lidt af en tilfældighed. Vi havde ikke forestillet os, at vi skulle have et band, der udgav plader og spillede koncerter med den frekvens. Det har lidt taget fusen på os. Men immervæk føles det enormt godt. Rent strategisk og kommunikationsmæssigt er det forvirrende, men det er sådan vores verden er og har udfoldet sig. Så jeg har ingen fortrydelser om, at vi skulle have gjort noget andet. For vi har egentlig bare fulgt vores kunstneriske hjerter for at skabe noget – og skabe noget sammen. Jo, det er forvirrende, men vi er her stadig. Nu har vi mange projekter, og nu har vi pludselig to bands, siger han.
Liima er blevet det frigørende projekt, musikerne i Efterklang havde brug for. Jo, pånær et medlem ér det de samme mennesker. Men når man har udgivet fire album, lavet film, givet 800 koncerter og en masse andet, så spiller ordet ”forventninger” ind. Forventninger fra publikum, men også egne forventninger til hvad Efterklang er. Men i Liima følte de tre Efterklang-musikere sig sat i en ny kontekst uden snerrende bånd:

– Både som komponister og musikere! Det er et enormt frit, intuitivt sted, hvor vi har et enormt godt flow og samarbejde omkring at skabe ny musik. Det er et sted, hvor vi tør tage nogle chancer, og hvor vi nogle gange ikke har tid til at reflektere alt for meget over det, men hvor vi må følge vores mavefornemmelser og det intuitive drive der er. (se beskrivelse af Liimas arbejds-residenser her – link),

– Det er en proces, der fungerer enormt godt for os. Det er ikke sikkert, at det du’r for andre – og måske havde vi heller ikke kunnet gøre det før. Faktisk tror jeg, det er noget, vi er i stand til at gøre nu, fordi vi tidligere har skrevet musik på en helt anden måde. Og fordi vi har etableret os på andre måder før. Dét gør, at man kan gå ind i den her proces mere fri og mere åben. Man skal ikke bevise sig selv på samme måde. Jeg er da også meget bevidst om, at Liima ikke er lig min person. Med Efterklang dengang blev hele ens identitet nogen gange det band. Men jo mere man involveres i andre projekter, indser man selvfølgelig, at ”nok er jeg en del af projektet, men at det ikke er mig”. Projektet er sit eget. Og den erkendelse har jeg også taget med tilbage til Efterklang nu, siger han og man fornemmer han mener det er et sundhedstegn.

Hvis man ser isoleret på Liima, hár gruppen haft en fordel: Der har været et netværk og en fanbase, man allerede har kunnet kommunikere med. Et stort netværk af musiklyttere, festivaler, kuratorer, musikjournalister etc. som Liima har kunnet få i tale, fordi det er et nyt band, men etableret af stærke, kendte kræfter. Og selskabet 4AD benyttede sig også af sin option omkring Efterklang og gruppens medlemmer, og udgav debut-albummet ”ii” på lige så favorable betingelser som Efterklang.

Men samtidig har Rasmus Stolberg og gruppen også mærket, at de er blevet mødt med: ”Nå, det er vist et sideprojekt, det kan jeg ikke lige bruge tid på” fra mange sider. Samtidig med at ordet Efterklang direkte kan være hindring i ambitionen om mødet med et nyt publikum.

Åbner op for nye samarbejder og muligheder

Hvad har I haft af overvejelser om at benytte de gamle kanaler til en nyt projekt?

– For mig handler det altid om entusiasme. Om man forstår det, tænder på det, bliver begejstret omkring musikken eller det projekt, der er tale om. Jeg har intet imod at arbejde sammen med gamle Efterklang-kontakter, hvis de udviser begejstring. Men jeg ser også Liima som en mulighed for at arbejde på nye måder og sammen med nye mennesker. Hvor det er svært at bryde op med gamle forbindelser i et projekt etableret gennem 10 år, så har Liima været muligheden for at vaske tavlen ren. Liima har samme musikforlag som Efterklang. Vi har samme agent i Europa – men han har en ny rolle. Vi har en ny agent i USA, og nu også et nyt pladeselskab, City Slang. Så det er en kombination gammelt og nyt, siger han.

Stolbergs rolle ændret

Rasmus Stolbergs egen rolle er også ændret med årene. I tiden indtil 2014 var han manager og head of booking for Efterklang – og han styrede også pladeselskabet Rumraket der bl.a. udgav Grizzly Bear, Slaraffenland, Taxi Taxi, som han i øvrigt også var manager for ud over – en kort overgang – Our Broken Garden. Men med alle de nye aktiviteter som manager for både Efterklang og Liima, involveringen i radio-projektet og festivalerne og rollen som familiefar, har han skåret hårdt ned. Han har indset, at det er sjovest at være manager for projekter han selv kan være med til at skabe og føre ud i livet som bandmedlem, frem for at tænke strategi og karriere for andre. Han har heller ikke luft til head of booking-rollen længere for Efterklang – og har det fint med det.
– Tidligere var jeg sådan lidt gnaver-agtig, og hvis jeg syntes der manglede et eller andet i et land eller område, kontaktede jeg selv folk i stedet. Men det har jeg slet ikke tid til længere.

Efterklang

Udfordringerne som manager

Der er rift om timerne i kalenderen, og Rasmus Stolberg mener, hans udfordringer som manager er, om han skal specialisere sig i den verden, han har været med til at bygge op omkring Efterklang og Liima. Eller om han skal dygtiggøre sig og prøve at specialisere sig i den nye branche, og finde ud af hvordan, han får fat i Spotify-generationen og de unge. For dem har han ikke fat i, erkender han. Men han ved heller ikke, om han er interesseret:
– Som manager arbejder jeg jo for et band, der spiller operaer og – ja, jeg ved ikke hvad. Og så er jeg manager for et rockband, hvis publikum ikke er under 25 år. Jeg tror min virkelighed er meget specialiseret i forhold til det arbejdsfelt jeg har, og der flytter jeg mig sammen med mine bands. Men jeg spørger tit mig selv, hvordan Fanden nye bands bliver lanceret succesfuldt. For der er en skov af udgivelser og et mylder af talent og en masse kvalitet, der bare bliver overset lynhurtigt, siger Stolberg.

Mindre tilbøjelighed til at tage chancer

Den musikverden han ser i dag har meget færre musikmedier. Og de medier der er, er mindre tilbøjelige til at tage chancer til fordel for at skrive om etablerede navne:
– Det, jeg oplever med den nye Liima-plade er, at man sender pressemeddeleler ud, men man forventer faktisk ikke, at der er nogen medier, der tager den op. I stedet handler det om at pre-booke premierer. Men det tror jeg heller ikke holder i længden. Så skal man lave en video til en single og få et eller andet engelsk website til at køre verdenspremiere på den. Men nu har alle premierer hele tiden, så det tror jeg også bliver lige meget. Det mest effektive vi har oplevet, var faktisk da vi gik live på Facebook med en ”Ask Us Anything” session omkring pladen. Dét har givet det største reach. Men det er jo mest for The Believers, erkender Rasmus Stolberg.

Det lille reklamebureau

– Det går enormt stærkt for tiden. Tidligere var vi ekstremt aktive på MySpace – og det har jo helt klart ændret sig. Nogen gange føler jeg, vi driver et lille reklamebureau, og man skal være ekstremt dygtig og ihærdig, hvis man vil have sit budskab ud. Jeg har altid været meget involveret i det og har interesseret mig for det. Men nu er det som om man skal kommunikere hele tiden, og det har jeg ikke tid til, siger han og stræber i stedet efter at give så effektive pakker som muligt til pladeselskab og live-agenterne til den del af arbejdet.
Som manager har Rasmus Stolberg prøvet at sætte Liima op på en måde, der er mere simpel, og ikke så omsiggribende, som Efterklang var. Han mener, det handler om at strømline bandet, at finde ud af en måde de kan turnere på ”uden at det ender i et stort produktionsmæssigt løft”: – Det handler om, hvordan vi kan skrive musik på en meget spændende, men også effektiv måde – hvordan vi kan skabe spændende ting med ikke så meget tid til rådighed:

– Nu står vi eksempelvis midt i lanceringen af Liimas anden plade, og så er der jo meget arbejde for mig. Men ellers er det ikke sådan, at vi tænker på Liima hele tiden, når vi ikke er på turné eller skriver ny musik. Og det der fedt, for så kan vi fokusere på andre projekter. I oktober var vi så heldige, at vi kunne varme på til albumudgivelsen som support på Grizzly Bear’s turné. Så afviklede vi release-arrangementer for albummet. Nu skal vi så på turné for albummet og så venter der måske nogle festivaljobs til sommer. Men så har vil spillet den plade. Og så kan vi begynde at tænke på nyt, siger Stolberg, der også er i tvivl om Liima skal til Japan og USA i forbindelse med albummet:

Liima – Aarhus katedralskole

Ikke turné alle steder hver gang

– Den første plade var vi i Europa, Nordamerika, Sydamerika og Japan med. Men i forhold til at der er lang vej til, at regnskabet går i plus i Japan og endnu længere i Nordamerika, så ved vi ikke om det er investeringen værd at bruge 70.000 kr. på at være væk i tre uger. Måske vil vi denne gang spille i Europa og fokusere arbejdet der, hvor det giver økonomisk mening at spille. Så kan Japan og Nordamerika måske komme efter tredje plade. Vi behøver ikke nå alt hver gang. Jeg HAR lavet seks turneer hele vejen rundt i USA for Efterklang, og så ser man på det på en lidt anden måde. Man ved mere om hvor svært det er, og hvor meget det kræver. Det lykkedes næsten til sidst med Efterklang, men det var trods alt også et meget stort og meget dyrt band.
– Så vil vi måske hellere skabe noget nyt…

Hvad har der været af konsekvenser i overgangen fra Efterklang til Liima?

– Vi er jo gået ned i hyre, i pladesalg og alt muligt andet ved at lave et nyt band og fokusere på det. F.eks. har vi måttet lave lidt om på live-delen. På den første turné var der for mange koncert-arrangører, der troede de havde booket noget, der kunne trække lige så mange tilskuere som Efterklang – fordi de kunne skrive Efterklang-medlemmer i PR-materialet. Men sådan fungerer verden ikke, og selv om selve turen var meget fin og koncerterne gik godt, så var der nogle, der tabte penge på at give os for stor garanti i forhold til hvad de kunne sælge. Det var lidt tungt nogle gange.

– Det har vi lært af i forhold til den kommende turné. Vi har prøvet at insistere på, at vi er et nyt band, der skal etableres fra bunden. Så mange steder er vi gået ned i spillestedsstørrelse, og det passer os fint.

– Men det ironiske er, at vi overhovedet ikke er gået ned i indtægt, siden vi traf beslutningen om at ændre kurs. Liima tjener ikke nær så mange penge som Efterklang, men vores produktionsomkostninger er også mikroskopiske set i forhold. Mens der med Efterklang nu er plads til at lave projekter, som måske har en anderledes finansiering end vi vant til. Og helt anderledes projekter, siger han og løfter så også også lidt af sløret for et forhåbentligt kommende, spændende Efterklang-samarbejde:

– Det er et samarbejdsprojekt med en anden artist, der har fulgt os i mange år. Et overraskende match, som jeg meget håber lykkes. Det er en artist, der er meget større end os, og en artist som taler til et helt andet publikum, siger Rasmus Stolberg uden at afsløre yderligere- andet end fornemmelsen af at det kan blive spændende. Og stort.

– Så det godt være, at der er nogen derude, der siger at vi smed det hele på gulvet, da det gik allerbedst. Men det er vi fløjtende ligeglade med: det går godt for os som kreative mennesker, der kan lide at skabe ting, men også som musikere der lever af at spille deres egen musik. Og jo: det er da på mange måder en stædig og dum idé at bygge endnu et band op med de samme medlemmer. Og ren økonomisk var det måske ikke det smarteste, nej. Men tænk nu hvis det lykkes at få begge bands etableret: SÅ er det Fan’me smart…!!

Læs også artiklen: ”Residenser” – en anderledes arbejdsmetode

Redigeret
11.01.2018