ROSKILDE FESTIVAL INTRODUCING DENMARK AT SXSW 2021: ERFARINGERNE & DE FORELØBIGE RESULTATER

Udgivet
07.11.2021

I 2021 havde South by Southwest (SXSW) for tredje år i træk reserveret en del af deres programflade til at præsentere en officiel Roskilde Festival-koncert. Denne måtte ligesom det øvrige program afvikles online på grund af Covid-19. 

Roskilde Festival valgte – sammen med MXD som partner – at gennemføre projektet på et højt ambitionsniveau for at undersøge online-formatet til bunds og generere konkrete erfaringer, som kan komme alle i dansk musik til gavn. 

Online koncerten 

Lørdag d. 20. marts 2021 kl. 23:00 (dansk tid) kunne den internationale musikbranche, musikfans og øvrige digitale gæster på SXSW således se premieren og den eneste offentlige fremvisning af en særlig Roskilde Festival-koncert over internettet. 

MØ bød publikum velkommen, hjemme fra sin lejlighed i København. Den svenske tv-journalist, Per Sinding-Larsen, som vi kender fra Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene, var naturligvis også konferencier for denne koncert. Det vil sige, han stod på scenen som et hologram. For da koncerten blev filmet tilbage i januar måned i København, var Danmarks grænser lukkede, og Per Sinding-Larsen måtte derfor præsentere og interviewe de danske bands på scenen som et hologram, live-transmitteret fra et tv-studie i Stockholm. 

Koncerten hed “ROSKILDE FESTIVAL INTRODUCING” og introducerede den internationale musikindustri og andre gæster på SXSW ONLINE 2021 for nogle af de danske artister og bands, som Roskilde Festivals bookere finder spændende for tiden – nemlig: Iceage, Ydegirl, Astrid Sonne og School of X.

Se en trailer for koncerten nedenfor (klik på billedet).

Resultater og erfaringer 

MXD’s arbejde bestod som vanligt i at markedsføre den danske koncert mod den internationale musikindustri. For eksempel havde MXD sammen med de danske musikselskaber omkring de fire bands kortlagt, hvilke samarbejdspartnere i udlandet der kunne bidrage til at accelerere de danske bands’ internationale karrierer. De potentielle samarbejdspartnere fik en individualiseret invitation til koncerten fra os, hvori vi uddybede, hvorfor et givent band kunne være interessante for lige netop deres selskab. MXD var på denne måde i dialog med 61 internationale musikbranchefolk omkring de danske bands, forud for koncerten.

Herudover inviterede MXD, Roskilde Festival og de danske bands og deres forretningsmæssige baglande mere bredt via blandt andet nyhedsbreve og sociale medier. Der var til invitationsarbejdet og markedsføringen produceret videoindhold med hvert band, baseret på fraklip fra videokoncerten. 

Det lykkedes at tiltrække flere vægtige selskaber og medier til “ROSKILDE FESTIVAL INTRODUCING”:

  • I alt 956 branchefolk havde registreret sig til koncerten og bedt om automatiske kalender-påmindelser om koncertstart via SXSW’s online platform. Det endelige antal (inkl. alle dem der dukkede uanmeldt op), som overværede koncerten, kender vi ikke.
  • Iceage’s show blev besøgt af blandt andet NPR, der efterfølgende satte bandet i rotation på deres radiostation. Iceage har gennem årene haft en god opbakning fra Pitchfork og andre prominente medier, men aldrig før NPR. Bandet betragter det som et reelt presse-gennembrud i USA, der giver adgang til endnu flere mainstream medier.
  • School of X fik ligeledes en del presseomtaler af sit show. Efter koncerten forpligtede blandt andet Brooklyn Vegan sig til en premiere-omtale af School of X’s kommende nye single.
  • Atlantic Recordings’ Vice President rakte efter koncerten ud til Ydegirls danske management. Mere info herom følger, når det kan offentliggøres. 
  • School of X er blevet kontaktet af Live Nation Belgien om et samarbejde omkring hans live-aktiviteter i Benelux.
  • Tambourhinoceros fik styrket deres afsætningsnetværk i USA ift. sync (dvs. synkroniseringer af musik til film, TV, reklamer etc.) med 5 nye music supervisors. MXD er bekendt med hvem. Herudover fik Tambourhinoceros mediepartnere til lanceringen af School of X’s album i USA. 
  • Flere resultater følger – ovenstående er status pr. august 2021. 
Blandt andet NME fremhævede Iceage og “ROSKILDE FESTIVAL INTRODUCING”, som en af de vigtigste events på SXSW 2021

En væsentlig erfaring fra projektet, som bør fremhæves, er følgende: 

Hvad lærte vi? #1 

Online koncertformatet har naturligvis sine egne styrker og svagheder, og det vil aldrig kunne erstatte live-oplevelsen. Men har man et video-materiale af høj kvalitet, vil det også bagefter kunne udgøre et stærkt aktiv i promoveringen af en kunstner. 

 

Det er derfor vigtigt, at man ikke planlægger ud fra de traditionelle rammer. Normalt handler “slaget” – som udkæmpes på en musikbranchefestival – om at få de helt rigtige mennesker ind til sin egen koncert. Der er intens konkurrence om de internationale musikbranchefolks opmærksomhed, som umuligt kan nå at se mere end blot en brøkdel af alle koncerterne.

 

Men med et stærkt video-materiale behøver “slaget” ikke at være ovre, når koncerten er forbi. Man bør derfor lægge en plan, der også søger at udnytte mulighederne i et mere udstrakt afviklingsforløb og i alternative løsningsmuligheder. Det betyder blandt andet, at man i produktionsfasen af en video-koncert skal overveje og producere indhold til flere formål, og at man skal have clearet rettighederne til dette.

 

SXSW-fremstødet fortsatte indtil oktober måned

Roskilde Festival er et af den globale musikindustris mega-brands. At blive præsenteret af Roskilde Festival på en officiel SXSW-showcase er et kvalitetsstempel, der kan give en kunstners karriere et betydeligt skub i ryggen. 

MXD og de danske bands rådede via projektet således over et unikt video-materiale med en meget stærk branding. Iht. ovennævnte pointe (“Hvad lærte vi? #1”) ønskede MXD at udnytte mulighederne i disse aktiver bedst muligt. 

MXD og Roskilde Festival valgte derfor at investere yderligere i projektet for at søsætte individuelle PR-kampagner for de fire bands, der alle brugte “ROSKILDE FESTIVAL INTRODUCING” som et afsæt til at fortælle mere om bandet – kommende pladeudgivelser, tours etc. 

ROI af denne investering var særdeles højt; Mange omtaler og i nogle af de tungeste specialmedier ift. musik. De danske bands fik omtaler i blandt andet: 

Pitchfork, Spin, Stereogum, Esquire, Entertainment Weekly, Entertainment Weekly, Coffee For Two, Las Vegas Weekly, Molars, PopMatters, Recommended Listen, Treble, Alt Citizen, Closed Captioned, Northern Transmissions, Paste, Heavy Blog Is Heavy, WKNC, Digital Tour Bus, KTSW 89.9, Brooklyn Vegan, BroadwayWorld, The Wild Honey Pie, Radio  KPFA, Aupium, Flaunt, Aupium, PopMatters, Lyrical Lemonade, Exclaim!, The Ringer, New Noise Magazine, Spectrum Culture, NPR, Times Herald, Under The Radar, The Fader, KEXP, Rolling Stone, Consequense of Sound, Austin Chronicle, Texas Monthly, KPFA, Flaunt og PopMatters.

Produktionserfaringer 

“ROSKILDE FESTIVAL INTRODUCING”-koncerten varede 55 minutter og 7 sekunder, og at dømme efter publikums kommentarer i SXSW-chatten under koncerten, var de begejstrede…

Men hvilke erfaringer med online-formatet har Roskilde Festival gjort sig på baggrund af projektet? Nedenfor har Roskilde Festival opsummeret nogle af disse:

Hvad lærte vi? #2 

Find ressourcerne i at det ikke er en livekoncert

Omfavn det digitale ved at tilføre andre elementer ind i præsentationen af musikken, så den støttes op af en god ramme og fortælling. I planlægningen betragtede vi det som en lille film snarere end en digital koncertoplevelse. Med flere elementer end blot en koncert kan der arbejdes med filmen over en længere periode, da den ikke alene er hægtet op på en koncert/showcase, der har fundet sted, som man “gik glip af” live. Man er altså ikke lige så afhængig af aktualitet som ved en livekoncert.

 

Tænk hele forløbet igennem

Fra udvikling af ideer, til film, til målgruppe der skal se den. Dvs. alt fra koncept, planlægning, dialog med artister, produktion, kommunikation/PR. Det kræver lidt mere tid, men på denne måde vil det blive mere tydeligt, hvad der forventes af alle involverede i projektet (broadcaster/arrangør/artister), og det er en stor fordel, når man skal have mange forskellige med i projektet.

 

Stil skarpt på konceptet

Med fokus på hvordan der arbejdes med fortælling, scenografi/visuelt univers og grafik/motion graphics. Med et færdigt koncept og/eller en drejebog er dialogen med artisterne lettere, for så er det mere tydeligt, hvad de siger ja/nej tak til.

 

Tænk i promotion af filmen fra start

Det gjorde en forskel at vi havde en samlet kommunikation omkring showcasen, som ville have været vanskeligere hvis artisterne selv skulle have båret budskaberne ind individuelt.

 

Vær til stede ved visning

For os gav det god mening at vi var til stede da filmen blev vist på SXSW, for vi kunne være til stede ved chatten og interagere med de andre der så filmen.

 

Planlæg i god tid

Det kræver tid at skabe en film som denne, og der er mange timer i fx postproduktion. Jo bedre forarbejde/præproduktion, des bedre postproduktion. Afsæt god tid til feedbackrunder, særligt hvis der er mange der skal komme med input.

 

Beslut hvem der har final say

I forhold til feedback, så vær fra start tydelig omkring, hvem der skal give feedback, og hvem der har final say ved eventuelle uenigheder. Sørg for at produktionsselskabet ligger de feedbackrunder ind, som I bliver enige om, og send feedback samlet til produktionen. Det er vigtigt at være tydelig omkring, hvad der er muligt for dem at komme med input til, før aftalen bliver lavet endeligt.

 

Flere musikere = større kompleksitet

Vær OBS på at det kræver mere i forhold til det tekniske setup at arbejde med bands med flere musikere, end små setup med 1-2 musikere på ad gangen.

 

Forbered optagelser grundigt

Helt lavpraktisk er det lettest hvis koncerten filmes i ét take. Hav derfor gerne budget til at have mange kameraer på samtidigt. Dette bliver særligt vigtigt hvis man arbejder med en live lyssætning eller en scenografi, der “er levende”. Alternativt så lav et take hvor musikken spiller, og så playback for flere optagelser.

 

Kendskab til musikproduktion/livemusik

Arbejd med et produktionsselskab der kender til musik/musikproduktion/livemusik.

Projektet er muliggjort via støtte fra:

Redigeret
07.11.2021